Efter massiv kritik fra patientforeninger og faglige organisationer for læger, psykiatere og sygeplejesker og flere andre faggrupper har regeringen droppet et lovforslag om en ny type bosteder for psykisk syge. Det sker efter, at Dansk Folkeparti har trukket sig fra den politiske aftale om bostederne.
Det er glædeligt, at ministeren tager fagfolks og brugerorganisationers bekymringer til sig.
Majbrit Berlau, Dansk Socialrådgiverforening
Bostederne for særligt farligt psykisk syge skulle være med til at forhindre flere drab på ansatte i psykiatrien. De sidste fire år er fem ansatte på bosteder og forsorgshjem blevet dræbt.
Men kritikerne af lovforslaget mener ikke, at vejen til at nå det mål er at åbne for at tvangsflytte psykisk syge til en ny type bosted med øgede muligheder for brug af tvang.
Glade socialrådgivere
– Høringssvarene viser, at der har været for mange huller og uklarheder i forslaget til, at det har været forsvarligt at sætte det i værk. Derfor er det glædeligt, at ministeren tager fagfolks og brugerorganisationers bekymringer til sig, siger Majbrit Berlau, formand for Dansk Socialrådgiverforening.
Hun understreger, at der her og nu er brug for at styrke sikkerheden for brugere og ansatte på psykiatriske bosteder ved at sikre flere ansatte og på sigt gennemføre en ressourcetilførsel til de psykiatriske sengeafdelinger.
FOA er utilfreds
FOA har som det eneste fagforbund bakket op om lovforslaget og er skuffet over, at det nu droppes. Forbundsformand Dennis Kristensen retter en skarp kritik af Dansk Folkeparti.
– Det er både dybt alvorligt og dybt tragisk. Det er muligheden for at forebygge drab nummer 6, 7 og 8 i socialpsykiatrien, som politikerne smider på gulvet. Det er hovedløst, og det kan ingen være tjent med. Der lå en politisk aftale, som bare manglede udmøntning, og som Dansk Folkeparti nu løber fra. Det er slet ikke i orden, siger Dennis Kristensen.
Ministeren vil nu indkalde til forhandlinger om sagen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278