For 10 år siden var Astrid en velfungerende og kompetent SOSU-assistent, der arbejdede i hjemmeplejen.

I dag er hun på kontanthjælp efter, at et voldsomt stressnedbrud skubbede hende ud af arbejdsmarkedet.

Jeg ville ønske, at jeg havde råd til at købe nogle gode nye sko til min søn.

Hun er nu ramt af kontanthjælpsloftet og må vende hver krone for at få hverdagen til at hænge sammen for sig selv og sønnen på fem år.

Astrid oplever kontanthjælpsloftet som vold mod syge mennesker, der ikke selv har valgt at være på kontanthjælp, og ikke har en chance for at bestride et job på det ordinære arbejdsmarked.

Navnet er opdigtet, fordi Astrid ønsker at være anonym. Hun vil ikke gøre sig selv og sit barn til skydeskive i den hårde offentlige debat, der har udviklet sig i forhold til kontanthjælpsmodtagere. Arbejderen kender hendes rigtige navn.

Astrid er et eksempel på, at vejen fra at være i fast arbejde til at ryge på kontanthjælp kan være meget kort.

Pres på jobbet

For godt 10 år siden var kommunesammenlægningen netop gennemført, og der kom mere og mere pres på hjemmeplejen i den kommune, hvor Astrid arbejdede. 

– Vi skulle tage os af flere og flere borgere, og der var ikke sat den nødvendige køretid af til at cykle fra sted til sted. Jeg regnede på et tidspunkt ud, at jeg skulle cykle 162 kilometer i timen, hvis jeg ville overholde tiderne, forklarer Astrid. 

– Mit faglige fodaftryk er at levere 110 procent, men det blev sværere og sværere. Mange borgere var rigtig dårlige, for eksempel døende kræftpatienter. Mange gange havde jeg flere timers overarbejde, og jeg har ofte spist min mad fra cykelkurven, mens jeg kørte afsted i regnvejr. 

Den 27. marts 2007 nåede Astrid forbi frokoststuen. Men hun havde svært ved at klare larmen. Da en kollega insisterede på at tale med hende, tændte hun fuldstændig af og overfusede vedkommende. 

– Da jeg vågnede næste morgen, kunne jeg ingenting. Jeg tudede hele tiden, og kunne ikke læse en overskrift i avisen eller klare den mindste lyd. Jeg havde en vild uro i hele kroppen. Det var forfærdeligt.

Lægen konstaterede, at Astrid havde stress. 

– Jeg kunne intet. 33 år gammel måtte jeg få min mor til at købe ind, lave mad, vaske tøj med mere.

Efter et år på sygedagpenge kom Astrid på revalideringsydelse. Kommunen mente, at hun gennem revalidering kunne blive i stand til at vende tilbage til et fuldtidsjob. Men hver gang hun kom op på 16-20 timer om ugen i arbejdsprøvninger, gav det tilbagefald.

Da hun i 2009 flyttede over til sin kæreste i Jylland, kom hun på kontanthjælp. Sammen fik parret en søn, men blev skilt igen, da han var halvandet år gammel, og Astrid flyttede med sønnen tilbage til Fyn, hvor hun kom fra.

Fattigdom

10 år efter sammenbruddet står det klart, at stressskaderne er permanente. Astrid har nedsat koncentrationsevne og arbejdstempo. Hun kan slet ikke tåle baggrundsstøj og har svært ved at klare lyset fra computerskærmen. For meget pres giver straks tilbagefald. Oveni er kommet skader i nakken og hoften på grund af fysisk træning, der som det eneste kan fjerne uroen i kroppen.

Samlet set betyder det, at Astrid i dag kun kan arbejde 10-12 timer om ugen.

Hun ønsker sig brændende et job, men det har lange udsigter. Hendes kommune har forhalet sagen og siger nu, at de fire års arbejdsprøvning fra Jylland er forældet. Så Astrid skal endnu engang i arbejdsprøvning. 

For nylig havde hun selv skaffet sig en praktik som underviser i sport på en række folkeskoler. Men hendes socialrådgiver var blevet syg, så kommunen fik det aldrig godkendt som en praktik.

– Systemet fungerer slet ikke. De enkelte ansatte er velmenende, men de har systemet imod sig. Reelt set har vi ikke længere et sygedagpengesystem, konstaterer Astrid.

På grund af nedsat arbejdsevne er hun fritaget for 225-timers-reglen. Men kontanthjælpsloftet ramme alle, uanset om man er i stand til at arbejde eller ej. Astrid mister 1935 kroner om måneden på grund af loftet. 

– Jeg bor i socialt boligbyggeri og har en husleje på omkring 4500 kroner om måneden. Det kan jeg ikke finde billigere. For at spare penge er jeg konstant på jagt efter billige tilbud, datovarer og brugt tøj. Min søn kommer stort set aldrig i biografen eller oplever andre af den slags ting. Det hele handler om at overleve, men vi har vel også ret til at leve, siger Astrid.

– Jeg ville ønske, at jeg kunne give min søn nogle oplevelser som for eksempel at komme i biografen, og at jeg havde råd til at købe nogle gode nye sko til ham i stedet for altid at finde brugte og håbe, at de ikke er alt for skæve, tilføjer hun med gråd i stemmen. 

Medlem af FOA

Astrid mener, at politikerne i stedet for at indføre kontanthjælpsloftet skulle have lavet et lovkrav om, at alle syge kontanthjælpsmodtagere skal udredes i løbet af to år. Og at man skulle sætte ind i forhold til et arbejdsmarked, der gør folk syge.

Selv håber hun stadig på at få et arbejde, hun kan klare. Gennem alle årene har hun bevaret sit medlemskab af FOA.

– Det er et led i at bevare håbet om at komme i arbejde. FOA har hjulpet mig, og så er de gode til at råbe op omkring de politiske fadæser som blandt andet kontanthjælpsloftet, konstaterer Astrid.