Mens kritikken hagler ned over Enhedslisten efter finanslovsforhandlingerne fra den socialdemokratisk dominerede fagtop, ser billedet mere nuanceret ud i bunden af fagbevægelsen.
Jeg hører ikke til dem, der giver Enhedslisten skylden for en blå finanslov.
Jacob Jespersen, Stilladsarbejdernes Landsklub
- Jeg hører ikke til dem, der giver Enhedslisten skylden for en blå finanslov. Men måske skulle Enhedslisten have været lidt smartere til forhandlingstaktik, siger stiladsarbejderformand Jacob Jespersen til Arbejderen.
I timerne efter regeringens finanslovsaftale med Venstre og Konservative haglede kritikken ned over Enhedslisten fra den socialdemokratisk dominerede fagtop, som mener, at partiet med sit ultimative krav om lovfæstede ældrerettigheder har ansvaret for, at regeringen indgik forlig til højre i stedet for til venstre.
Med forliget faldt en række allerede aftalte tiltag til gavn for fagbevægelsen til gulvet, og det diskuteres nu i hele fagbevægelsen, hvem der har skylden.
Toppen kritiserer Ø
Tre forbundsledere fra HK, Dansk Metal og 3F gik allerede i den første time efter forliget ud og gav Enhedslisten skylden i en fælles pressemeddelelse.
Også LO-formand Harald Børsting fastslog i timerne efter aftalen, at Enhedslisten "skulle have bidt til bolle".
Dennis Kristensen, formand for FOA, vil ikke deltage i "abe-spillet", men ærgrer sig godt og grundigt.
- Regeringen og Enhedslisten burde have bøjet af mod hinanden. Det er en historisk mulighed, der går tabt, siger FOA's formand, der samtidig understreger, at det er Enhedslistens fortjeneste, at det trods alt er gjort muligt at bruge en milliard kroner på bedre ældrepleje.
Ældrebade på Kirsebærhaven
Jean Petersen, plejehjemsassistent og tillidsrepræsentant på Kirsebærhavens Plejehjem i Københavns Kommune, synes ikke, at Enhedslisten skulle have gjort retskravet på de to bade til et ultimativt krav.
- To bade er noget fysisk, noget målbart og kontrollérbart. Men det nytter jo ikke noget, hvis vores ældre får de to bade om ugen, og så bliver sat over i en krog og skal passe sig selv resten af tiden, siger Jean Petersen til Arbejderen.
Hun er dog også bekymret over den puljeordning på en milliard kroner, regeringen har aftalt med Venstre og Konservative, hvor kommunerne skal søge om penge fra puljen.
- Hvordan kommer det til at fungere? Er det de kommuner, der er hurtigst og smartest til at søge, der løber med det hele, når der skal søges? Vi har dårlige erfaringer med en anden puljeordning på psykiatriområdet. Enhedslisten og regeringen skulle have sat sig ned og lavet en mere fornuftig måde at fordele pengene på, siger Jean Petersen.
Aftalt spil
Kim Lykkegaard, tillidsmand for Dansk Metals medlemmer på PMC Technology i Søberg ved København, mener at regeringen må bære ansvaret for forhandlingssammenbruddet med Enhedslisten, når det er den, der vælger at indgå finanslovsforlig med V og K.
- Regeringen går efter to måneders forhandlinger fra Enhedslisten, fordi den ikke vil give ældre retskrav på to bade om ugen. Og fem minutter efter har de lavet en aftale om skattelettelser med Venstre og Konservative. Så får man mistanke om, at der bare har været forhandlet på skrømt, siger Kim Lykkegaard til Arbejderen.
Han havde dog hellere set, at Enhedslisten havde stillet stopklodsen et andet sted.
- De skulle nok i stedet have stået fast på bindende arbejdsklausuler og kædeansvar til kommuner og regioner.
Forligsansvar og kædeansvar
Jacob Jespersen er formand for Stilladsarbejdernes Landsklub og har problemet med social dumping tæt inde på livet.
- Jeg kan godt forstå, at Enhedslisten ville have garanti for, at pengene til de ældre virkelig blev brugt på de ældre. Men det kunne måske være sikret på en anden måde. Personligt synes jeg, at der var andre krav, der var vigtigere, nemlig dem mod social dumping, altså at kommunerne skulle forpligtes på arbejdsklausuler og kædeansvar, siger Jacob Jespersen til Arbejderen.
Han synes, det godt kan virke, som om det var de Radikale, der i regeringen satte hælene i overfor Enhedslisten.
- Jeg hører ikke til dem, der giver Enhedslisten skylden for en blå finanslov. Men måske skulle Enhedslisten have været lidt smartere til forhandlinstaktik. Nogle gange virker det, som om alt lige skal tilbage i plenum. Og så bliver de hægtet af, siger Jacob Jespersen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278