Dansk Folkeparti har formået at opsuge store dele af den stigende EU-modstand i den danske befolkning.
Der var derfor fokus på, hvordan Dansk Folkepartis dominans i EU-debatten kan udfordres, da Kommunistisk Parti i lørdags afholdt medlemskonference om EU.
Det afgørende er, at Folkebevægelsen arbejder i sin fulde politiske bredde.
Karen Sunds, KP
– Dansk Folkeparti trækker dele af EU-modstanden i en småborgerlig, nationalistisk og fremmedfjendsk retning. Partiet har været meget dygtig til at italesætte den utryghed, der er i befolkningen på grund af krisen, arbejdsløshed, social dumping, flygtningekrise og så videre, sagde Jørgen Petersen, formand for Kommunistisk Parti, i sin indledning på konferencen.
Folkebevægelsen er afgørende
Der var stor enighed blandt deltagerne om, at Folkebevægelsen mod EU er en afgørende kraft, når det gælder om at skabe et tværpolitisk og demokratisk alternativ til DF's EU-kritik.
– En stærk og synlig Folkebevægelse vil kunne trække mange folk væk fra Dansk Folkepartis nationalisme. konstaterede Jørgen Petersen.
Karen Sunds fra Kommunistisk Partis EU-udvalg uddybede i sit oplæg problematikken.
– Vi ved, at arbejderklassen er den drivende kraft i EU-modstanden. Vi har set det før og så det igen ved afstemningen den 3. december. Samtidig ved vi, at hver femte arbejder føler sig bedst repræsenteret af Dansk Folkeparti. Opgaven er, at vinde de folk tilbage til Folkebevægelsen. Det er en kæmpe udfordring, sagde Karen Sunds.
– Vi skal i dialog med de her mennesker og tage deres bekymring alvorligt. Det helt afgørende er, at Folkebevægelsen mod EU arbejder i sin fulde politiske bredde og formår at opsamle EU-modstandere uanset deres politiske observans, tilføjede hun.
Kommunistisk Parti ser opgaven med at forene EU-modstanden i kampen for fælles krav, fremfor at den opsplittes efter partiskel, som et led i bestræbelsen om at skabe enhed i arbejderklassen.
Selvom EU-modstanden står overfor mange udfordringer, er der også en god situation efter det danske nej, med EU's manglende evne til at tackle den økonomiske krise og flygtningekrisen, samt udsigten til en britisk afstemning om EU-medlemskabet.
– Der rejser sig mulighed for at rejse de helt grundlæggende spørgsmål som, hvorfor vi overhovedet er med i EU, og hvordan vi kan arbejde hen imod at komme ud, sagde Karina Rohr fra Kommunistisk Partis EU-udvalg i sit indlæg på konferencen.
EU-debat i fagbevægelsen
Udover den britiske afstemning fremhævede hun forsvaret af det danske nej, handelsaftalen TTIP og flygtningesituationen som de mest brændende politiske spørgsmål for EU-modstanden lige nu.
>> LÆS OGSÅ: Storbritannien viser vejen
Deltagerne var enige om, at Kommunistisk Parti har et ansvar for at fortsætte sit store engagement i Folkebevægelsen og være med til at arbejde for at styrke bevægelsen og øge dens bredde. Ikke mindst i en situation hvor Enhedslisten overvejer at droppe sin opbakning til Folkebevægelsen og stille op selvstændigt ved næste valg til EU-parlamentet.
Nødvendigheden af at få rejst EU-debatten i fagbevægelsen blev også fremhævet.
– Fagbevægelsens top siger bare ja til EU, mens der blandt medlemmerne er en voksende modstand og skepsis. Vi kan bruge både den britiske afstemning og TTIP-aftalen til at skabe debat i fagbevægelsen, sagde Karen Sunds.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278