08 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Handicap-organisationer er i beredskab

Nedtælling til 1. oktober

Handicap-organisationer er i beredskab

Mange syge og handicappede er på kontanthjælp. Patientforeninger holder et vågent øje med, om deres medlemmer bliver ramt af kontanthjælpsloft og 225-timers-reglen.

Protest mod de nye fattigydelser.
FOTO: Michael Klodos
1 af 1

Danske Handicaporganisationer arbejder i øjeblikket med at skabe sig et overblik over, hvor mange mennesker med handicap, der bliver ramt af kontanthjælpsloftet, når det træder i kraft den 1. oktober.

Jeg er blevet kontaktet af flere i distrikts-psykiatrien, der er bekymrede for deres patienter.
Knud Kristensen, SIND 

Efter massive protester lykkedes det at få enkelte undtagelser fra loftet ind i loven. For eksempel bliver kontanthjælpsmodtagere, der har fået anvist en handicapbolig af kommunen eller modtager døgnhjælp, ikke omfattet af kontanthjælpsloftet.

Men der kan stadig være mennesker med handicap eller sygdom, der bliver ramt. Endnu har de enkelte handicaporganisationer og patientforeninger ikke overblik over konsekvenserne for deres medlemmer.

– Det vil typisk ramme de kontanthjælpsmodtagere, der har en høj husleje. Jeg har hørt om flere, der ikke har råd til at blive boende, men vi har endnu ikke noget overblik over, hvor mange der bliver ramt. Der er også en gruppe af sindslidende, som aldrig åbner deres post. De opdager først, hvad der er sket, når de får færre penge, siger Knud Kristensen, formand for SIND.

225-timers-reglen

– Jeg er blevet kontaktet af flere ansatte i distriktspsykiatrien, der er bekymrede for deres patienter. Der var blandt andet en psykisk syg mand, der var nødt til at gå fra hus og hjem på grund af kontanthjælpsloftet. Han er flyttet langt ud på Norddjursland. Medarbejderen var bekymret for, om det var godt for ham og hans sygdom at være mutters alene i et hus ude på landet, tilføjer han.

I SIND er man mere bekymret over konsekvenserne af 225-timers-reglen i forhold til foreningens medlemmer. Mange vil ikke kunne opfylde kravet om 225 timers arbejde på et år og vil derfor blive trukket i deres ydelse. 

I ADHD-foreningen er det også 225-timers-reglen, der vækker størst bekymring. 

– Flere forældre, der har voksne børn med ADHD, har ringet ind til os i bekymring over, at deres børn ikke kan opfylde arbejdskravet. Det er jo ustøttet arbejde, der er krav om. Det har mange mennesker med ADHD ikke mulighed for at få, siger Kirsten Nørgaard, socialrådgiver i ADHD-foreningen.

– De har svære odds imod sig. De er konstant på overarbejde i deres hoved og udtrættes derfor hurtigt. De er mere syge end andre, har svært ved at være stabile på arbejdsmarkedet og afskediges derfor ofte først. 

Ikke overblik endnu

Foreningen har ikke et overblik over, hvor mange medlemmer, der bliver ramt af kontanthjælpsloft og 225-timers-regel. 

Mange vil først opdage det, den dag de får færre penge end sædvanligt, fordi de ikke har kunne gennemskue konsekvenserne, vurderer Kirsten Nørgaard. 

I LEV, der organiserer udviklingshæmmede og deres pårørende, forventer man, at de fleste medlemmer vil blive omfattet af undtagelsesbestemmelserne i forhold til kontanthjælpsloftet.

– Men et fåtal, der bor i egen bolig, vil nok blive ramt. Flere og flere af vores medlemmer er jo på kontanthjælp, fordi det er blevet så svært at få førtidspension, siger Thomas Holberg, politisk konsulent i LEV.

Arbejderen følger senere op på konsekvenserne af kontanthjælpsloft og 225-timers-regel for mennesker med handicap.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


22. sep. 2016 - 09:23   22. sep. 2016 - 17:08

Kontanthjælp

ur@arbejderen.dk
Loft og timekrav
  • Kontanthjælpsloftet sætter en øvre grænse for, hvor meget modtagere af kontanthjælp, integrationsydelse og uddannelseshjælp kan modtage i boligstøtte og særlig støtte til høj husleje. For eksempel får en enlig mor med to børn og en husleje på 6138 kroner 2900 kroner mindre til rådighed om måneden, når skat og faste udgifter er betalt.
  • 225-timers-reglen betyder, at mennesker på kontanthjælp, uddannelseshjælp eller integrationsydelse skal have 225 timers ustøttet arbejde om året. Opfyldes kravet ikke, skæres der i hjælpen. Ægtefæller, hvor den ene eller begge er på en af de tre nævnte ydelser, mister for eksempel, hvad der svarer til den enes ydelse. Mennesker med begrænset arbejdsevne kan undtages fra reglen. 
225-timers-reglen
  • Mennesker på kontanthjælp, uddannelseshjælp eller integrationsydelse skal have 225 timers ustøttet arbejde om året. Opfyldes kravet ikke, skæres der i hjælpen.
  • Ægtefæller, hvor den ene eller begge er på en af de tre nævnte ydelser, mister, hvad der svarer til den enes ydelse.
  • Enlige over 30 år vil få reduceret hjælpen med 1000 kroner om måneden. Unge på de lavere satser mister 500 kroner om måneden. Dem på den laveste uddannelsesydelse mister ikke penge.
  • Mennesker med begrænset arbejdsevne kan undtages fra reglen.