25 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Hækkerup fastholder millionkrav til torturofre

Hindrer irakisk fangesag

Hækkerup fastholder millionkrav til torturofre

Fattige irakiske torturofre skal de stille med næsten en million i sikkerhed, hvis de vil have deres sag for en dansk domstol, mener forsvarsminister Nick Hækkerup. I strid med konventionerne, mener rettighedsorganisationer.

Internationale konventioner slår fast at torturofre skal have adgang til at få deres sag prøvet ved en domstol. Alligevel fastholder forsvarsminister Nick Hækkerup (S), at de 23 irakere, der anklager den danske stat for medvirken til tortur, skal stille med en garanti på næsten én millioner kroner, hvis de vil have deres sag for en dansk domstol.
FOTO: Keld Navntoft/Scanpix Denmark
1 af 1

Forsvarsminister Nick Hækkerup (S) fastholder at de 23 irakere, der anklager den danske stat for medvirken til tortur, skal stille med en garanti på hver 40.000 kroner, hvis de vil have deres sag for en dansk domstol.

Danmark har ellers tiltrådt den Europæiske Menneskeretskonvention og FN's Torturkonvention, der slår fast at borgere skal have adgang til domstolene og at Danmark er forpligtet til at foretage en effektiv undersøgelse af sager, hvor der er begrundet mistanke om tortur. Alligevel fastholder forsvarsministeren sit krav om at irakerne samlet stiller med i alt 920.000 kroner, hvis de vil rejse sagen.

At bede fattige mennesker betale sagsomkostninger i et højprisland som Danmark er helt uacceptabelt.
Karin Verland, Dansk Institut Mod Tortur

Derfor havde Enhedslisten tirsdag hevet ministeren i et samråd for at give en forklaring.

- Opretholdes kravet om at irakerne skal stille en sikkerhed på næsten en millioner kroner, har de ikke mulighed for at få deres sag prøvet ved en domstol. Er det rimeligt at fratage fattige mennesker, der formentlig er blevet mishandler under dansk ansvar, at få deres sag prøvet ved en domstol, fordi de ikke har råd til at føre sagen?, spurgte Enhedslistens forsvarsordfører Nikolaj Villumsen.

Følger Folketingets spilleregler

Hvis irakerne havde været EU-borgere, ville de være bedre stillet. Forsvarsministeren vil nemlig hellere henvise til Folketingets egne regler i stedet for menneskeretskonventionerne:

- Vi følger de spilleregler som Folketinget har valgt. En af reglerne er en regel om sikkerhedsstillelse, fordi det kan være vanskeligt at inddrage sagsomkostninger i lande uden for EU, lød svaret fra forsvarsministeren.

Forsvarsministerens afvisning vækker vrede hos irakernes advokat Christian Harlang:

- Nick Hækkerup vildleder, og involverer sig stadigt dybere og dybere i et cover-up for VKO-regeringens misgerninger i Irak.  Folketinget har vedtaget loven om den europæiske Menneskerettighedeskonvention, der indebære pligt til ikke at lægge hindringer i vejen for at torturofre kan få deres sager behandlet ved domstolene. At kræve sikkerhedsstillelse er et beskidt kneb, som Hækkerup kan og bør lade ligge. Kravet er i strid med Menneskerettighedsloven, og vil om nødvendigt blive underkendt af menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, siger advokaten til Arbejderen.

Irakerne har lagt sag an mod den danske stat fordi danske soldater medvirkede til deres anholdelse under operation Green Desert i Irak i 2004. Irakerne blev efterfølgende udleveret til irakisk politi, som udsatte dem for voldsom tortur under deres op til 70 dage lange tilbageholdelse.

En af de irakerne fortæller blandt andet, at han på politistationen blev slået, pisket og fik elektriske stød mod brystet og kønsdelene. Han blev hængt op i benene med hovedet nedad og hænderne bundet på ryggen så hans skulder gik af led.

Tortureksperter og læger har undersøgt irakerne og bekræfter at de sandsynligvis har været udsat for tortur.

Organisationer kræver fri proces

Kort før samrådet modtog forsvarsministeren en samlet appel fra en række danske menneskeretsorganisationer. Dignity - Dansk Institut Mod Tortur, Amnesty, Anti-torturstøttefonden, FN-forbundet, International Rehabilitation Council og Retssikkerhedsfonden, der alle kræver at irakerne får fri proces.

- At bede fattige mennesker betale sagsomkostninger i et højprisland som Danmark er helt uacceptabelt. Det er særdeles problematisk, at denne sag risikerer at falde til jorden på grund af processuelle benspænd. Hvis vi vil tortur til livs, er det ikke vejen frem at bede folk fattige mennesker om at stille 40.000 kroner i sikkerhed for at dække statens omkostninger. Specielt ikke når staten er den, som sagen er rejst imod. Det er vores opfattelse, at den her sag er så principiel, at den bør prøves, siger Karin Verland, direktør for Dignity - Dansk Institut Mod Tortur.

Hun mener, at staten bør sikre retshjælp til ofre for tortur, som ellers ikke har de nødvendige midler til at rejse en sag om erstatning. Ifølge Dignity er folkeretten er klar: Staten må ikke opstille forhindringer for torturofres adgang til erstatning. Kravet med sikkerhedsstillelse frarøver reelt irakerne retten til retfærdighed, mener menneskeretsorganisationen.

- Desuden synes jeg ikke, at det en retsstat værdig at stille krav om sikkerhedsstillelse til mennesker, som ikke kan betale. Det skaber et a- og et b-hold. De, som har råd til retfærdighed, og de, som ikke kan købe sig til den, siger Karin Verland.

Både Civilstyrelsen og Procesbevillingsnævnet afviser - uden begrundelse - at give irakerne fri proces. Men forsvarsministeren kan beslutte at irakerne give irakerne fri proces for at sikre at den vigtige og principielle sag kommer for en domstol.

Arbejderen er i besiddelse af Procesbevillingsnævnets kortfattede afslag på fri proces: Her skriver nævnet, at der kun bliver givet fri proces i sager, hvor "særlige grunde" taler for det - og det er der intet der gør i irakernes erstatningssag, mener nævnet.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


09. feb. 2013 - 13:35   11. jun. 2013 - 00:06

Fangesag

ml@arbejderen.dk
Fangesagen
  • I november 2004 tilbageholdt danske og irakiske soldater 36 civile irakere under Operation Green Desert i Irak. Irakerne blev udleveret til irakisk politi.

  • 23 af de anholdte irakere har anlagt erstatningssag mod Forsvarsministeriet. De hævder, at de blev udsat for tortur og kræver en symbolsk erstatning.

  • I oktober sidste år fremviste tidligere efterretningsofficer Anders Kærgaard en dansk videooptagelse fra aktionen, der viser, at danske soldater overværer, at irakerne bliver slået og sparket af irakisk politi, mens de sidder bagbundet på jorden.