Lige nu går den 23-årige socialrådgiverstuderende Lea Fadakar rundt og pakker sit tøj, sine bøger og alle sine andre ting i flyttekasser.
Hun er en af de tusindvis af studerende i København, der mangler et sted at bo. Et problem, som den nye kampagne "Studieboliger til Studiepriser" vil sætte fokus på.
LÆS ARTIKEL: "STUDIEBOLIGER TIL STUDIEPRISER"
Den 1. marts flyttede hun ud af sit lille værelse på Lundtoftegade på Nørrebro i København. Få dage før hun skulle være ude af lejligheden fandt hun et lille værelse til 5200 kroner, hvor hun kan bo i et halvt år.
Ventelisten var for lang
Lea Fadakar blev sagt op den 1. september sidste år og har siden da ledt efter et sted at bo, der er til at betale på SU.
Nu sidder hun og læser op af de breve, hun har fået fra forskellige kollegier i København og omegn: Nummer 300, nummer 630, nummer 500…
- På Grønfjordskollegiet i København fik jeg at vide, at jeg er nummer 3107 i køen, så de ville ikke skrive mig op - for den lange venteliste betyder, at jeg ikke kan få et værelse, før jeg er færdig med mit studie, fortæller Lea Fadaka til Arbejderen.
- Det er grotesk, at politikerne ikke sikrer nogle flere studieboliger som er til at betale.
En af de private udlejnings-boliger jeg kiggede på, kostede 5900 kroner i husleje. Det er jo grotesk, når jeg kun får udbetalt 4900 kroner i SU.
Hun er skrevet op på tre andre kollegier - blandt andet i Hvidovre. Men hun har heller ikke råd til at søge bolig for langt fra studiet i København.
- Jeg har ikke råd til at bo for langt væk fra mit studie. For det er dyrt at køre med tog og bus. Så vil transport jo bare blive endnu en ekstra udgift i min lille økonomi.
5900 i husleje - 4900 i SU
Men Lea Fadaka nøjes ikke kun med at søge kollegieværelser - hun har også forsøgt sig på det private udlejningsmarked:
- En af de private udlejningsboliger jeg kiggede på, kostede 5900 kroner i husleje. Det er jo grotesk, når jeg kun får udbetalt 4900 kroner i SU. Hvis jeg skal betale en husleje på 5900 kroner, bliver jeg nødt til at tage et fuldtidsarbejde på 35 timer om ugen ved siden af mine studier.
Hun er vred over de høje boligpriser - og over at regeringen oveni hatten vil spare to milliarder kroner på de studerendes SU.
- Vi får at vide, at vi skal hurtigt igennem vores uddannelse. Og samtidig betyder manglen på studieboliger og de voldsomme lejepriser, at vi bliver tvunget til at arbejde ved siden af eller supplere den lave SU med lån. Det hænger ikke sammen. Hvordan skal vi kunne blive hurtigere færdige, hvis ikke vi har tid til at læse, fordi vi skal arbejde? Desuden er det faktisk ikke let at få et studiejob. Og jeg har ikke lyst til at forgælde mig resten af livet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278