25 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Investorer spekulerer i bolignød blandt studerende

10.000 kroner for en "studielejlighed"

Investorer spekulerer i bolignød blandt studerende

Danske og udenlandske boligspekulanter investerer i disse år milliarder i at bygge såkaldte studieboliger, der udlejes for op til 10.000 kroner for en et-værelses. Investorerne forudser, at boligmanglen blandt studerende vil fortsætte og øjner gode forretningsmuligheder i de kommende år.

Det er i forvejen svært at få SU'en til at slå til. Og det bliver ikke nemmere af, at spekulanter nu kræver op mod 10.000 kroner for en "studiebolig".
FOTO: Philip Davali
1 af 1

Danske og udenlandske investorer spekulerer i bolignøden blandt de tusindvis af unge studerende, der mangler et sted at bo, og investerer i disse år milliarder i at bygge såkaldte studieboliger, der udlejes for op til 10.000 kroner for en et-værelses lejlighed.

Det er nemlig en god forretning at bygge og udleje studieboliger ud til desperate studerende, da der ikke bygges ret mange nye almene studieboliger. 

Der har i flere år været et stort underskud af både studieboliger og mindre boliger i hovedstadsområdet, hvilket har skabt en stor efterspørgsel på de boligtyper. 
Marie Honoré, Heimstaden

Optaget på de videregående uddannelser er steget med 50 procent de seneste ti år. Igen i år satte antallet af nye studerende rekort med næsten 70.000 nye studerende.

Sidste år opgjorde byggeriets brancheorganisation Dansk Byggeri, at der er et "akut behov" for 22.000 boliger til de nye studerende.

Alene de fire store studiebyer København, Aarhus, Odense og Aalborg har sammenlagt et behov for 17.100 boliger til nye studerende alene i år. Behovet er størst i København, hvor der mangler 8400 boliger. I Aarhus mangler der 3900 boliger. Og i Odense og Aalborg mangler der 2400 boliger i hver by.

>> LÆS OGSÅ: Rekordmange studerende mangler tag over hovedet

10.230 for en "studiebolig"

En udeboende studerende får cirka 5500 kroner udbetalt i SU efter skat hver måned. Men har man andre indtægter eller forældre med pengepungen i orden, kan man flytte ind hos BaseCamp midt i København.

I en fredet ejendom i Sølvgade har BaseCamp opført 463 studielejligheder med designermøbler, fitnesscenter, udendørs loungeområde, cafe, biograf og festlokale.

– Vi er gået ind i det her, fordi der er et kæmpe behov for studieboliger. Der er færre boliger, end der er studerende. Vi ser ikke os selv som en investor, men som en leverandør af social infrastruktur. Vi ser os som en operatør, der har nogle gæster, vi skal servicere. Men vi skal også tjene penge, fortæller BaseCamps administrerende direktør Jesper Dam til Arbejderen.

Med designermøbler

BaseCamp har planer om at bygge rigtig mange studieboliger de næste ti år i Danmark og resten af Europa, fordi der er et kolossalt underudbud af studieboliger.

– Det offentlige bygger ikke nok studieboliger. Derfor ser vi hvert år ved semesterstart unge studerende, der ikke har et sted at bo, forklarer Jesper Dam.

Prisen for en et-værelses starter på 5250 kroner stigende til 10.230 kroner for en XL studielejlighed. Men det er ikke dyrt, hvis man spørger BaseCamp.

– Det mener vi ikke er i den dyre ende. Det er jo inklusive wifi og adgang til et fitnessrum. Og så sparer de studerende 50.000 kroner, fordi de ikke skal ud og købe møbler til deres studeværelse. Alle vores værelser er med møbler, der er designet til værelset. De er ikke bare købt i Jysk. Du kan altså bare komme med din taske og flytte ind. Så kører det.

– Vores studerende prioriterer at bo godt. Desto bedre du bor, desto bedre performer du på dit studie. Derfor er vi med til at skabe dygtigere studerende til gavn for samfundet. De studerende får jo SU. Og hvis de arbejder 10-15-20 timer ved siden af, så vil de gerne bo hos os, siger BaseCamp-direktøren.

>> LÆS OGSÅ: Studerende-formand: Vilde huslejer skævvrider adgangen til uddannelse

En god forretning

Og meget tyder på, at BaseCamps investeringer er en god forretning. I hvert fald har BaseCamp sat gang i flere byggerier af såkaldte "studieboliger".

Til januar kan studerende flytte ind i 352 studieboliger i BaseCamps nye studiekompleks på Amager i København – der blandt andet byder på en rutsjebane fra den ene etage til fællesområdet. Priserne varierer fra 5800 til 6900 kroner for en såkaldt studiebolig.

Og til studiestart i sommeren 2022 kan 570 studerende rykke ind i helt nye studieboliger i Katrinebjerg-kvarteret tæt på Aarhus midtby.

Her opfører BaseCamp Student studieboliger i 17 etager til 600 millioner kroner. Også i Aarhus vil det nye studieboligkompleks blive indrettet med bibliotek, studierum, biograf, fitness, café, fælleskøkkener, gaming, hobbyrum og loungeområder. Alle boliger og fællesområder indrettes med specialdesignede møbler.

Nogle få store dominerer

Den største private boligudlejer i Danmark er den svensk-norske boligkoncern Heimstaden, der opkøber og forvalter ejendomme overalt i Europa.

Heimstaden ejer næsten 900 studie- og ungdomsboliger i København, Frederiksberg, Roskilde og Lyngby.

– Vi kan godt lide studie- og ungdomsboliger og ser det som en naturlig del af vores portefølje. Der har i flere år været et stort underskud af både studieboliger og mindre boliger i hovedstadsområdet, hvilket har skabt en stor efterspørgsel på de boligtyper. Derfor har det også givet mening for os at investere i, fortæller Heimstadens kommunikationschef, Marie Honoré, til Arbejderen.

– Der er ingen tvivl om, at behovet fortsat er stort. Da vi i starten af oktober kunne invitere til de første åbent hus på vores kommende ungdomsboliger Richsgården på Frederiksberg, havde vi knap 2000 på interesselisten til 225 boliger.

Ejer 136 ejendomme

Markedsværdien af Heimstadens danske ejendomme udgør ved udgangen af 2020 svimlende 27 milliarder kroner mod 24 milliarder kroner sidste år.

Selskabet råder over 136 ejendomme med et samlet areal på 872.000 kvadratmeter og havde lejeindtægter i Danmark på 800 millioner, fremgår det af Heimdals seneste delårsrapport fra oktober.

Og Heimstaden fortsætter sit boligspekulationsindtog i Danmark. Senest er Heimdal gået sammen med BIG (Bjarke Ingels Group) om at opføre studieboliger i Esbjerg, der skal stå klar til indflytning til februar.

Mange spekulanter

BaseCamp og Heimstaden er ikke de eneste spekulanter, der ser en chance for at tjene på bolignøden blandt de danske studerende.

Den danske ejendomsgigant NREP har netop rejst 14 milliarder kroner, der blandt skal bruges til at investere i studieboliger i Danmark.

En af verdens største ejendomsinvestorer, Nuveen Real Estate, investerede i juli 740 millioner kroner i et stort studieboligbyggeri ved Islands Brygge i København på i alt 16.500 kvadratmeter, som skal blive til 390 studieboliger fordelt på syv etager. Det er første gang, at selskabet investerer i Danmark. 

Aktieselskab bygger kollegier

Aktiselskabet Gefion Group er gået i gang med at bygge sit ottende "kollegie" i København, som omfatter 262 studieboliger med eget motionsrum, vaskeri, filmrum og fællesfaciliteter i Ballerup. Det såkaldte kollegie får navnet Gefion Telegrafkollegiet, fordi det ligger på Telegrafvej i København.

I 2019 udlejede Gefion Group A/S 140 studieboliger, og i 2020 udlejer investeringsselskabet 340 studieboliger. Herudover har Gefion Group A/S indgået en ti-årig aftale om at udleje 200 studieboliger på Engvej. Gefion Group A/S forudser et overskud på i alt 400 millioner i år og næste år på sine studieboliger.

Investorer holder lav profil

På Borgmestervangen i Valby har "Blækhus" opført 228 et-værelses såkaldte studieboliger til huslejer på mellem 6200 til 6900 kroner. Herudover er Blækhus på vej med over 1000 nye studieboliger i København, Aarhus og Odense.

Blækhus ønsker ikke at oplyse, hvem der står bag investeringerne i de nye studieboliger.

"Vi er ikke interesserede i at medvirke", skriver Blækhus' kommunikationschef Mia Vad i kortfattet mail til Arbejderen.

BaseCamp er ejet af en stor international fond, der blandt andet består af udenlandske pensionskasser. Arbejderen har forgæves forsøgt at få BaseCamp til at oplyse, hvem investorerne bag BaseCamp er.

Artiklen kan downloades og printes i PDF her

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. dec. 2020 - 07:00   02. nov. 2021 - 13:13

Bolig

ml@arbejderen.dk
Luksus "studieboliger" skyder op

BaseCamp

  • Sølvgade, København K: 463 studieboliger
  • Mariendalsvej, Frederiksberg: 177 studieboliger
  • Birketinget, København S: 350 studieboliger
  • Skovbrynet, Lyngby: 639 studieboliger
  • Aarhus C: 663 studieboliger

Blækhus

  • Valby: 228 studieboliger

Heimstaden

  • København, Frederiksberg, Roskilde og Lyngby: 375 studieboliger
  • København og Frederiksberg: 506 ungdomsboliger
Få investorer dominerer
  • Siden 2016 har de ti største investorer i alt investeret 4,9 milliarder kroner i studieboliger i Danmark.
  • Det svarer til 77,6 procent af de samlede investeringer i studieboliger på i alt 6,3 milliarder kroner.
  • Især to investorer dominerer markedet for studieboliger – nemlig Heimstaden og Koncenton, som har investeret for henholdsvis 1,62 milliarder kroner og 1,25 milliarder kroner i studieboliger.
  • 77,8 procent af investeringerne bliver sat i studieboliger i København.

Kilde: Cushman & Wakefield | RED, der rådgiver de største virksomheder og ejendomsaktører på det danske ejendomsmarked inden for salg, udlejning, lejerådgivning og værdiansættelse.