"Jeg føler hverken stolthed, eller at vi har sejret. Det lykkedes os ikke at forhindre, at minen blev bygget. Derfor kunne vi heller ikke forhindre, at miljøet og lokalsamfundene blev ødelagt."

Forløbet giver et fint indblik i den problematik, der kan opstå med habiliteten.

Sådan sagde en af de centrale skikkelser i borgerinitiativet Save Teghut, Anna Shahnazaryan, i begyndelsen af 2018. (1) De lokale beboere og aktivister omkring Save Teghut havde netop vundet et slag i kampen mod mineprojektet i det nordlige Armenien.

Min artikelserie om brud på menneskeret og ødelæggelse af miljø var udkommet kort forinden i medierne Arbejderen (1), Eftertryk (3) og delvist også Ekstra Bladet (4). Artiklerne beskriver blandt andet Save Teghuts arbejde med at samle underskrifter, lægge pres på de danske aktører og indhente vurderinger om mineprojektets skadelige konsekvenser fra uafhængige eksperter.

Den dokumentation, som blev fremlagt i artikelserien – og som det armenske borgerinitiativ havde spillet en stor rolle i at indsamle i en periode på 10 år forinden – var så belastende for Danmarks Eksportkredit EKF og PensionDanmark, at de to fonde så sig nødsaget til hurtigt at afbryde det armenske mineeventyr og trække deres finansiering af projektet tilbage. Kort efter lukkede minen.

Først efter halvandet år, i sommeren 2019, åbnede den igen – nu med en ny ejer, nemlig den russiske bank VTB. I mellemtiden afsagde Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg dom. Den faldt ud til en række lokale landmænds fordel. De havde fået frataget deres jordlodder for at give plads til det store anlæg. Dermed mistede de deres livsgrundlag.

Den 11. oktober 2018 og den 14. februar 2019 afgjorde domstolen, at den armenske regering skal betale erstatninger på mellem 5.200 og 17.200 euro. Beboerne i landsbyerne i Shnogh og Teghut har nu rettens ord for, at måden, hvorpå jorden blev eksproprieret til den danskfinansierede mine, strider mod menneskerettighederne.

Angående armeniernes modstand og den iver, hvormed de danske aktører satte deres vilje igennem, tøvede ekspert i virksomhedsetik og lektor ved Roskilde Universitet, Jacob Dahl Rendtorff, ikke med at slå fast:

"Vi ser flere og flere af den slags sager. Det er et strukturelt problem og et eksempel på, at forholdsvis dårligt stillede lokale beboere forsøger at protestere mod massiv kapitalmagt. På den måde opstår et modsætningsforhold mellem små, svage lokalsamfund og store, stærke, overnationale virksomheder. På globalt plan går den struktur igen overalt."

For læsere af Arbejderen, Eftertryk og Ekstra Bladet – samt internationale medier, der også bragte historien (5) (6) (7) – er der ikke noget nyt i det. Så hvorfor dvæle ved disse kendsgerninger?

Det er relevant at sætte erfaringerne med afdækningen af mineskandalen i Armenien i forbindelse med et hjemligt fænomen: Det faktum at flere redaktører fra danske mediehuse indgår i en række magtfulde elitenetværk – blandt andet VL-grupperne. Som eksperter tidligere har slået fast – og som Berlingskes tidligere chefredaktør selv har erkendt (8) – indebærer sådanne medlemskaber risiko for indspisthed og bringer den journalistiske etik i fare. (9) Omstændigheder omkring offentliggørelsen af artikelserien om kobberminen i Armenien kaster mere lys over fænomenet. Mere præcist: Da dagbladet Politiken tog en beslutning om ikke at bringe den, som vi skal se.

Men først skal vi runde elitenetværkene Det Udenrigspolitiske Selskab og World Economic Forum. Vi skal kigge nærmere på, hvilken slags fora de er, samt ikke mindst hvem der mødes der.

At pleje kontakt med krigslobbyen

VL-grupperne er ikke det eneste elitenetværk, hvor journalister og redaktører gnubber skuldre med samfundsspidser fra erhvervslivet og højtstående militærfolk. (10) Det gør de også i Det Udenrigspolitiske Selskab – en forening, der har til formål at fremme kendskabet til og højne interessen for udenrigspolitiske spørgsmål i Danmark.

I foreningens repræsentantskab mødes en række journalister og redaktører fra etablerede medier, herunder Politikens udlandsredaktør Michael Jarlner, blandt andre med en af den danske krigsindustris fremmeste lobbyister, nemlig kontreadmiral og tidligere chef for Forsvarsakademiet Nils Christian Wang.

Gennem sit firma Naval Team Denmark rådgiver Wang de største danske og amerikanske våbenfirmaer som Terma, Weibel, Systematic, Logimatic, Raytheon og Lockheed Martin om, hvordan de kan sikre sig ordrer til den danske hær. (11)

Ud over at pleje sit netværk med mediernes repræsentanter og de andre medlemmer af Det Udenrigspolitiske Selskab samt sit direktørarbejde for Naval Team Denmark er Wang aktiv som bestyrelsesmedlem i Odense Maritime Technology, (12) der fremstiller krigsskibe, (13) samt i våbenfirmaet Saab Nordic Defence Industry. (14) Saab producerer blandt andet våbensystemer til krigsførelse under vand og tilbyder træning i aktioner mod ubåde. Firmaet er specialiseret i antimineoperationer, der sikrer flådestyrkers manøvredygtighed. (15) Nils Christian Wang er indehaver af Dannebrogsordenen.

Hver gang repræsentantskabet samles i Det Udenrigspolitiske Selskab, har Jarlner og de andre journalister desuden lejlighed til at hilse på en af den danske hærs toprådgivere, Henrik Breitenbauch, der leder Center for Militære Studier og blandt andet har briefet NATO's generalsekretær.

Han har arbejdet tæt sammen med den amerikanske præsident Donald Trumps senere forsvarsminister general James Mattis og blandt andet skrevet hans taler. (16) Breitenbauch er af den holdning, at "det er mere afgørende end nogensinde, at amerikanske ledere mindes om NATO's betydning næsten dagligt". (17)

Han står i tæt kontakt med Forsvarsministeriet og politikere om den danske krigsindsats. Gennem sit arbejde på Center for Militære Studier lobbyer han ivrigt for en betydelig forøgelse af det danske militærbudget.

Breitenbauchs drøm om, at Danmark skal bruge "minimum 110 milliarder kroner i ekstra forsvarsmidler" over en ti-årig periode, (18) flugter fint med Nils Christian Wang og Naval Team Denmarks interesser. Da Center for Militære Studier hovedsageligt er finansieret over det danske militærbudget, er det ikke usandsynligt, at flere midler i den størrelsesorden også vil komme hans eget center til gode.

For redaktørerne og journalisterne giver møderne i Det Udenrigspolitiske Selskab måske også mulighed for at få input fra foreningens formand, Ulrik Federspiel. Som daværende ambassadør i Washington var han en af de mest centrale aktører i beslutningen om, at Danmark skulle gå i krig i Irak i 2003 (se ’Hvorfor gik Danmark i krig? Uvildig udredning af baggrunden for Danmarks militære engagement i Kosovo, Afghanistan og Irak’, bind 1, side 29).

Han var ved Anders Fogh Rasmussens side i Det Hvide Hus året forinden, da den daværende statsminister sammen med præsident George W. Bush så småt begyndte at smede krigsplanerne mod landet.

Beslutningen om at angribe Irak kaldte Federspiel i 2020, på trods af de cirka 2 millioner tabte menneskeliv (19), for "rigtig". Som argument anfører han forholdet til USA. Det var vigtigt, at Danmark som et af de eneste europæiske lande udmærkede sig ved at deltage i krigen:

"Amerikanerne har en utrolig hukommelse, eller også har de et godt arkivsystem, fordi – uanset hvilken administration der er – så har de et meget klart billede af, om europæerne står bag dem, eller at de ikke står bag dem." (DR2, Deadline, 23. maj 2020).

Ulrik Federspiel er tildelt Storkorset af Dannebrog og Storkorset fra elleve andre lande. I 2005 blev han tildelt den Amerikanske Kongres’ Human Rights Award.

Møderne i repræsentantskabet kan også give Politikens redaktør og de andre mediefolk mulighed for at smalltalke med Kasper Høeg-Jensen, Forsvarsministeriets nuværende afdelingschef for Sikkerhedspolitik og Operationer, der var kabinetchef for Anders Fogh Rasmussen, da denne var NATO's generalsekretær.

Jarlner har desuden fornøjelsen af at hilse på Klaus Carsten Pedersen, der har en karriere i Forsvarets Efterretningstjeneste bag sig. (20)

Det Udenrigspolitiske Selskab offentliggør artikler med titler som "Militær afskrækkelse er ikke nok – NATO skal have en fælles Ruslandspolitik", "Hybride angreb mod Danmark kræver nyt beredskab" og "NATO's udfordringer: Forsikre, afskrække og genetablere".

Foreningen støttes af nogle af landets største fonde og mest indflydelsesrige organisationer, herunder A.P. Møller Fonden, Dansk Erhverv og pensionsselskabet PensionDanmark. (21) PensionDanmark er repræsenteret i bestyrelsen for Det Udenrigspolitiske Selskab ved administrerende direktør Torben Möger Pedersen.

"Lader bemærkninger falde"

Som den øverste forvalter af 240 milliarder (22) af danskernes pensionspenge taler han med betydelig vægt over for kontakterne i sit vidtforgrenede netværk.

Forfatterne til bogen Personer forgår, magten består opgjorde i 2019 antallet af poster i bestyrelser, komitéer, udvalg og lignende, som Torben Möger Pedersen beklæder, til 21.

Pensionsdirektøren er medlem af Socialdemokratiets mørklagte erhvervsklub, hvor personer af hans kaliber med rundhåndede bidrag køber sig til kontakt med toppolitikere på egne eller deres organisationers vegne under uklare omstændigheder (se ’Personer forgår, magten består’, Hans Reitzels Forlag, 2019, side 39). (23) 

Med donationerne forsøger de at påvirke de folkevalgte politikere til at give netop deres dagsordener særlig opmærksomhed. Støtten til de politiske partier gennem erhvervsklubberne er blevet sammenlignet med korruption. (24)

Erhvervslivet er den dominerende sektor i den danske magtelite. Og på listen over de bedst forbundne erhvervsfolk indtager Torben Möger Pedersen en suveræn førsteplads (se ’Personer forgår, magten består’, Hans Reitzels Forlag, 2019, side 38).

Han har sin faste gang til nogle af magtelitens ypperste samlingssteder som bestyrelsesmøderne i Danmark-Amerika Fondet – her netværker han blandt andre med FLSmidths bestyrelsesformand Vagn Sørensen, ingeniørvirksomhedens næstformand Tom Knutzen samt en anden af magtelitens helt store profiler, bestyrelsesformanden for EKF Danmarks Eksportkredit Christian Frigast. (25) 

Torben Möger Pedersen plejer desuden kontakter i VL-gruppe 13. Og til bestyrelsesmøderne i erhvervslivets indflydelsesrige lobbyorganisation Axcelfuture løber han igen ind i Christian Frigast.

Christian Frigast er formand for bestyrelsen i Axcelfuture. Inden han udnævnte den socialdemokratiske toppolitiker Henrik Sass Larsen til direktør for brancheforeningen for venture- og kapitalfonde DVCA i september 2019, udtalte Sass Larsen for eksempel om Axcelfuture:

"Yderst gode og relevante indspark i samfundsdebatten, hvor de får sat spotlight på de vigtigste emner. De gør det rigtig godt, fordi de kommer med et materiale, som vi som politikere kan anvende i praksis."

Christian Frigast er bestyrelsesformand for DVCA, hvis medlemmer har en samlet omsætning på mere end 100 milliarder kroner om året. (Se pjecen "Vær med til at sætte præg på fremtiden" fra Axcelfuture fra januar 2019 samt Aktive Ejere: "Henrik Sass Larsen bliver ny adm. direktør for DVCA")

Torben Möger Pedersen er blevet beskrevet som en, der gerne "griber [...&#93 telefonen, når en sag skal promoveres over for politikere og embedsmænd. Og han lader naturligvis bemærkninger falde over for rette vedkommende ved receptioner og konferencer." (26)

PensionDanmark har aktier for flercifrede millionbeløb i våbenfirmaerne Raytheon, Safran og Lockheed Martin. (27)

Raytheon er blandt andet leverandør til det amerikanske flyvevåbens nye atommissil; Safran er involveret i videreudviklingen af Frankrigs M51-missiler; mens Lockheed er med i det konsortium, der fremstiller nukleare sprænghoveder til Storbritannien. PensionDanmark har atomvåbenrelaterede investeringer for 451,2 millioner kroner. (28)

Torben Möger Pedersen lægger ikke skjul på PensionDanmarks store investeringer i våbenindustrien og forsvarer dem offentligt. (29) Ligesom Terma (30) spiller PensionDanmark også en rolle i krigen i Yemen og drabene på civile.

Ifølge en rapport fra Amnesty blev seks civile fra landsbyen Warzan dræbt af en præcisionsbombe den 28. juni 2019. Bomben blev kastet af den saudiskledede koalition. Blandt ofrene var en 52-årig kvinde og tre børn på tolv, ni og seks år. Et overlevende familiemedlem sagde:

"Vi begravede dem den samme dag, fordi der kun var afskårne lemmer tilbage. Der var ingen hele lig, der kunne undersøges. Kødet fra den ene person var blandet med kødet fra den anden person. Kropsdelene blev pakket ind i tæpper og kørt væk." (31)

Bomben var produceret af den amerikanske våbenproducent Raytheon med investeringen fra PensionDanmark i ryggen. (32)

Efter den første bombe ødelagde huset og dræbte familien indenfor, vendte piloten tilbage omkring et kvarter senere og smed endnu en bombe for at sikre sig, at hjemmet var ødelagt. (33)

Gensyn i de schweiziske alper

Torben Möger Pedersen kender ikke kun Politikens udlandsredaktør Michael Jarlner fra Det Udenrigspolitiske Selskab. En gang om året får de mulighed for at stikke hovederne sammen i Davos i Schweiz, når den globale elite samles til World Economic Forum.

De to var i kontakt under mødet i januar 2020. (34) Ved den lejlighed talte de blandt andet om kritikken af PensionDanmarks uetiske investeringer. Direktøren indfører et argument, der kan bruges til at legitimere nærmest hvad som helst:

"Hvis man vil gøre en forskel, må man være parat til at få snavs på fingrene," sagde Torben Möger Pedersen i samtalen med Politikens redaktør. (35)

Hvor højt Michael Jarlner rangerer i det strenge hierarki, der hersker blandt de fremmødte i Davos, og hvor betroet en mediemedarbejder han er, fremgår blandt andet af, at han er indehaver af et badge med adgang til alle sessions – noget, der langtfra er alle journalister forundt. (36)

Ud over Jarlner fra Politiken samt en lige så erfaren kollega fra Jyllands-Posten, Keld Louie Pedersen, (37) inkluderer delegationen til Davos den absolutte top af dansk erhvervsliv.

Listen over de danske deltagere giver et udmærket praj om, hvor vigtigt det er for den globale elite at networke til World Economic Forum. Den giver et indblik i tyngden af den økonomiske magt, der hvert år samles i de schweiziske alper. Ud over PensionDanmark sender Mærsk, Vestas, Lego, Novo Nordisk og Carlsberg deres topchefer af sted.

Cremen af den danske politiske elite var i 2020 repræsenteret ved beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard, erhvervsminister Simon Kollerup, udenrigsminister Jeppe Kofod (38) samt tidligere statsminister Helle Thorning Schmidt. (39)

Arrangørerne inddeler de næsten 3.000 mødedeltagere i en speciel rangorden. (40) Som "top executive" er Torben Möger Pedersen "level 1". Michael Jarlner tilhører level 2. Hummelgaard, Kollerup og Kofod befinder sig på level 3. Mens Thorning Schmidt må tage til takke med en placering på level 6. (41)

En lederskribent fra Information er enig i, at World Economic Forum er et vigtigt møde:

"Det vigtige er, at alle vi, der ikke er inviteret, en gang om året bliver mindet om den globale magtelites privilegier, dobbelte standarder og hykleri."

Ifølge skribenten er der en særlig grund til at føle harme over Davos-cirkusset:

"Den handler om, at hovedparten af dem, der her træder sammen under foregivelse af at ville gøre verden til et bedre sted at leve, også er dem, der er grundpiller i et økonomisk system, som har gjort verden til et stadig mere utrygt, uretfærdigt og risikabelt sted for en stor del af verdens befolkning." (42)

En kritik som sagtens kan siges at gælde PensionDanmark vedrørende selskabets støtte til fremstilling af våben.

Michael Jarlner og Torben Möger Pedersen kender ikke kun hinanden fra Det Udenrigspolitiske Selskab og World Economic Forum. Som daværende bestyrelsesformand for dagbladet Information udnævnte Möger Pedersen i 2001 Jarlner til chefredaktør for avisen.

"Vi er klar med et nyt hold, som kan placere Information centralt som avisen, der rapporterer om og diskuterer den moderne verdens forandring. Den nye redaktionsledelse har den helt rigtige kombination af erfaring, engagement og idérigdom", sagde han dengang om ansættelsen af blandt andre Jarlner. (43)

Det bringer os tilbage til minen i Armenien.

Ridser i habiliteten

I 2013 bekendtgjorde Torben Möger Pedersen i en pressemeddelelse, at PensionDanmark havde indledt et samarbejde med den statsejede fond Danmarks Eksportkredit EKF og den danske ingeniørvirksomhed FLSmidth om et opføre en kobbermine i Armenien. PensionDanmark skød 350 millioner kroner i minen. (44)

Som freelancejournalist tilbød jeg i 2017 Politikens udlandsredaktør Michael Jarlner en artikelserie, der dokumenterede en række alvorlige brud på menneskerettighederne og ødelæggelse af værdifuld natur i mineprojektet, som PensionDanmark havde investeret i.

For eksempel beskrev en af artiklerne, hvordan beboere i en landsby under en dæmning med flydende og forurenet affald fra minen er i fare – dæmningen risikerer at bryde sammen. (Hvordan det ser ud, når en dæmning af denne type brister, viser denne video optaget i nærheden af byen Brumadinho i Brasilien i 2019. Katastrofen kostede 270 mennesker livet. En lignende tragedie fandt sted i nærheden af den brasilianske by Mariana i 2015).

Historien kunne sætte Michael Jarlners bestyrelsesven fra Det Udenrigspolitiske Selskab, meddeltager i World Economic Forum i Davos og tidligere kollega på Information samt naturligvis PensionDanmarks forretningsaktiviteter i et dårligt lys.

Jarlner besluttede ikke at bringe historien. I stedet satte han spørgsmålstegn ved artikelseriens journalistiske kvalitet:

"Svagheden er jo, at der ikke er entydige rygende pistoler – mere frygt og bange anelser end egentlig konkret evidens på problemer." (E-mailudveksling fra den 19. juli 2017).

Forskningschef, emeritus ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Oluf Jørgensen kalder denne begrundelse "helt skæv":

"Min vurdering er, at Michael Jarlner overhovedet ikke har læst den meget grundige dokumentation af miljøkatastrofen i Armenien, som PensionDanmark og den danske stat via EKF har medansvar for", siger Oluf Jørgensen, der har fulgt afdækningen af mineskandalen indgående over en årrække.

En i det mindste mere end overfladisk gennemlæsning af artikelseriens omhyggelige dokumentation kunne nemt have ryddet misforståelsen af vejen. Som nævnt: Efter at dokumentationen for brud på menneskeret og ødelæggelse af miljø til sidst blev fremlagt i Arbejderen og Eftertryk, så PensionDanmark og den danske stat via EKF sig da også nødsaget til hurtigt at afbryde det armenske mineeventyr og trække deres finansiering af projektet tilbage.

Det væsentlige i denne sammenhæng er ikke, at Politiken dermed valgte at se stort på den trussel, dæmningen udgør mod landsbyboernes liv. Eller at avisen ignorerede de mange andre alvorlige brud på menneskerettigheder og ødelæggelser af miljø, som PensionDanmark og den danske stat gennem eksportkreditfonden EKF bidragede til i Armenien.

Det vigtige i denne sammenhæng er derimod, at forløbet giver et fint indblik i den problematik, der kan opstå med habiliteten, når journalister og redaktører har et så tæt forhold til – eller måske ligefrem selv er en del af – den elite, som de snarere må forventes at bevare et kritisk og distanceret forhold til.

At den flittige kontakt med PensionDanmarks direktør kunne skabe problemer med journalistisk habilitet, har Michael Jarlner ikke været opmærksom på, fremgår det nu:

"Den kobling har jeg faktisk aldrig tænkt over", hævder Politikens udlandsredaktør angående historien om kobberminen i Armenien.

Han afviser, at relationen skulle være specielt venskabelig:

"Jeg har ingenlunde et tæt forhold til Torben Möger Pedersen".

Angående ansættelsen på Information lægger Jarlner vægt på, at han kun bestred stillingen i en kort periode:

"Min tid som chefredaktør på Information varede i 48 dage, så jeg talte kun med ham ved ansættelse og opsigelse."

Når det gælder World Economic Forum, understreger Politikens udlandsredaktør, at han deltager som journalist. (E-mailudveksling fra den 30. september 2020).

Ligesom Berlingske (45) lægger Politiken vægt på de redaktionelle medarbejderes troværdighed og integritet:

"Politiken er uafhængig af politiske partier, organisationer, økonomiske interesser, grupperinger og enkeltpersoners indflydelse. Denne uafhængighed er en forudsætning for Politikens redaktionelle troværdighed", ifølge avisens retningslinjer for journalistik og etik. (46)

Under overskriften "habilitet" fremgår det at:

"Alle ansatte på Politikens redaktion skal undgå sammenblanding af journalistiske arbejdsopgaver og private forhold, uanset om disse forhold er af politisk, økonomisk eller idealistisk art. Medarbejderne skal derfor afholde sig fra enhver disposition (…) der kan skabe tvivl om denne uafhængighed."

Denne artikel er også publiceret hos Eftertryk.