15 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Handicappede advarer mod lovændring

Hjort vil lempe regler

Handicappede advarer mod lovændring

Finansministeren lægger op til en ændring af serviceloven. Handicaporganisationer frygter, at det vil gøre det lettere for kommunerne at skære ned.

FOTO: Andrea Sigaard
1 af 1

Finansminister Claus Hjort Frederiksen lægger op til en revision af serviceloven. For halvanden uge siden lavede regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) en aftale, som følger op på den stramme aftale om kommunernes økonomi fra juni. 

I den opfølgende aftale står der ganske kort: "Regeringen vil igangsætte et arbejde med en revision af serviceloven. KL vil blive inddraget i det forberedende arbejde".

Jeg frygter, at det betyder tab af rettigheder for borgerne.
Thorkild Olesen, Danske Handicaporganisationer

Der lægges også op til revision af beskæftigelsesloven og planloven.

Handicaporganisationerne frygter, at en ændring af serviceloven vil gøre det lettere for de økonomisk trængte kommuner at skære ned på hjælpen til mennesker med handicap. 

- Som jeg læser denne aftale, skal regelforenklingen tage udgangspunkt i kommunernes mulighed for økonomisk styring. Jeg frygter, at det betyder tab af rettigheder for borgerne, og at endnu flere borgere fremadrettet ikke vil få den nødvendige hjælp og støtte, siger Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer.

SR forsøgte det samme

Den tidligere regering forsøgte sig også med en revision af serviceloven. Men daværende socialminister Manu Sareen trak i januar i år sit lovforslag tilbage efter omfattende kritik fra handicaporganisationerne og andre.

De var blandt andet utilfredse med, at lovforslaget lagde op til at fratage handicappede, der bor i institution eller på bosted, deres nuværende ret til at have et beskyttet arbejde eller deltage i aktivitetstilbud udenfor hjemmet.

Landsforeningen LEV for udviklingshæmmede og deres pårørende konkluderede dengang, at Sareens lovforslag ville "fratage tusindvis af borgere med handicap retten til ydelser, der er helt afgørende for at de kan leve en god tilværelse."

LEV er da også dybt bekymret over den nye udmelding fra Løkke-regeringen. 

- Jeg vil indtrængende opfordre regeringen til at gentænke hele projektet med at revidere servicelovens voksenbestemmelser. Der er på ingen måde brug for at forringe sårbare borgeres rettigheder. Tværtimod har mennesker med udviklingshæmning og andre handicap brug for stærke rettigheder og beskyttelse, siger Sytter Kristensen, formand for LEV.

Revisionen af serviceloven er til gengæld et stort ønske hos kommunerne. KL's formand Martin Damm er da også godt tilfreds med tillægsaftalen med regeringen.

- Vi har fået sat en tyk streg under, at der er brug for regelforenkling, mere frie rammer og bedre muligheder for at styre økonomien i kommunerne, siger KL-formanden.

Frikommuner og udlicitering

Økonomiaftalen fra juni lægger op til direkte minusvækst i kommunerne. Oveni kravet om nulvækst kræver regeringen, at kommunerne til næste år skærer ned med en halv milliard kroner ekstra til det såkaldte omprioriteringsbidrag. De penge vil regeringen bruge på andre områder.

Også på andre måder arbejder regeringen med at give kommunerne friere rammer. Der bliver igangsat et nyt frikommuneforsøg i perioden 2016-2019. Her får udvalgte kommuner mulighed for at bryde en række regler og overenskomstmæssige krav for at afprøve nye måder at løse opgaverne på.

I den nye tillægsaftale lægger regeringen også op til øget udlicitering i kommunerne. Regeringen vil fremsætte en nye udbudslov, som skal gøre det nemmere og billigere at sende opgaver i udbud. 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. okt. 2015 - 10:25   05. okt. 2015 - 11:56

Budget 2016

ur@arbejderen.dk