07 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Irak-tortursag starter op på tirsdag

Har ventet seks år på retfærdighed

Irak-tortursag starter op på tirsdag

Efter seks års venten starter 23 irakiske torturofres erstatningssag mod Forsvarsministeriet nu op i Østre Landsret.

Støtteforeningen for Irakiske Torturofre protesterer mod mørklægningen af dokumenter, der kan kortlægge om den danske stat var medansvarlig for tortur i Irak.
FOTO: Aage Christensen
1 af 1

På tirsdag slår Østre Landsret dørene op for den første retssag, som handler om en af konsekvenserne af den danske deltagelse i Irak-krigen.

Når man går i krig, må man vedstå sig konsekvenserne. De danske myndigheder må være klar til at tage ansvaret for deres krigshandlinger.
Christen Sørensen, Støtteforeningen for Irakiske Torturofre

Sagen er anlagt af 23 civile irakere, som blev udsat for tortur, efter at de var blevet tilbageholdt under den danskledede operation Green Desert i november 2004. De danske soldater udleverede fangerne til den frygtede al-Jamiat politistation, hvor de blev holdt indespærret i op til 70 dage.

Flere lægevidenskabelige rapporter dokumenterer, at irakerne har været udsat for tortur. Nu kræver de en symbolsk erstatning af Forsvarsministeriet.

– Sagen bliver sandsynligvis det eneste retsopgør om den danske stats ansvar for invasionen og besættelsen af Irak. Sagen har kørt siden 2011. De mange år er spildt med krav fra staten om, at sagen er forældet, og at de fattige irakere ikke kan få fri proces. Kammeradvokaten har på vegne af det sagsøgte Forsvarsministerium systematisk forsøgt at kaste grus i maskineriet, fortæller irakernes advokat, Christian Harlang, til Arbejeren.

>> LÆS OGSÅ: Iraker-sag nærmer sig en afgørelse

Irakernes advokat kan blandt andet ikke få lov at læse et vigtigt dokument i sagen. Dokumentet er en militærrapport om operation Green Desert. Dokumentet er ganske vist blevet udleveret til Christian Harlang – men 95 procent af det 23 sider lange dokumentet, som Forsvarsministeriet har udleveret, er streget over med sort tusch.

Må vedstå sig konsekvenserne

En række danske borgere har oprettet en Støtteforening for Irakiske Torturofre, der bakker op om irakernes krav om retfærdighed.

– Når man går i krig, så må man også vedstå sig konsekvenserne. De danske myndigheder må være klar til at tage ansvaret for sine krigshandlinger og være klar til at udbetale erstatninger til sine ofre, siger Christen Sørensen fra Støtteforeningen til Arbejderen.

– Det centrale spørgsmål i den her retssag er: Har Danmark et medansvar for, at de her irakere blev tortureret? Det er en meget alvorlig sag. Alligevel har Forsvarsministeriet via Kammeradvokaten forsøgt en række benspænd for at få opklaret sagen, uddyber Christen Sørensen, som er tidligere overvismand.

>> LÆS OGSÅ: Demonstration mod mørklægning i tortursag

Han nævner, at Forsvarsministeriet blandt andet har hævdet, at der ikke blev filmet under Operation Green Desert. Men det viste sig at være løgn. Den tidligere efterretningsofficer, Anders Kærgaard, kunne i 2012 sammen med irakernes advokat fremvise en videooptagelse af operationen, hvor irakerne blev anholdt.

Undervejs i årevis

Irakerne har siden 2011 forsøgt at få deres erstatningssag prøvet ved en dansk domstol, men er systematisk blevet mødt med juridiske forhindringer fra regeringens og dansk militærs side.

>> LÆS OGSÅ: Forsvarsministeriets advokat vil have tjekket tortur-rapporter

Først hævdede Forsvarsministeriet, at irakernes sag var forældet. Så krævede ministeriet, at irakerne skulle stille med en garanti på 40.000 kroner hver for overhovedet at få lov til at føre sagen. Dette krav blev underkendt i Højesteret. I september 2015 tildelte Procesbevillingsnævnet irakerne fri proces til at føre sagen, fordi den er principiel. Og i august sidste år afgjorde Østre Landsret, at sagen ikke er forældet.

Forsvarsministeriet vil dog ikke lade militærets interne kommunikation i Irak og kommunikationen mellem Forsvarskommandoen og Forsvarsministiet indgå i sagen.

Allerede i denne måned ventes flere af de irakiske torturofre at komme til Danmark for at vidne.

Også den tidligere danske ambassadør i Irak, Christian Oldenburg, skal i retten og fortælle om fængselsforholdene i Irak. Og den tidligere militærjurist, Kurt Borgkvist, der har skrevet en række rapporter om forholdene i de irakiske fængsler, som militæret var i besiddelse af forud for Operation Green Desert, kommer i Østre Landsret for at vidne.

Støtteforeningen for de Irakiske Torturofre afholder på lørdag et debatmøde om Danmarks ansvar for tortur i Irak. På mødet deltager Christian Harlang sammen med Christen Sørensen samt lægerne Inge Genefke og Henrik Marcussen.

Der er afsat 54 retsdage til at afdække sagen. Retssagen ventes at vare indtil slutningen af april 2018. Men sagen ventes at tage endnu længere tid, fordi uanset hvem der vinder eller taber i landsretten, ventes sagen at blive taget videre til Højesteret.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


02. nov. 2017 - 07:45   12. apr. 2018 - 13:37

Irak-fangesag

ml@arbejderen.dk
operation Green Desert

Arbejderen har i en række artikler afdækket forløbet omkring Operation Green Desert i Irak i november 2004.

Vi har blandt andet beskrevet, hvordan efterretningsofficer Anders Kærgaard allerede inden operationen advarede den danske bataljonschef John Dalby om, at operationen byggede på upålidelige efterretninger, og at der var stor risiko for, at civile irakere ville blive ramt.

Den danskledede operation endte med, at 36 civile irakere blev taget til fange og udleveret til månedlang tortur hos det irakiske militærpoliti. 23 af irakerne har siden anlagt sag mod den danske stat for medansvar for torturen, men de har endnu ikke fået lov at få deres sag for. Den eneste, der i dag er dømt i sagen, er Anders Kærgaard, som stod frem med centrale oplysninger om det danske militærs medvirken.

>> Se alle artikler i sagen her

>> Se dokumentationen bag artiklerne her