Københavns Kommune har politianmeldt partsrepræsentant Bitten Vivi Jensen med påstand om chikane af sagsbehandlere i Beskæftigelsesforvaltningen.
Gennem en retssag kan der komme endnu mere frem om det svineri, der foregår på jobcentrene. Det vil være godt.
Bitten Vivi Jensen
Den sociale frontkæmper er blevet ringet op af politiet, som fortæller, at de er i gang med at undersøge 14 tilfælde af overtrædelse af straffelovens paragraf 121.
I paragraffen står, at den, der med hån, skældsord eller anden fornærmelig tiltale overfalder en person i offentlig tjeneste, kan blive straffet med bøde eller fængsel op til et år.
Det betyder, at Bitten Vivi Jensen nu har udsigt til en retssag mod Københavns Kommune. Politianmeldelsen kommer efter, at hun i årevis har rettet en skarp kritik af kommunen, jobcentrene og konkrete sagsbehandlere på grund af den behandling af meget syge borgere, hun har været vidne til som partsrepræsentant.
Bitten Vivi Jensen har blandt andet kaldt sagsbehandlere for kvaksalvere, fordi de laver lægelige vurderinger uden at have den nødvendige viden, og lagt lydfiler med det, hun betegner som sagsmishandling, ud på Facebook.
– Jeg forstår godt, at sagsbehandlerne synes, at det er ubehageligt. Jeg er også ked af, at det har været nødvendigt. Men tænk på, hvordan de syge mennesker, der bliver nægtet en førtidspension, har det, siger Bitten Vivi Jensen.
– Det er svært at være venligt vred, når man er rasende over at se borgere ofte få forværret deres fysiske, men især deres psykiske, helbred i mødet med systemet. Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard taler om, at borgere skal mødes med respekt, men det står ikke i loven i modsætning til sagsbehandlere, der beskyttes. Borgerne er jaget vildt. Dog findes der også ordentlige og imødekommende sagsbehandlere, tilføjer hun.
Fortryder intet
Bitten Vivi Jensen fortryder intet af det, hun har gjort, men er parat til at tage en retssag.
– Jeg er fortrøstningsfuld. Gennem en retssag kan der komme endnu mere frem om det svineri, der foregår på jobcentrene. Det vil være godt. Så længe det kun kommer frem på Facebook, sker der ikke så meget, vi skal længere ud i medierne, erklærer den ihærdige partsrepræsentant..
Når hun skal forklare, hvad hun mener med svineri, henviser Bitten Vivi Jensen blandt andet til sagen om 35-årige Denis, som hun i øjeblikket er partsrepræsentant for. Han kom til Danmark som kvoteflygtning, da han var ni år gammel. Inden da havde han i tre år oplevet borgerkrigens rædsler som indespærret i den belejrede by Sarajevo.
Allerede som barn var Denis både psykisk og fysisk syg, fortæller Bitten Vivi Jensen. I dag lider han af angst, posttraumatisk stress syndrom, skizofreni, psykoser og en række alvorlige fysiske sygdomme. Alligevel har Københavns Kommune indtil nu nægtet ham førtidspension.
Denis har de sidste 17 år været på kontanthjælp, og kommunen bliver ved med at stille krav om, at han skal møde op til samtaler og stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Gør han ikke det, bliver han sanktioneret.
– Det er en forfærdelig og hjerteskærende sag med umenneskelig, inkompetent og lovstridig sagsbehandling. Jobcentret fortsætter med at lege læger og ignorerer den massive dokumentation, der foreligger i sagen. Denis burde have fået førtidspension for længe siden, siger Bitten Vivi Jensen.
Hun glæder sig over den store opbakning, hun har mødt i de sociale modstandsbevægelser, efter at det kom frem, at Københavns Kommune har meldt hende til politiet.
– Det har været helt overvældende med alle de beskeder på Facebook, mails og sms'er. Det giver en kolossal styrke og varme at opleve den opbakning fra fællesskabet. Jeg kunne ikke gøre det her alene. Folk har erklæret, at de vil betale mine udgifter til sagen, hvis det bliver nødvendigt, og nogle af dem, jeg har været partsrepræsentant for, har sagt, at de er parat til at vidne, siger Bitten Vivi Jensen.
Retssag mod Frederiksberg Kommune
Det er kun få måneder siden, at hun var igennem en retssag mod Frederiksberg Kommune, hvor hun tidligere har været ansat som ergoterapeut.
Her var hun anklaget for at overtræde sin tavshedspligt, fordi hun tog 90 sager om meget syge borgere med hjem og viste dem til en journalist fra Information. Formålet var at dokumentere ulovlig og umenneskelig sagsbehandling.
Byretten på Frederiksberg idømte i februar Bitten Vivi Jensen 10 dagsbøder på hver 500 kroner.
>> LÆS OGSÅ: Advokat: En dårlig dag for offentligt ansattes ytringsfrihed
Hendes forsvarer Mads Pramming udtalte efter dommen, at det var en dårlig dag for offentligt ansattes retssikkerhed.
– Bitten Vivi Jensen har været med til at sparke en ekstrem vigtig debat i gang, men ender med at blive straffet. Det er problematisk og gør ikke noget godt for ytringsfriheden, sagde Mads Pramming dengang.
>> LÆS OGSÅ: Whistleblower vil bruge retssag til at udstille kommunal sagsmishandling
Nu har han sagt ja til at være advokat for Bitten Vivi Jensen i den nye sag. Han har først lige sendt anmodningen om at blive beskikket som forsvarer afsted og har endnu ikke set nogen af papirerne i sagen.
– Jeg vil tro, at næste skridt bliver, at politiet afhører Bitten Vivi Jensen. Derefter skal anklagemyndigheden afgøre, om der skal rejses tiltale og gennemføres en retssag, siger Mads Pramming.
– Kommer der en retssag, bliver det afgørende en vurdering af, hvorvidt der er tale om et overfald, og hvor meget der skal til, før man kan betegne noget som hån, skældsord eller fornærmelig tale. Det her handler jo om, hvor balancen går i forhold til, hvad man skal kunne tåle som offentligt ansat, når man arbejder med borgere i en ekstremt presset livssituation, der for eksempel er truet på deres forsørgelsesgrundlag, tilføjer han.
I februar sidste år blev straffen for chikane af offentligt ansatte i øvrigt hævet markant.
Kommunen politianmelder flere
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen i Københavns Kommune meddelte i november sidste år i en pressemeddelelse, at man oplever stigende digital chikane mod jobkonsulenter på byens jobcentre.
>> LÆS OGSÅ: Kommuner kriminaliserer sociale frontkæmpere
I 2019 blev der registreret 21 sager om digital chikane, heraf er de 10 blevet politianmeldt. Anklagepunkterne omfatter for eksempel sammenligninger med Stasi i det tidligere DDR og udtalelser om, at de ansatte i jobcentrene forlænger "torturen" af arbejdsløse.
"Der er nultolerance over for digital chikane og anden grov eller krænkende adfærd i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen. Og derfor bliver der også slået hårdt ned og foretaget politianmeldelser i alle de tilfælde, hvor det er muligt", står der i pressemeddelelsen.
Arbejderen har bedt forvaltningen om en kommentar til den aktuelle politianmeldelse mod Bitten Vivi Jensen og har modtaget følgende skriftlige svar.
"Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har generelt en god og konstruktiv dialog med borgere, partsrepræsentanter og bisiddere i sagerne. Forvaltningen ønsker ikke at kommentere på den konkrete sag, men generelt har vi nultolerance over for digital chikane og anden grov og krænkende adfærd. Vi vil ikke finde os i, at de ansatte generes groft på de digitale medier eller på mail, bare fordi de passer deres arbejde.”
Artiklen kan downloades og printes i PDF her
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278