Ikke nok med at regeringen vil skære i de studerendes SU. Rigtig mange studerende står i den situation, at de i forvejen ikke har råd til et sted at bo, selvom der er masser af tomme boliger i de store studiebyer.
Det har samfundsvidenskabsstuderende Victoria Risbjerg og hendes studiekammerater besluttet sig for at sætte fokus på. De har startet kampagnen Studieboliger til Studiepriser, som sammen med Danske Gymnasieelevers Sammenslutning onsdag gik i aktion forklædt som hjemløse på Strøget.
Hvis regeringen skærer i den hjemmeboende SU og samtidig ikke sikrer studieboliger, der er til at betale, bliver det endnu sværere at flytte hjemmefra.
Victoria Risbjerg
- Vi vil ikke behandles som skrald. Vi kræver studieboliger, som er til at betale, og som ligger inden for en rimelig afstand af vores studiested. Når SU'en er så lav, har vi ikke råd til at bruge en masse penge på transport, forklarer Victoria Risbjerg, der til daglig studerer samfundsvidenskab på Roskilde Universitet.
Studieboliger til studiepriser
Hun har igennem længere tid lyttet på sine dybt frustrerede studiekammerater, venner og veninder, der ikke kan finde et sted at bo, som de har råd til på SU.
- Derfor besluttede vi os for at gøre noget, og rykke sammen og kræve studieboliger til studiepriser. Det kan ikke være rigtig. Der er jo masser af boliger, der står tomme i København. Men vi har ikke råd til dem. Det betyder meget for alle mennesker at have et ordentligt sted at bo. Det er jo en base. Det er umuligt at koncentrere sig om sine studier, hvis ikke du har et fast tag over hovedet.
De unge mobiliserede også til den store demonstration mod nedskæringer i SU'en.
- Hvis regeringen skærer i den hjemmeboende SU og samtidig ikke sikrer studieboliger, der er til at betale, bliver det endnu sværere at flytte hjemmefra. Mindre SU betyder færre penge at spare op af til eksempelvis indskud, flytteudgifter og investeringer i potter og pander og hvad du ellers har brug for, når du flytter hjemmefra.
Bolig betyder meget socialt og fagligt
Mange af de unge har søgt både kollegieværelser og private værelser - ofte langt fra deres studie. Men det duer ikke at komme alt for langt fra ens studiested, advarer Victoria Risbjerg.
- Det er vigtigt at bo nogenlunde i nærheden af, hvor du studerer så du let kan komme til læsesalen. Det betyder også noget socialt og fagligt, at du bor tæt på dem, du studerer sammen.
Centralindstillingsudvalget (CIU), som administrerer de københavnske kollegier, melder om at efterspørgslen efter studieboliger højere end nogensinde.
Hos CIU var akut-listen på 1187 i starten af august. 157 har indtil nu fået boligtilbud, hvoraf 127 har takket ja.
Også hos Kollegiernes Kontor i København (KKK) står 842 stadig i kø for at få tilbudt en bolig. Samtidig tæller den ordinære venteliste hos KKK lige nu 7594 studerende - alene i København.
Fra 2010 til 2020 bliver der alene i København brug for 3000 flere studieboliger om året. Og det tal bliver kun højere, fordi optaget, især på universiteterne stiger.
Derfor er det en dråbe i havet, at Københavns Kommune har afsat 140 millioner til at bygge 145 nye almene ungdomsboliger og kollegier, som man går igang med at bygge i år.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278