30 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Konkurrence skal sikre besparelser

Kommission ser udbud som universalløsning

Konkurrence skal sikre besparelser

Ifølge Produktivitetskommissionen er konkurrence på et marked den bedste metode til at at sikre de bedste og billigste løsninger, også når det gælder offentlige serviceopgaver. Og konkurrence forudsætter et profitmotiv, understreger kommissionen.

Det offentlige skal i langt højere grad byde private op til dans, når det gælder udførelsen af offentlige serviceopgaver. Det vil fremme produktiviteten, mener Produktivitetskommissionen.
FOTO: Bille
1 af 1

Det offentlige kan spare milliarder af kroner ved at øge konkurrenceudsættelsen af offentlige serviceopgaver.

Produktivitetskommissionen anbefaler, at det skal undgås, at offentlige ordregivere bruger sociale klausuler i offentlige kontrakter og indkøbsaftaler.

Det mener Produktivitetskommissionen, som i mandags fremlagde sin seneste rapport "Offentligt-privat samarbejde". Det kan dog ikke ske, uden at private, der byder på opgaverne, har udsigt til profit, understreger kommisisonen.

Kommissionen skriver i sin rapport, at "private virksomheders mulighed for at skabe et afkast på deres investeringer er en helt grundlæggende forudsætning for, at der kan skabes konkurrence på et marked".

    Alle skal have måltal

    Produktivitetskommissionen anbefaler, at offentlige myndigheder skaber konkurrence om alle de offentlige opgaver, der egner sig til konkurrenceudsættelse.

    Derfor skal regioner og kommuner med passende mellemrum gennemgå deres opgaver med henblik på at "identificere serviceydelser, der med fordel kan udbydes". Desuden skal den enkelte statslige, regionale og kommunale myndighed sætte tal på, hvor stor en del af deres serviceydelser, der skal sendes i udbud. Det er altså ikke nok, som i VK-regeringens tid, at der er et samlet måltal.

    Måltallene "skal sammenholdes med den faktiske udvikling, revideres mindst hvert andet år og offentliggøres med en begrundelse". For at fremme denne udvikling skal staten sætte ressourcer af til at støtte offentlige myndigheder i at udbyde flere af deres serviceydelser, skriver kommisionen.

    Love må ikke stå i vejen

    Produktivitetskommissionen anbefaler også, at det skal undgås, at offentlige ordregivere tager særlige hensyn til lokale leverandører og bruger sociale klausuler i offentlige kontrakter og indkøbsaftaler.

    Ligeledes skal det undgås, at lovgivning begrænser de offentlige myndigheders muligheder for at udbyde opgaver på områder, hvor myndighederne vurderer, at udbud kunne give en billigere og/eller bedre opgaveløsning, herunder driften af folkeskoler, skolefritidsordninger, ungdomsskoler, musikskoler, gymnasier og erhvervsuddannelser.

    Kommissionen anbefaler dog ikke direkte udlicitering af folkeskoler og gymnasier, blot at muligheden skal undersøges - og at lovgivning ikke må lægge hindringer i vejen for, at det kan ske.

    Regeringen har ifølge dagbladet Politiken nu taget kommissionens anbefalinger op ved at bestille et oplæg fra det private analyseselskab McKinsey & Co. om, hvordan man helt konkret kan fremme udlicitering af ældreomsorg, børnehaver, vuggestue og hjælp til udsatte voksne og unge samt handicappede.

    Kan du lide, hvad du læser?

    Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
    rød journalistik:

    Abonnér

    eller giv et bidrag via


    87278


    21. feb. 2014 - 10:03   22. feb. 2014 - 17:40

    Udlicitering

    he@arbejderen.dk
    Produktivitetskommission
    • Produktivitetskommissionen blev nedsat af regeringen i begyndelsen af 2012, efter undersøgelser som viste, at andre af de rigeste vestlige lande har haft en stærkere vækst i produktiviteten end Danmark.

    • Kommissionen skal se på, hvordan produktiviteten kan øges i både den private og den offentlige sektor. Dens anbefalinger må ikke betyde øgede udgifter for statskassen. 

    • Der er ni medlemmer af kommissionen. Formand er økonomiprofessor Peter Birch Sørensen.