Den tidligere efterretningsofficer Anders Kærgaard er ikke den eneste, der sidder med en følelse af, at hans overordnede, den militære ledelse og Forsvarets Auditørkorps har vendt det døve øre til alvorlige indberetninger om mishandling af fanger.

Der er intet, der kan retfærdig-gøre den hemmelig-holdelseskultur, som hersker i Forsvaret.
Thomas Bøkman Jacobsen, tidligere sergent

To soldater, der også har talt for døve ører, er soldaterne Jesper Steenberg Larsen og Thomas Bøkman Jacobsen.

Den 13. maj 2009 var de på patrulje i Afghanistan. Her kom de forbi en afghansk lejr og opdagede en fange i et lille tårn, uden vand og mad. Fangen klynkede, og lød som en, der har ondt.

- Vi henvender os til vores sektionsfører og til to militærpolitibetjente, som er i lejren. Ingen af dem reagerer. Herefter henvender vi os til en officer, men han kigger bare ned i jorden, fortæller Thomas Bøkman Jacobsen til Arbejderen.

Der er ellers tale om en såkaldt "særlig hændelse", som ifølge militærets egne regler skal rapporteres hjem til Hærens Operative kommando (HOK).

- Da vi kommer tilbage til vores lejr, henvender jeg mig til en seniorsergent fra Militærpolitiet. Han mener, at sagen er vigtig, og lover, at han nok skal gå videre med den.

Går til Auditørkorpset

Da soldaterne vender hjem til Danmark, finder de ud af, at deres anmeldelse ikke er nået videre i systemet.

- Jeg havde ellers en klar forventning om, at de ville tage klagen seriøst, siger Thomas Bøkman Jacobsen.

Derfor ender det med, at han anmelder episoden til Auditørkorpset den 27. april 2011.

Arbejderen er i besiddelse af den redegørelse, som forsvarsministeren bad auditørkorpset udarbejde om sagen. 

Heraf fremgår det, at Thomas Bøkman Jacobsen bliver afhørt af en auditørfuldmægtig den 9. juni 2011. Og at Bøkman forklarer "detaljeret omkring episoden med fangen i tårnet", samt at han vil anmelde sin sektionsfører og en sergent fra militærpolitiet for manglende indrapportering. Under afhøringen navngiver Bøkman otte konkrete vidner til hændelsen.

Af redegørelsen fremgår det, at Auditørkorpset ikke afhører de otte vidner. I stedet lægger de sagen død i slutningen af september. Auditørerne begrunder sin beslutning med, at sagen er forældet, og at det er for sent at strafforfølge de overordnede for pligtforsømmelse.

Auditør: Ingen kommentarer

Viceauditør Kristian Kirk Petersen ønsker ikke at kommentere, hvorfor Auditørkorpset ikke foretog en egentlig efterforskning af sagen udover at afhøre Bøkman. I stedet henviser han til redegørelsen.

Tilbage sidder en frustreret Thomas Bøkman Jacobsen:

- Jeg er soldat, fordi jeg tror på demokrati. Forsvaret har en stor interesse i åbenhed og demokrati indenfor egne rækker. Netop forsvaret af demokratiet udgør hele grundlaget for, hvorfor vi sender soldater i krig. Derfor er der intet, der kan retfærdiggøre den hemmeligholdelseskultur, som hersker i Forsvaret.

Arbejderen kan i dag fortælle, at kun én enkelt af de i alt 64 indberetninger og anmeldelser om militærets håndtering af fanger i Irak og Afghanistan, som Forsvarets Auditørkorpset har modtaget, har ført til en dom i retten.

Den problemstilling kan Thomas Bøkman Jacobsen genkende.

- Det er et problem, at vi har en militær anklagemyndighed, som reelt ikke er uafhængig af Forsvaret. Auditørkorpset lukker sager ned uden at undersøge dem til bunds og taler usandt. Når systemet ikke fungerer, ja så tvinger man os soldater til at blive whistleblowers - ellers lever vi jo ikke op til vores pligt til at viderebringe overgreb. Og når vi går til pressen, kommer Forsvaret og Auditørkorpset efter os og forsøger at straffe os, siger Thomas Bøkman Jacobsen.

Historien om den afghanske fange har tidligere været fortalt i P1's dokumentarprogram Fangen i Tårnet.