30 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kommuner skal spare 2,5 milliarder

Stram økonomi i 2019

Kommuner skal spare 2,5 milliarder

Der bliver sparet på velfærden til næste år i de fleste af landets kommune, viser undersøgelse, som fagforbundet FOA har lavet.

I mange kommuner bliver der mindre hjælp til ældre, der ikke kan klare sig selv.
FOTO: Lærke Posselt/Scanpix Ritzau
1 af 1

I mange kommuner bliver der næste år sparet på plejehjem, daginstitutioner, handicapområdet og andre dele af velfærden.

De mennesker, der er afhængige af andres hjælp, får sværere og sværere vilkår.
Birgit Worm Kristensen, ældrerådsformand

Samlet set skal alle landets kommuner spare omkring 2,5 milliarder kroner i 2019, viser en gennemgang af kommunernes budgetter, som FOA har lavet. Fagforbundet har set på budgetaftalerne i 95 ud af landets 98 kommuner og samlet tal for nedskæringer. Udvidelser og omprioriteringer er ikke med i opgørelsen

– Vi hører igen og igen fra Christiansborg, at det går godt med den danske økonomi. Men der tegner sig et helt andet billede, når man ser på virkeligheden ude i kommunerne. I mange kommuner er der udsigt til et øget arbejdspres for de ansatte, der får svært ved at levere den kvalitet, de gerne vil, siger Thomas Enghausen, næstformand i FOA.

Skal skære dybt

En af de kommuner, der skal spare allermest, er Ikast Brande. Her er der lavet en budgetaftale, der betyder nedskæringer på godt 81 millioner kroner i 2019. Det svarer til 3,77 procent af det samlede budget. Alle områder bliver ramt.

Alene på ældreområdet er der lagt op til nedskæringer på knap 12 millioner kroner, fortæller Birgit Worm Kristensen, der er formand for kommunens ældreråd. Endnu er det ikke lagt fast, hvordan nedskæringerne skal gennemføres, men hun er dybt bekymret. 

>> LÆS OGSÅ: Kommuner sparer massivt på handicappede og ældre

– Der bliver færre varme hænder. Vores nuværende serviceniveau betyder, at man kan få hjælp til rengøring hver tredje uge. Det kan man da ikke gøre lavere, siger Birgit Worm Kristensen.

– De mennesker, der er afhængige af andres hjælp, får sværere og sværere vilkår, tilføjer hun.

Minister afviser

Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille henviser til, at kommunerne har fået 1,7 milliarder kroner ekstra til service i 2019, og at det er det største løft af den kommunale velfærd siden 2012.

>> LÆS OGSÅ: Regeringen lover bedre velfærd, mens kommunerne sparer

Men reelt set er beløbet en halv milliard kroner lavere. Det fremgår af økonomiaftalen mellem regeringen og kommunerne, at den samlede ramme til kommunal velfærd først blev beskåret med en halv milliard kroner på grund af regeringens såkaldte effektiviserings- og moderniseringsprogram. Derefter fik kommunerne 1,7 milliard kroner. Samlet set er der altså 1,2 milliarder ekstra til service i 2019 i forhold til 2018.

Når der er massive nedskæringer i kommunerne på trods af de ekstra penge, skyldes det, at stigningen ikke modsvarer de øgede udgifter på grund af flere børn og ældre. 

– I praksis har den her regering ikke løftet velfærden, men har beskåret den. Kommunerne har brug for flere penge alene for at holde det nuværende serviceniveau, siger Thomas Enghausen.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har beregnet, at den økonomiske ramme i 2019 skal stige med omkring 0,7 procent for at modsvare det stigende antal børn og ældre. Men det økonomiske løft i økonomiaftalen mellem regeringen og kommunerne er kun på omkring 0,5 procent. Det vil sige, at der er for lidt penge til bare at fastholde den nuværende service. 

Og forud for den nuværende situation er gået mange år med underfinansiering af velfærden. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har lavet en analyse, der viser, at det offentlige forbrug kun er steget med tre milliarder kroner fra 2010 til 2017. Hvis der var taget højde for befolkningsudviklingen, skulle tallet have været på omkring 18 milliarder kroner.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


09. okt. 2018 - 08:47   09. okt. 2018 - 09:02

Budget 2019

ur@arbejderen.dk