09 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Flere angreb på vej

Kontanthjælp i skudlinjen

Flere angreb på vej

Gennemføres regeringens 2025-plan, vil de kontanthjælpsmodtagere, der lige nu mister tusindvis af kroner hver måned, bliver yderligere ramt. De skal betale til en tvungen pensionsopsparing og børnechecken beskæres.

Fra tidligere protest mod fattigdom og øget ulighed.
FOTO: Aage Christensen
1 af 1

I dag er der demonstrationer i København, Aarhus, Aalborg, Esbjerg og Kolding i forbindelse med Folketingets åbning.

Der vil være særlig fokus på kontanthjælpsloftet og 225-timers-reglen, som betyder, at omkring 30.000 kontanthjælpsmodtagere fra 1. oktober mister tusindvis af kroner om måneden.

En enlig mor med fire børn mister over 60.000 kroner om året.

Også regeringens 2025-plan er et tema ved protesterne. Gennemføres planen, vil en af konsekvenserne være, at de mange kontanthjælpsmodtagere, der lige nu rammes af loft og 225-timers-regel, vil miste endnu flere penge.

Regeringen vil skære i børnechecken. Familier med tre børn mister 25 procent af checken til det ældste barn. Rigtig hårdt bliver familier med fire eller flere børn ramt. De får kun børnecheck til de tre første børn.

En enlig mor med fire børn og en husleje på 6000 kroner om måneden vil miste 13.900 kroner om året, hvis forslaget bliver en realitet, viser beregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Det beløb skal lægges oven i de næsten 47.000 kroner, den samme familie mister på grund af kontanthjælpsloft og 225-timers-regel. Den enlige mor og de fire børn får altså over 60.000 kroner mindre på årsbasis.

Ydelser udhules

Også andre forslag i 2025-planen rammer kontanthjælpsmodtagere. Regeringen vil have de fattigste danskere til selv at betale op til deres pension, så der kan spares penge på folkepension og særlige tilskud. 

– Der er ingen tvivl om, at den tvungne pensionsopsparing på kort sigt vil udhule rådighedsbeløbet for overførselsmodtagere. Det har fordelingspolitiske konsekvenser. For kontanthjælpsmodtagere skal det ses i sammenhæng med, at denne gruppes økonomi er under pres på grund af kontanthjælpsloftet, siger tidligere overvismand Torben M. Andersen til finans.dk.

Skal betale til pension

Samtidig er planen at forlænge den lavere regulering af overførselsindkomsterne, som SRSF-regeringen indførte i 2012. 

Samlet set vil en enlig kontanthjælpsmodtager miste knap 3000 kroner om året på grund af tvungen pensionsopsparing og lavere regulering, viser beregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Efter 2025 er planen, at indbetalingerne til den tvungne pensionsopsparing skal stige yderligere. 

De penge, der spares, på kontanthjælp, skal være med til at betale for skattelettelser, der især gavner den rigeste del af befolkningen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. okt. 2016 - 07:40   04. okt. 2016 - 07:50

Fattigdom

ur@arbejderen.dk
Loft og timekrav
  • Kontanthjælpsloftet sætter en øvre grænse for, hvor meget modtagere af kontanthjælp, integrationsydelse og uddannelseshjælp kan modtage i boligstøtte og særlig støtte til høj husleje. For eksempel får en enlig mor med to børn og en husleje på 6138 kroner 2900 kroner mindre til rådighed om måneden, når skat og faste udgifter er betalt.
  • 225-timers-reglen betyder, at mennesker på kontanthjælp, uddannelseshjælp eller integrationsydelse skal have 225 timers ustøttet arbejde om året. Opfyldes kravet ikke, skæres der i hjælpen. Ægtefæller, hvor den ene eller begge er på en af de tre nævnte ydelser, mister for eksempel, hvad der svarer til den enes ydelse. Mennesker med begrænset arbejdsevne kan undtages fra reglen.