09 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kommunister kræver velfærd - ikke kampfly

Bevæbnet med flyers og plancher

Kommunister kræver velfærd - ikke kampfly

Kommunistisk Parti går på gaden med plancher, bordtennisbolde og flyers med budskabet: Kampfly betyder mere krig, flere mennesker på flugt - og mindre velfærd.

Medlemmerne af Kommunistisk Parti går de kommende uger på gaden over hele landet med det klare budskab: Kapitalisme = krig og kampfly. Socialisme = fred og velfærd.
FOTO: Niels Sigaard
1 af 1

På lørdag og i næste uge går medlemmer af Kommunistisk Parti på gaden rundt om i Danmark.

Det sker som led i den socialismekampagne, partiet skød i gang 1. maj.

Kampfly skaber ikke fred og sikkerhed, de er tværtimod med til at øge strømmen af flygtninge.
Rasmus Johnsen, Kommunistisk Parti

Kommunisterne sætter i denne omgang fokus på indkøbet af nye kampfly for 30 milliarder kroner i en situation, hvor millioner af mennesker er på flugt fra krig og bomber.

– Skiftende danske regeringer har sendt kampfly i krig i Mellemøsten under påskud af at skulle beskytte civile. Men kampfly skaber ikke fred og sikkerhed, de er tværtimod med til at øge strømmen af flygtninge, siger Rasmus Johnsen, medlem af ledelsen af ungdomsafdelingen i Kommunistisk Parti i København.

Han og de andre medlemmer af ungdomsafdelingen mener, der er mange andre steder, hvor de 30 milliarder kroner kunne gøre væsentlig mere gavn, eksempelvis på uddannelsesområdet eller i sundhedssektoren.

Budskabet i den løbeseddel, ungkommunisterne tager med på gaden lørdag, er da heller ikke til at misforstå: Kapitalisme = krig og kampfly. Socialisme = fred og velfærd.

Offentligt møde

På Amager i København deler kommunisterne flyers ud på Christianshavn Gymnasium på onsdag. Dagen efter afholder de offentligt møde i Christianshavns Beboerhus under overskriften "Skal vi bruge penge på kampfly, mens der spares på velværd?".

– Det er vanvittigt, at investere i nye kampfly. Det vil kun føre til endnu flere mennesker på flugt og de mange milliarder, man bruger på kampfly, kunne i stedet bruges på at udbygge det danske velfærdssystem. De 30 milliarder kroner politikerne vil bruge på kampfly svarer til årslønnen for omkring 60.000 gymnasielærere, siger Egon Laugesen fra Kommunistisk Parti på Amager.

Meningsmåling og debat

På Sydsjælland tager kommunisterne bordtennisbolde med, når de på næste lørdag den 19. september går på gaden i Næstved.

– Så kan de forbipasserende selv bestemme, om de vil lægge en bold i kurven med kampfly for en milliard eller i kurven med velfærd for en milliard. Til sidst tæller vi alle bordtennisboldene op, og finder ud af, hvad almindelige mennesker ville vælge, hvis de fik lov, siger Morten Larsen fra Kommunistisk Parti Storstrøms afdeling.

I Aarhus har omdelingen af 8500 flyers i byens ungdomsboliger været i gang længe. Ideen er at ramme de tusinder af unge, som er startet på uddannelse i begyndelsen af september.

"Vi mener, at virkelig forandring ikke skabes i Folketinget, men i hverdagens kampe - mod nedskæringer og krisepolitik", står der på den farverige flyer med opfordring til at gå med i kampen.

I Aarhus er der foreløbig planlagt to debatmøder. Hvorfor er socialisme den eneste virkelige løsning på klimakrisen, spørger de østjyske kommunister forud for et møde den 17. september. Den 7. oktober lægges der op til debat med spørgsmålet: Hvad er socialisme og hvordan vi får det? 

Længere nord på - i Aalborg - er medlemmer af Kommunistisk Parti i fuld sving med at lave den planche, de skal have med på gaden. Som i Næstved involverer de de forbipassernde, der opfordres til at sætte en streg ud for enten velfærd eller kampfly.

Den 22. september inviterer Kommunistisk Parti Nordjylland til debat i Socialisternes Hus i Aalborg. Her er overskriften barberi eller socialisme.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. sep. 2015 - 19:57   10. sep. 2015 - 20:00

Kampfly

ml@arbejderen.dk