19 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

København vil lave garanti for tag over hovedet til unge hjemløse

Alle politikere bakker op

København vil lave garanti for tag over hovedet til unge hjemløse

De københavnske politikere har besluttet, at alle unge hjemløse skal have tag over hovedet-garanti i mindst tre måneder, hvor de samtidig får social støtte.

Modelfoto.
FOTO: Andrea Sigaard
1 af 1

Torsdag vedtog en enig Borgerrepræsentation i København, at kommunen skal arbejde med at få lavet en garanti for tag over hovedet til alle unge hjemløse mellem 18 og 30 år.

Skaderne ved hjemløshed er størst, når man er mindst. Derfor er det så vigtigt, at vi får hurtigt fat i de her unge. 
Gyda Heding, Enhedslisten

Det var Enhedslisten og Socialdemokratiet, der stillede forslaget i fællesskab.

– Det er rigtig godt, at forslaget blev vedtaget. Det er så vigtigt, når man er for eksempel 19 år og meget sårbar, at der er garanti for tag over hovedet, uden at man bliver nødt til at sove på et herberg for voksne, som mange unge er nødt til i dag, fordi der er ventelister til ungeherbergerne, siger Gyda Heding, beskæftigelsesordfører for Enhedslisten i København.

– Konsekvenserne ved hjemløshed rammer især hårdt, når man er ung og er i gang med at danne fundamentet for ens voksenliv, derfor er det den gruppe, som vi fokuserer på. Skaderne ved hjemløshed er størst, når man er mindst. Derfor er det så vigtigt, at vi får hurtigt fat i de her unge. De får det meget hurtigt markant dårligere, tilføjer hun.

Unge henvist til herberger for voksne

Gyda Heding arbejder selv med udsatte unge og fortalte i sin argumentation for forslaget på mødet i Borgerrepræsentationen om nogle af de unge hjemløse, hun har mødt.

Der er for eksempel Bente, der har været anbragt i det meste af sit liv. I dag er hun 20 år og hjemløs, efter at hun har mistet den hybel, hun tidligere boede i. Da der ikke var andre muligheder, endte hun på natcafeen for kvinder, Café Klara.

– Der går nøjagtigt fire dage, så har hun fået et tip om, hvordan hun kan lave 10.000 kroner ved at være sammen med 10 mænd i to timer. Go' timeløn, som hun siger, fortæller Gyda Heding.

Bente er en af de mange udsatte unge, der er faldet igennem de forskellige systemer. Kommunen har vurderet, at hun er for dårlig til at få såkaldt efterværn med støtte, efter at hun er fyldt 18 år. Det kræver, at den unge vurderes at ville kunne klare sig selv som 23-årig.

I stedet er Bente henvist til reglerne for voksne. Men her vurderes hun til ikke at være dårlig nok til at komme i botilbud.

– Der er en gruppe, der falder igennem reglerne og ikke får nogen hjælp. Jeg håber, at den nye garanti kan være med til at få sat fokus på, at vi har bygget nogle systemer op, der ikke passer til de udsatte unge. Det har som konsekvens, at nogle af de unge bliver hjemløse, forklarer Gyda Heding.

Socialdemokratiets socialordfører Laura Rosenvinge glæder sig også over vedtagelsen af forslaget.

– Det mindste, vi kan gøre som politikere, er at stille en garanti for, at de unge kan få et trygt sted at sove. Det kan ikke kun betale sig menneskeligt, det betaler sig også rent samfundsøkonomisk at skabe stabilitet i de unges liv, siger hun.

Laura Rosenvinge lægger vægt på, at beslutningen omfatter, at der skal være en maksimal husleje, så også de dårligst stillede unge kan være med.

Skal også skaffes varige boliger 

Beslutningen om garantien til unge hjemløse kommer, efter at Borgerrepræsentationen tilbage i august i år vedtog, at der fra sommeren 2021 skal indføres en garanti for tag over hovedet i mindst tre måneder til studerende. 

Garantien til de unge hjemløse gælder ligeledes i minimum tre måneder, forklarer Gyda Heding. 

Vibe Klarup, direktør hos Hjem til alle, ser beslutningen som et skridt i den rigtige retning.

– Det vigtige er dog, at der kan blive tale om reelle boliger. Ingen hjælpes af at bo i noget skrammel. Og det er afgørende, at et tilbud om social støtte følger med. Der er årsager til, at den enkelte unge er havnet i hjemløshed, og de årsager skal den unge have hjælp til at få styr på, hvis tag over hovedet-modellen skal stoppe hjemløshed blandt unge, udtaler Vibe Klarup i en pressemeddelelse.

Gyda Heding er helt enig i, at det ikke er nok med et midlertidigt tilbud om tag over hovedet til unge hjemløse. Der skal sikres flere varige hjem.

– Men først skal vi jo samle de unge op og forhindre, at de for eksempel ender på herberger og andre tilbud for voksne hjemløse. I forhold til varige boliger er det et stort problem, at der næsten ikke er nogen boliger, der er til at betale for udsatte unge. Det er blevet meget svært i dag. Mange bliver sendt ud til ingenting, når de som 18-årige forlader den institution eller den plejefamilie, hvor de har været anbragt, siger hun.

Gyda Hering understreger, at det er en problemstilling, der skal være stor fokus på fremover, og bekræfter samtidig, at de unge i de midlertidige tag over hovedet-tilbud skal have støtte og hjælp til at komme videre.

Socialforvaltningen skal lave forslag

Nu skal kommunens Socialforvaltning lave et forslag til, hvordan beslutningen om tag over hovedet-garanti til de unge kan gennemføres. Der er ikke sat nogen tidsfrist på, hvornår der skal ligge et udspil.

Enhedslisten og Socialdemokratiet peger på, at der kan sikres overnatningstilbud i for eksempel skurvogne, containere, kommunale bygninger der står tomme, midlertidige boliger på kommunens tomme grunde og lignende.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


25. nov. 2020 - 07:58   25. nov. 2020 - 08:00

Velfærd

ur@arbejderen.dk
Fakta om unge hjemløse
  • Omkring en tredjedel af alle hjemløse i Danmark er unge mellem 18 og 29 år. Ved hjemløsetællingen i 2019 blev der registreret 1928 unge hjemløse under 30 år i Danmark. Det er et fald på omkring 350 siden tællingen fra 2019. Ellers er antallet af unge hjemløse steget støt de sidste 10 år.
  • Hver tredje af de unge hjemløse er tidligere anbragte. Hver tiende tidligere anbragte oplever hjemløshed i ungdommen.
  • Dødeligheden blandt unge hjemløse er 14-20 gange højere end blandt øvrige unge. Således var over fire procent af de 18-24-årige og otte procent af de 25-29-årige, der var hjemløse i 2009, døde i 2018. Til sammenligning er dødeligheden under 0,5 procent for de 18-29-årige, der ikke har været hjemløse fra 2009-2018.
  • Halvdelen af hjemløse unge har mindst én psykisk sygdom. Halvdelen af hjemløse unge har mindst et misbrug af alkohol eller stoffer. En tredjedel af de hjemløse unge har både en psykisk sygdom og et misbrug af enten alkohol og/eller stoffer.
  • Selvom de unge efterfølgende kommer ud af hjemløsheden, har mange stadig store problemer og formår ikke at komme ind på arbejdsmarkedet eller i uddannelsessystemet. Det gælder cirka to ud af tre af de 18-24-årige, der var hjemløse i 2009, og næsten tre ud af fire blandt de 25-29-årige, der var hjemløse i 2009. 

Kilder: Vives undersøgelse "Hjemløshed i ungdommen", hjemløsetællingen 2019 og Hjem til Alle alliancen.