Danmark overdrager ikke suverænitet ved at tilslutte sig handels- og investeringsaftalen mellem EU og Canada. Sådan lyder vurderingen fra Justitsministeriets jurister af den såkaldte CETA-aftale, som regeringen vil slutte Danmark til.
Justitsministeriet er ikke en uvildig instans. De er underlagt et politisk pres for at fortolke loven.
Georg Lett, advokat
Ministeriets jurister er kommet på banen, efter at advokat Georg Lett har udarbejdet et 16 sider langt notat, der fastslår, at CETA-aftalen afgiver suverænitet. Notatet er udarbejdet for TTIP-netværket, der samler en række faglige, ulands- og miljøorganisationer.
>>LÆS OGSÅ: Advokat varsler folkeafstemning om handelsaftaler
Stat eller borger
Ministeriet og advokaten er uenige om vurderingen af CETA-aftalens investordomstol, der åbner op for, at et privat firma fra USA, Canada eller EU kan sagsøge den danske stat og kræve erstatning for tabt profit, hvis danske politikere indfører eksempelvis en mere restriktiv miljø-, sundheds- eller arbejdsmiljølovgivning.
Det er "... Justitsministeriets opfattelse, at en eventuel dansk tiltrædelse af det foreliggende udkast til CETA-aftalen ikke vil indebære overladelse af beføjelser omfattet af grundlovens paragraf 20 (suverænitetsafgivelse), idet afgørelser fra det tvistløsningsorgan, der skal oprettes i medfør af aftalen, vil være rettet mod den danske stat som sådan og ikke vil have direkte virkning for borgere mv. her i landet", skriver Justitsministeriet i deres vurdering af CETA-aftalen.
Den påstånd køber advokat Georg Lett, som er specialist indenfor voldgiftsret, ikke.
– Grundlovens paragraf 20 skelner ikke mellem, om det er staten Danmark eller borgere i Danmark, som er genstand for et civilretligt krav tilkendt af en overnational domstol. Der er tale om suverænitetsafgivelse uanset hvad. Hvis ikke det er suverænitetsafgivelse at give en overnational domstol magt til at afsige domme med direkte retsvirkning i Danmark, hvad er det så? Udenlandske selskaber kan gå udenom de danske domstole og få en kendelse. Og med den kendelse i hånden kan de få udbetalt erstatning i Danmark, siger Georg Lett til Arbejderen.
>> LÆS OGSÅ: Advokat Georg Letts CETA-notat
– Kendelser afsagt af CETA-aftalens investor-domstolen skal respekteres i Danmark. Ingen dansk domstol må tage stilling til sagen. Hvis investor-domstolen dømmer den danske stat for at have overtrådt et selskabs rettigheder, skal Danmark betale idømte bøde, ellers kan det udenlandske selskab via fogedretten få pant i danske statsejendomme.
Politisk pres
Georg Lett sætter spørgsmålstegn ved Justitsministeriets vurdering og advarer om, at ministeriet forfølger regeringens interesser.
– Justitsministeriet er ikke en uvildig instans. De er underlagt et politisk pres for at fortolke loven og de internationale konventioner, så de understøtter regeringens politik. Det har vi set flere eksempler på - senest har Justitsministeriets jurister forsøgt at fortolke de internationale konventioner, så integrationsminister Inger Støjberg kan få gennemført sine udlændingestramninger.
Konklusionen fra Justitsministeriets jurister kommer belejligt for regeringen. Hvis der er tale om afgivelse af suverænitet kan Danmark nemlig kun tilslutte sig aftalen, hvis der er 5/6 flertal i Folketinget eller ved en folkeafstemning.
I øjeblikket ser det ikke ud til at regeringen har 5/6 flertal for handelsaftalerne, hvis både Enhedslisten, Alternativet og SF fastholder deres modstand mod aftalerne.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278