16 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Voldsom kritik af nye psykiatriske afdelinger

Lovforslag i modvind

Voldsom kritik af nye psykiatriske afdelinger

En lang række høringssvar rejser kritik af det lovforslag, der skal sikre en ny slags afdelinger for psykisk syge. Men FOA er positiv.

De nye socialpsykiatriske afdelinger er rettet mod svært psykisk syge, der også har et misbrug.
FOTO: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix
1 af 1

En række organisationer retter en meget skarp kritik af regeringens lovudkast om en ny slags afdelinger til svært psykisk syge.

Dette lovforslag er et værdipolitisk skred.
Benny Andersen, Socialpædagogerne

Lovudkastet har netop været i høring, og det er strømmet ind med kritiske høringssvar fra patientorganisationer og fagforbund.

Kritikken retter sig især mod, at patienter kan blive tvangsanbragt i modstrid med den lægelige vurdering. Lovudkastet lægger op til en model, der giver kommunalbestyrelsen myndighed for at afgøre, om en patient skal anbringes, på baggrund af en flertalsindstilling fra et visitationsforum, hvor der sidder en enkelt speciallæge i psykiatri.

– Konsekvensen er, at patienten kan blive udsat for tvang på trods af lægens råd. Det er fagligt helt uforsvarligt og uden sidestykke i den øvrige del af psykiatrien, siger Torsten Bjørn Jacobsen, formand for Dansk Psykiatrisk Selskab.

Selskabet har sammen med Lægeforeningen lavet et meget kritisk høringssvar. 

"Helt grundlæggende er der ikke blik for, at de stærke tvangselementer svækker chancen for vellykkede patientforløb", skriver de i høringssvaret.

Kan miste bolig

Dansk Sygeplejeråd konstaterer i sit høringssvar, at en tvangsindskrivning på det beskrevne grundlag er i strid med bestemmelserne om frihedsberøvelse i menneskerettighedskonventionen. 

Rådet for Socialt Ansatte hæfter sig også ved, at tilbageholdelse på afdelingen med tvang kan besluttes af afdelingsledelsen eller andet personale i afdelingen, uden at der er krav til vedkommendes kompetencer.

“Det udgør et betydeligt retssikkerhedsmæssigt problem", konstaterer rådet.

Målgruppen for de nye afdelinger er svært psykisk syge, der samtidig har et misbrug. Men flere af høringssvarene kritiserer, at lovudkastet ikke lægger op til, at patienterne på de nye afdelinger skal have mulighed for både at blive behandlet for deres misbrug og den psykiske sygdom. Der vil være tale om en begrænset psykiatrisk behandling, da der ikke er fast tilknyttede læger. 

Andre kritikpunkter er, at psykisk syge risikerer at miste deres bolig i et botilbud, når de indskrives på de nye afdelinger, og at der er lagt op til, at patienterne skal betale for deres ophold.

– Dette lovforslag er et værdipolitisk skred – og ekstremt indgribende i psykisk syge menneskers liv. Ville man for eksempel tage boligen fra en kræftsyg, som måtte indlægges? Selvfølgelig ikke, siger Benny Andersen, formand for Socialpædagogerne, der også har indsendt et kritisk høringssvar. 

"Man vil så at sige tvangsindlægge mennesker med psykisk sygdom mod betaling", konstaterer Bedre Psykiatri. 

Der er også kommet kritiske høringssvar fra blandt andet Dansk Psykologforening, Landsforeningen af tidligere og nuværende psykiatribrugere, et flertal af Etisk Råd og SIND.

FOA er positiv

Modsat disse organisationer er FOA overvejende positiv overfor lovudkastet. Forbundet ser etableringen af de nye afdelinger som et skridt i den rigtige retning, selvom der også er kritikpunkter.

FOA er bekymret for, at kritikken vil få lovforslaget til at falde til jorden, uden at der sættes noget andet og bedre i stedet.

– Lovforslaget er det muliges kunst. Vi bliver nødt til at gøre noget for de særligt udsatte borgere og ansatte her og nu, og tilsyneladende har politikerne ikke tænkt sig at give flere penge til behandlings- og retspsykiatrien, siger Karen Stæhr, formand for Social og Sundhedssektoren i FOA til foa.dk.

Hun understreger, at der fortsat er brug for flere sengepladser i psykiatrien og en bedre koordinering af social- og behandlingspsykiatrien.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


08. feb. 2017 - 08:45   08. feb. 2017 - 08:50

Psykiatri

ur@arbejderen.dk
Baggrund for loven
  • I marts sidste år blev en ansat på det socialpsykiatriske bosted Lindegården dræbt. Det var det femte drab i løbet af fire år på ansatte i socialpsykiatrien. 
  • Drabet og de ansattes efterfølgende protester pressede regeringen til handling. I juni sidste år blev der afholdt en høring på Christiansborg om vold i psykiatrien. Der blev nedsat en arbejdsgruppe, og i oktober lavede alle Folketingets partier på nær Enhedslisten en aftale om at oprette specialiserede socialpsykiatriske afdelinger i de fem regioner.
  • I december sendte regeringen et udkast til lov omkring de nye afdelinger i høring. Høringen sluttede 26. januar.