14 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Jette røg fra A-hold til B-hold

På kontanthjælp

Jette røg fra A-hold til B-hold

Tidligere arbejdede Jette Grønborg som driftsoperatør på en medicinalvirksomhed. I dag kæmper hun med at overleve i kontanthjælpssystemet.

FOTO: Aage Christensen
1 af 1

Gennem det sidste halvandet år har 34-årige Jette Grønborg været hjemløs og på kontanthjælp.

- Det er hårdt. Man har en del at slås med, som socialt udsat, konstaterer Jette Grønborg.

Hvordan jeg skal få råd til en husleje på 5-6000 kroner ud af min kontanthjælp. 
Jette Grønborg

Hun deltog onsdag på konferencen "Kontanthjælp og arbejde" på Borups Højskole i København for at give deltagerne et indtryk af, hvordan det er at leve på kontanthjælp.

For fire år siden var Jette Grønborg en del af A-holdet. Hun havde gennem tre år haft fuldtidsjob som driftsoperatør på en medicinalvirksomhed. Men under krisen blev hun som mange andre fyret. 

Psykisk lidelse

Derefter røg hun ind i en depression. Oveni kom en voldelig ekskæreste. Efter utallige voldsepisoder blev Jette Grønborg hjemløs og måtte flytte på forsorgshjem.

- Jeg fik endevendt min lejlighed og turde ikke være der, fortæller hun.

Efter det barske forløb døjer Jette Grønborg i dag med en psykisk lidelse, som gør det umuligt for hende at arbejde. 

- Jeg skal igennem terapi, men jeg har fået at vide, at det tidligst kan blive engang i 2015. Hvornår kan jeg ikke få at vide. Og jeg har ikke råd til selv at betale for psykologhjælp ud af min kontanthjælp, forklarer Jette Grønborg.

I den kommune, hun boede i, da hun blev hjemløs, var der ingen hjælp udover, at de betalte for hendes ophold på forsorgshjemmet. 

- Mange kommuner putter folk i kasser og det hele går op i love og paragraffer. Man skal kæmpe for at følge med i, hvad der egentlig foregår, siger Jette Grønborg.

Drømmer om fleksjob

I februar tog hun konsekvensen og flyttede tilbage til Jylland, hvor hun kommer fra. 

- I den nye kommune får jeg hjælp og støtte til at komme videre. De lytter til, hvad jeg siger, og giver mig indflydelse på mit eget liv. Det er godt, men der burde være de samme rettigheder i alle kommuner.

Jette Grønborg er i aktivering og pakker ting på et værksted få timer om ugen. Har hun en dårlig dag, kan arbejdstiden flyttes til en anden dag. Hun er glad for at komme ud, bare det kan foregå på hendes egne præmisser. 

- Jeg er i botræning nu. Det bekymrer mig, hvordan jeg skal få råd til en husleje, som typisk er på 5-6000 kroner, ud af min kontanthjælp. Det er en kamp uden lige at være på kontanthjælp. Og egentlig har jeg nok med at klare min psykiske lidelse, siger Jette Grønborg.

Hendes personlige ønske for fremtiden er at komme hurtigt i terapi og få et fleksjob, den dag hun er klar til det. Derudover ønsker hun et system, som i langt højere grad tager udgangspunkt i det enkelte menneskes situation.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


28. sep. 2014 - 07:27   02. okt. 2014 - 10:24

Fattigdom

ur@arbejderen.dk