29 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Handicappede og udsatte har betalt prisen

Socialpolitik på markedsvilkår

Handicappede og udsatte har betalt prisen

For handicappede og andre udsatte grupper har strukturreformen betydet et tilbageskridt. Kommunerne går efter de billigste tilbud, ikke dem der er bedst for den enkelte.

Mennesker med handicap, som Miilas her, har fået forringede vilkår som følge af strukturreformen.
FOTO: Andrea Sigaard
1 af 1

For mennesker med handicap har strukturreformen været et kæmpemæssigt tilbageskridt, konstaterer Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer.

Mennesker med handicap er blevet flyttet mod deres vilje.
Thorkild Olesen, Danske Handicaporganisationer

– Med reformen er kommet langt mere fokus på pris end på kvaliteten af den faglige indsats overfor den enkelte borger, siger Thorkild Olesen.

– Det betyder, at mange gode tilbud er lukket, og at nogle mennesker med handicap er blevet flyttet mod deres vilje til en institution, der ikke har de nødvendige kompetencer til at tage sig af dem, tilføjer han.

Markedsgørelse

Den negative udvikling skyldes ifølge handicapformanden, at det sociale område er blevet markedsgjort gennem strukturreformen. Der sættes pris på alt. Kommunerne kan købe ydelser af hinanden og går efter den laveste pris. 

Handicapområdet er en del af det specialiserede socialområde, der også omfatter udsatte børn og unge, mennesker med misbrug og andre udsatte grupper. Med strukturreformen overgik ansvaret for stort set hele dette område fra de tidligere amter til kommunerne.

Mange af de tidligere amtslige specialiserede institutioner blev overtaget af den kommune, hvor de fysisk var placeret.

– Kommunerne havde en forestilling om, at omegnskommunerne ville købe pladser på deres institution, så de kunne tjene penge ad den vej. Men efter nogen tid begyndte de andre kommuner at tage deres borgere hjem til et billigere tilbud, siger Jan Helbak, faglig konsulent i FOA Aarhus. Han har fulgt strukturreformen tæt.

Der eksisterer ikke et overblik over, hvor mange af de tidligere højt specialiserede sociale institutioner der er lukket de sidste 10 år med tab af vigtig specialviden til følge.

Men blandt de lukkede institutioner er botilbud til mennesker, der lider af svær psykisk sygdom og samtidig har et misbrug. Netop den type tilbud er blevet efterlyst efter de sidste års drab på ansatte på psykiatriske bosteder.

– Flydedokken i Fredericia kunne rumme de her mennesker. Men den er lukket ned. Det samme sker andre steder. Markedsgørelse gør, at mange af de gode tilbud forsvinder, sagde Karl Bach fra LAP, Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere, da der i sommers var høring på Christiansborg om problemerne i psykiatrien.

Gode tilbud lukker

Hos Socialpædagogerne kender man alt til problemerne med lukning af specialiserede institutioner.

– Der er sket en form for afspecialisering i de 10 år. Der er mennesker med særlige behov, som i dag har sværere ved at få et specialiseret tilbud målrettet de behov, end de havde tilbage i amternes tid. Der bliver arbejdet meget med pakkeløsninger i stedet for individuelle løsninger målrettet den enkeltes ressourcer og behov, siger Marie Sonne, næstformand for Socialpædagogerne.

Hun understreger, at det er umuligt at vide, hvordan tingene havde set ud, hvis der ikke var gennemført en strukturreform.

Thomas Adelskov, formand for Social- og Sundhedsudvalget i Kommunernes landsforening, afviser kritikken.

– Formålet med kommunalreformen var, at opgaverne skulle løses tættere på borgerne og i deres eget nærmiljø – og der er vi lykkedes med, siger han til netmediet Altinget.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


11. jan. 2017 - 08:23   11. jan. 2017 - 08:30

Velfærd

ur@arbejderen.dk
Strukturreformen
  • Strukturreformen trådte i kraft 1. januar 2007. 271 kommuner blev til 98 kommuner, og amterne blev nedlagt.
  • I stedet for amterne kom fem regioner, der blev frataget retten til at udskrive skatter og blev underlagt en stram statslig styring.
  • Strukturreformen skabte rammerne for en markedsgørelse af hele den offentlige sektor, hvor alle opgaver bliver målt og prisfastsat.
  • Samtidig med strukturreformen kom en budget- og regnskabsreform, der indførte regnskabsprincipper i det offentlige svarende til dem, vi kender fra det private erhvervsliv.
  • Strukturreformen blev vedtaget af Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti.