Det vil skabe markant uro i S og SF's faglige bagland, hvis regeringen ikke tager imod Enhedslistens tilbud om en finanslovsaftale, som redder de arbejdsløse, der står til at miste dagpengene.
Det fremgår af en rundspørge blandt de to partiers medlemmer, efter at der sidste uge var rygter fremme om, at regeringen er klar til at lave finanslov sammen med Venstre.
Venstre afviser at gøre noget i forhold til de tusindvis af arbejdsløse, som står til at falde ud af dagpengesystemet til næste år. Til gengæld kræver Lars Løkke og co., at en kontanthjælpsreform skal være en del af finansloven, og at de penge, der spares på kontanthjælp, skal bruges på skattelettelser til erhvervslivet.
Det var ikke for at få en blå finanslov, at vi fik medlemmerne til at hjælpe til med at få en ny regering.
Allan Busk, næstformand for 3F Aalborg
På den anden side står Enhedslisten, hvis hovedkrav i finanslovsforhandlingerne er en løsning for de arbejdsløse.
- Jeg håber, at regeringen laver finanslov sammen med Enhedslisten. Det er der helt klart stemning for i de faglige kredse, hvor jeg færdes, siger Allan Busk, socialdemokrat og næstformand for 3F Aalborg.
- Regeringen skal tænke sig rigtig godt om, inden de ødelægger det for sig selv. Det var ikke for at få en blå finanslov, at vi opfordrede medlemmerne til at hjælpe til med at få en ny regering, tilføjer han.
Diskussionerne på Socialdemokraternes kongres i sidste måned viste helt klart, at Allan Busk ikke står alene med det synspunkt i Socialdemokraterne. Den ene delegerede efter den anden gik på talerstolen og krævede en løsning for de arbejdsløse, som bliver ramt af halveringen af dagpengeperioden.
Også i SF er der et markant ønske i medlemsskaren om, at finansloven bliver lavet sammen med Enhedslisten og indeholder en løsning for de arbejdsløse.
- Jeg tager kraftigt afstand fra, at man igen vil lave noget med Venstre. Det er politisk og taktisk meget uklogt. Regeringen må kigge mod Enhedslisten, som har stillet meget rimelige krav. Jeg har været til møde i SF København. Her var stemningen helt klart for en rød finanslov. Det var jo ganske fornuftigt, det regeringen lavede sammen med Enhedslisten sidste år, konstaterer Klavs Balling formand for SF's faglige gruppe i København.
Ingrid Olsen fra Kolding bekræfter, at det er stemningen i de faglige kredse i SF. Hun er næstformand for SF's faglige udvalg på landsplan.
- De faglige folk håber meget på en finanslov, som bliver lavet sammen med Enhedslisten og indeholder forbedringer for de arbejdsløse. Generelt set tror jeg, at alle i SF ønsker en venstreorienteret finanslov, siger hun.
SF's nye formand, Annette Vilhelmsen, fastslog ved sin tiltrædelse lørdag, at SF står fast på regeringsgrundlaget. Men hun understregede samtidig, at hun kun mener, at der findes en opposition til højre for regeringen, og det kan tydes som en åbning overfor kravet om en aftale til venstre.
LÆS ARTIKEL: "Klar sejr til Annette Vilhelmsen"
Arbejderens rundspørge viser samtidig, at selv de mere moderater medlemmer, der ikke vil pege på hvem regeringen skal indgå finanslov med, vil have svært ved at tilgive et svigt af da arbejdsløse.
Læs hele artiklen i Arbejderen i morgen - tegn 3 ugers gratis abonnement her!
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278