Boligselskabet Fsb vil smide tre familier på Blågårds Plads i København ud af deres boliger, fordi et eller flere familiemedlemmer blev provokeret, da hadprædikanten Rasmus Paludan sidste år pludselig mødte op i deres kvarter under massiv politibeskyttelse.
Vi har begået en fejl. Og vi har fået vores straf. Hvorfor skal vi have en dobbelt straf og smides ud af vores bolig? Og hvorfor skal resten af vores familie også straffes?
Mohd Hassan, opsagt beboer ved Blågårds Plads
Under Rasmus Paludans demonstration opstod der uroligheder, og de involverede blev efterfølgende idømt hårde straffe.
Fordi "kriminaliteten" blev begået i samme område, som familierne bor, åbner en særlig paragraf i lejeboligloven op for, at hele familien kan blive smidt ud af deres lejlighed.
Paragraffen blev indført som en del af den ghettolov, som Folketingets partier vedtog i 2018. Den paragraf har boligselskabet Fsb valgt at bruge og har opsagt tre familier.
>> LÆS OGSÅ: Kast ikke med sten, når du bor alment
Spørger man de øvrige beboere i området omkring Blågårds Plads, skaber de tre familier på ingen måde "utryghed".
På få dage har 2000 beboere i området skrevet under på, at de bakker familierne op. I mandags afleverede beboerne de mange underskrifter til boligselskabet Fsb. Onsdag aften holdt beboerne omkring Blågårds Plads en støttemanifestation for de berørte familier.
Flyttede demonstration i sidste øjeblik
Den 14. april sidste år havde Rasmus Paludan egentligt planlagt at afholde sin had-manifestation i Mjølnerparken på Ydre Nørrebro i København.
I Mjølnerparken havde beboerne forberedt en masse aktiviteter for de unge, der skulle forhindre uroligheder.
Men få timer før Paludan skulle afholde sin manifestation, blev den – uden varsel – flyttet til Blågårds Plads på grund af en eksplosion i nærheden af Mjølnerparken. Op mod 600 betjente blev udkommanderet for at beskytte hadprædikanten.
På Blågårds Plads anede beboerne intet om Paludans besøg og havde ikke nået at forberede de unge på, at Paludan ville komme og svine dem til og brænde koranen af.
En dejlig dag blev ødelagt
En af de tre familier, som boligselskabet Fsb vil smide ud, er Mohd Hassan, hans kone og seks børn. De har i 30 år boet i deres fire-værelses lejlighed ved Blågårds Plads.
Igennem årene har familien været aktive i integrationsindsatser og i det lokale sociale arbejde. Mohd Hassan er tidligere formand for Natteravnene på Indre Nørrebro, hvor han har været aktiv i ti år. Han har også været aktiv i Fædregruppen.
Han kan stadig huske den dag, Rasmus Paludan pludselig kom til Blågårds Plads.
– Det var en dejlig dag. Vi havde fri. Det var godt vejr, og vi grillede i gården, fortæller Mohd Hassan til Arbejderen.
– Pludselig kan jeg høre en masse larm og råben og skrigen ude fra gaden. Der er en masse politi. Jeg får øje på Rasmus Paludan. Jeg råber til politiet: "Det går ikke. I må finde et andet sted at være. Han skal ikke spille fodbold med vores Koran. Det her er vores legeplads. Han har ikke noget at gøre her".
– Jeg blev sur. Paludan ved godt, hvad han laver. Han ved godt, at Koranen betyder meget for os.
– Pludselig blev politiet meget stressede og kastede gas. Folk begyndte at løbe. Der var betjente og politibiler overalt. Min ene søn kastede en sten to meter. Den blev ikke kastet efter noget eller nogen og landede langt fra politiet. Alligevel blev han anholdt.
Mohd Hassan blev også anholdt. Efterfølgende blev han dømt ét års fængsel for at råbe og opildne til uro. Hans ene søn blev dømt otte måneders fængsel for at kaste en sten. Hans anden søn fik også otte måneders fængsel, fordi han var løbet frem og tilbage.
De anker ikke deres domme, men tager deres straf.
Mens de er i fængsel, bliver familien sagt op af boligselskabet Fsb.
>> LÆS OGSÅ: Regeringens brug af tvang og straf er ikke vejen frem
Dobbelt straf
Mohd Hassan er frustreret over, at hele hans familie skal straffes, fordi han og to af hans sønner lod sig provokere af Paludan og begik en fejl.
– Vi har begået en fejl. Og vi har fået vores straf. Hvorfor skal vi have en dobbelt straf og smides ud af vores bolig? Og hvorfor skal resten af vores familie også straffes? Mine kone og mine andre børn har intet gjort forkert. Hvorfor skal de sættes ud af deres hjem?
– Før Paludan kom på besøg, var ingen af mine børn straffede. Selvom de bor på Blågårds Plads, er de ikke blevet bandemedlemmer. Vi har altid betalt vores husleje til tiden. Vi har et godt forhold til vores naboer.
– Mine sønner havde arbejde. Min ene søn var ved at uddanne sig som pædagog. Nu har han fået en dom og må ikke være pædagog. Nu sidder han derhjemme og er på kontanthjælp og kommer ikke rigtigt ud. Jeg prøver at hjælpe ham, så godt jeg kan, fortæller Mohd Hassan.
Mohd Hassan har haft en bagerforretning i 25 år. I dag har han en lille vogn, der laver falafler og kebab, og i sin fritid er han frivillig i en nødhjælpsorganisation.
Hans kone er meget syg. Derfor er familien helt afhængige af det gode netværk, de har på Blågårds Plads.
– Vi er glade for at bo her i kvarteret. Vi kender mange mennesker, og vi hjælper hinanden.
Den 9. marts næste år skal Mohd Hassan i Københavns Byret for at få at vide, om dommerne bakker op om boligselskabets krav om, at han og familien skal smides ud af deres lejlighed.
Aktiv i beboerarbejde
I nærheden af Blågårds Plads bor endnu en familie med far, mor og fire børn, hvis liv blev vendt op og ned, da Rasmus Paludan indtog Blågårds Plads.
Dagen startede ellers hyggeligt.
– Min mand gyngede med vores børn på Blågårds Plads. Pludselig kom der en masse politibetjente og politibiler, så min mand kom op igen i lejligheden med børnene, fortæller moren i familien til Arbejderen. Hun ønsker at være anonym.
Manden har i tre år været aktiv i Natteravnene og arbejdet med de unge på Blågårds Plads. Og så har han været aktiv i det lokale beboerarbejde i boligselskabet, hvor han rydder op efter nytårspladsen. Han arbejder på DAO's lager i Køge, hvor han sorterer pakker.
Senere gik hendes mand ned på pladsen igen. Her fjernede han nogle sten, fordi urolighederne er i fuld gang. Politiet ser ham stå med sten i hånden, og han bliver anholdt. I retten viste politiet en video af en mand, der kaster med sten.
– I retten zoomede anklageren ind på en mand, der kaster sten. Jeg kender min mand og kunne tydeligt se, at det ikke var ham på billederne. Vores advokat kunne i retten pege ti andre personer ud med det samme tøj på. Men dommeren mente, at det var min mand, der var på billederne. Så han blev dømt ni måneders fængsel for at have kastet med sten efter politiet, fortæller moren.
>> LÆS OGSÅ: Hårde domme til Paludan-moddemonstranter
Rammer børnene
Det var hårdt for hende at være alene med de fire børn, mens hendes mand var i fængsel.
– Mine børn forsøgte at skjule i skolen, at deres far var i fængsel.
Derfor vakte det jubel, da faren en dag pludselig blev løsladt. Men glæden varede kun i 47 timer. Så blev faren igen hentet af politiet.
– Jeg fik bare at vide, at der var sket en fejl, fortæller moren.
Faren var blevet løsladt fra sin varetægtsfængsling. Da varetægtsfængslingen skulle forlænges, sagde Københavns Byret stop. Men den afgørelse ankede anklagemyndigheden først efter, at han var blevet løsladt. Derfor kom politiet og hentede hendes mand igen.
På grund af farens dom vil boligselskabet Fsb nu smide familien ud af deres lejlighed.
– Det er hårdt. Jeg synes, at det er en forkert beslutning, som boligselskabet har taget, fortæller moren.
Familien har tre drenge på 5, 9, 10 og en pige på 16 år. De to ældste drenge går i klub og spiller fodbold. Den ældste pige på 16 år går i 10. klasse og arbejder i sin fritid i den lokale Netto.
– Mine børn kan mærke på mig, at jeg ikke har det godt. Jeg prøver ikke at vise det for vores yngste børn. Men jeg taler med min datter på 16 år om vores situation. Hun kigger tit på mig med tårer i øjnene og spørger mig, hvor vi skal bo, hvis vi bliver smidt ud. Det er en tanke, jeg ikke kan lide at tænke på. Jeg ved ikke, hvor vi skal flytte hen, hvis vi ikke kan blive boende her, fortæller moren.
Familien vil kæmpe til det sidste for at blive boende.
– Det er her, vi lever vores liv. Det er her, mine børn går i børnehave, skole og klub og træner fodbold. Vi har vores familier og vores venner her. Min søn på fem år er også begyndt at spille fodbold med mig. Det er rart. Jeg har mange gode oplevelser her. Derfor vil jeg kæmpe for min lejlighed, så jeg kan blive boende i det her dejlige område.
Familien venter nu på, at Københavns Byret skal afgøre, om boligselskabet har ret til at smide dem ud.
– Min mand er blevet dømt og har taget sin straf. Men det skal ikke gå ud over mig og vores børn.
>> LÆS OGSÅ: Kast ikke med sten, når du bor alment
Skal være ude inden 1. december
Boligselskabet Fsb vil også smide en tredje familie med far, mor og to børn på 9 og 12 år på gaden – på trods af at den ældste søn, som det hele handler om, slet ikke har boet i lejlligheden i halvandet år.
Den ældste 17-årige søn blev i januar dømt otte måneders fængsel, fordi han kastede et støtteben og en sten, da Rasmus Paludan mødte op på Blågårds Plads i København.
Sønnen er ikke tidligere straffet. Han vil gerne være pædagog og har flere gange været i praktik som pædagog. Mens han var fængslet, blev han flere gange indlagt på hospitalet med mavesår.
Sønnen, som ikke har boet hjemme i næsten halvandet år, har nu udstået sin straf. Men nu er turen kommet til resten af familien.
Familien har boet i Blågården i 27 år. Familien har aldrig fået en klage. Manden har været aktiv i lokalområdet i årevis. Han har været natteravn og har været aktiv i Fædregruppen og i Fritidsakademiet.
I sidste uge gav Københavns Byret boligselskabet medhold i, at familien kan smides ud. Dommerne var dog ikke enige. Familien har nu anket opsigelsen til Østre Landsret.
En del af artiklen kan downloades og printes i PDF her
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278