Vi har et problem, når det system, vi har lavet for at hjælpe folk på røven, over en bred kam opleves som en fjende, konstaterer journalist Lars Borking.

Han var en af oplægsholderne på den konference om kontanthjælp, som Kontanthjælpsalliancen afholdt i samarbejde med Dansk Socialrådgiverforening i sidste uge.

Hvad er det for et system, vi har lavet, som ikke forstår folk og møder dem med tillid.
Lars Borking, journalist

Lars Borking har været med til at lave TV2's dokumentarserie "På røven i Nakskov" og har i den forbindelse talt med mange mennesker på overførselsindkomst.

– Det gjorde et stort indtryk på mig, at næsten alle oplevede kommunen som fjenden, som nogen man skulle slås med. Hvad er det for et system, vi har lavet, som ikke forstår folk og møder dem med tillid, sagde Lars Borking.

Han ser et stort behov for at få den menneskelige faktor ind i systemet og gøre op med forestillingen om, "at der ikke skal gå følelser i den".

Historien om Ib

Han fortalte blandt andet om en gammel fisker Ib, der boede med sin 16-årige søn i et kondemneret hus. Det var helt smadret, uden hverken varme eller strøm. 

Ib kunne godt se, at det ikke var godt for sønnen og ville gerne flytte, men ikke til en lejlighed. Han har altid boet i hus og har brug for luft omkring sig og plads til sine fiskegarn.

Men kommunen vælger alligevel to gange at tilbyde ham en lejlighed i socialt boligbyggeri. Så finder Ib selv et hus med lavere indskud og billigere husleje end lejlighederne, men fordi det nu er en privat udlejer, er det en anden lovgivning med andre regler, så pludselig kan kommunen alligevel ikke låne Ib de 12.500 kroner til indskud.

– Det hele fuckede op på noget lovgivningsmæssigt. Der er brugt masser af ressourcer på sagen, flere end seks af kommunens ansatte har været inde over den. Men det strandede på 12.500 kroner, konstaterer Lars Borking.

Taler ikke systemets sprog

Når Ib oplevede situationen som uretfærdig, blev han rasende. På et tidspunkt flippede han ud, og sagde til en sagsbehandler, at "jeg har betalt skat før du fik hår på tissekonen". Det skriver hun så ned og lægger ind i hans sag, så alle kan se, hvor uhøfligt han opfører sig.

– Tænk hvis socialrådgiveren i stedet var taget forbi Ib hjemme hos ham selv, havde drukket en kop kaffe eller en øl sammen med ham, og talt med ham om, hvordan kommunen kunne hjælpe ham indenfor reglerne. I stedet bruger man absurd mange ressourcer på at skrive notater og diskutere med Ib over telefonen. Det eneste, der kommer ud af det er, at Ib bliver boende i det kondemnerede hus, og kommunen sender en indberetning afsted om, at her bor en 16-årig dreng i et sundhedsfarligt hus, fortæller Lars Borking.

Det endte ikke med en tvangsfjernelse af drengen, fordi Ib på egen hånd til sidst fandt en løsning. 

I forhold til Ib og i mange andre sager, oplevede Lars Borking, at de socialt udsatte mennesker ikke talte samme sprog som det system, de var afhængige af.

– Mange blev så frustrerede i deres møde med kommunen, at de havde svært ved at formulere deres egne interesser. Udsathed handler også om at være dårlig til at tale systemets sprog. Kan man ikke det, bliver man kørt over. 

Lars Borking efterlyser, at udsatte borgere i stedet mødes med forståelse og lydhørhed, og at der skabes en nærhed mellem sagsbehandler og den enkelte borger.