21 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Olieaftale cementerer Danmark som olieland: Nordsøolien skal flyde frem til 2050

Fortsat olie- og gasudvinding

Olieaftale cementerer Danmark som olieland: Nordsøolien skal flyde frem til 2050

Aftale om fremtidens olie- og gasudvinding i Nordsøen sætter en stopper for den 8. udbudsrunde. Men aftalen åbner samtidig op for, at de selskaber, der allerede er i Nordsøen, kan udvide deres aktiviteter og udvinde endnu mere olie og gas.

Totals Tyrafelt i Nordsøen. Den nye olieaftale sikrer, at Total kan fortsætte med at hive olie op af Nordsøen – og også udvide produktionen.
FOTO: Total
1 af 1

Den danske olieproduktion kan fortsætte til år 2050. Det er konsekvensen af den aftale om Nordsøens fremtid, som regeringen har indgået med Venstre, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, SF og De Konservative.

Dan Jørgensen sætter penge over vores fremtid. Det er vigtigt, at vi også begrænser den olieudvinding der er lagt op til inden 2050.
Sigrid Skou Hansen, FridaysForFuture

Den gode nyhed er, at der bliver sat en stopper for den 8. udbudsrunde, som den tidligere regering havde igangsat.

Men samtidig freder aftalen den nuværende olie- og gasproduktion i Nordsøen de næste 30 år. Og aftalen åbner endda op for, at der kan gives nye tilladelser til at efterforske og udvinde olie og gas frem mod 2050 til selskaber, der allerede er aktive i Nordsøen.

"Stop oliejagten i 2030"

Aftalen vækker vrede hos FridaysForFuture, der har stået bag de omfattende klimastrejker.

– Der er god grund til fortsat at strejke. Det kan godt være, at Dan Jørgensen har droppet 8. udbudsrunde, men når han ikke vil røre ved tidligere udbudsrunder, viser han igen, at han sætter penge over vores fremtid, siger Sigrid Skou Hansen fra FridaysForFuture.

– Det er vigtigt, at vi også begrænser den olieudvinding, der er lagt op til inden 2050. FN's Klimapanel har slået fast, at al ny olie, der udvindes, er for meget. Verdens lande har i forvejen planlagt et forbrug af fossile brændsler i 2030, der er dobbelt så stort, som det må være. Det regnskab bør Danmark ikke bidrage til. Derfor bør vi stoppe dansk oliejagt i Nordsøen i 2030, supplerer Jelva Illeris Schultz, også fra FridaysForFuture.

Hvis hele Danmarks olie- og naturgasreserve bliver indvundet og brugt som energikilde i Danmark eller udlandet, vil det betyde en global CO2-udledning på 500 millioner ton CO2. Det svarer til 15 gange Danmarks nuværende årlige udledning af CO2. Det fremgår af et faktaark om Nordsøolien, som Danmarks Statistik netop har udgivet.

Danmark er den største olieproducent i EU. Ifølge Energistyrelsen producerer Danmark cirka 83.000 tønder olie per dag og 21.000 olietøndeækvivalenter gas per dag.

Glæde hos olieindustrien

Aftalen vækker ikke overraskende glæde hos den franske energigigant Total, der er et af de største olie- og gasfirmaer i Nordsøen. Total er især glade for, at man fortsat kan lede efter ny olie.

– Det væsentlige er, at aftalen muliggør, at det tilbageværende potentiale kan realiseres ved brug af den eksisterende infrastruktur i Nordsøen gennem minirunder og nabobloktilladelser. Vi er fortsat fokuseret på at udvikle vores nuværende licenser i den danske Nordsø, hvor genopbygningen af Tyra er vigtig for at realisere nye udviklingsprojekter, og for vores arbejde med at reducere udledningerne fra vores danske operation, siger Ole Hansen, der er ansvarlig for udvikling af Totals danske Nordsø-aktiviteter.

Aftalen om Nordsøen slår blandt andet fast, at der skal sikres "stabile, pålidelige og forudsigelige muligheder og vilkår" for olie- og gasselskaberne i Nordsøen.

Aftalen slår fast, at der nu er sikret "bred parlamentarisk forankring og dermed stabilitet i tiden frem mod 2050. Sammenlignet med en potentiel usikker fremtid og den uklare situation, der har været for olie- og gassektoren de seneste år, skaber denne afklaring relativt set en forbedring af vilkårene for selskaberne frem mod 2050. Lange investeringshorisonter og brede politiske forlig er fundamentet for Danmarks position som attraktivt investeringsland".

Også i resten af olie- og gasindustrien vækker aftalen glæde.

– Med aftalen er der fortsat mulighed for at udnytte efterforskningspotentialet og den infrastruktur, der er i Nordsøen – også til fremtidige formål, siger administrerende direktør i olie- og gasindustriens lobbyorganisation, Olie Gas Danmark, Martin Næsby.

Han fortsætter:

– Vi er tilfredse med, at den brede politiske aftale skaber stabile og klare rammevilkår de kommende årtier, da det er helt afgørende for investeringerne i Nordsøen. Vi har brug for olie og gas i Danmark og globalt i de kommende årtier. Nordsøen betyder fortsat dansk forsyningssikkerhed, arbejdspladser, skatteindtægter – og ikke mindst muligheden for at sætte Danmark i front på CCS (CO2-lagring, red.). 

Penge til CO2-lagring

Aftalen afsætter 200 millioner kroner til at forske i og forberede ny teknologi, der skal lagre CO2 i de gamle, udtjente oliefelter. 

Miljøorganisationer som Danmarks Naturfredningsforening, NOAH og Greenpeace kritiserer lagring af CO2 som en falsk løsning og et teknologisk fix. Argumentet lyder, at det er en højst usikker og dyr teknologi. I stedet bør Folketinget investere i sikre, kendte løsninger, der nedbringer CO2-udslippet, mener klima- og miljøorganisationerne.

>> LÆS OGSÅ: Cementgigant får millioner til at lagre CO2

Total glæder sig over de nye forretningsmuligheder for at lagre CO2.

– Som et bredt energiselskab er Total allerede engageret i CCS-projekter blandt andet i Norge, og ser også på muligheden for at bidrage med vores globale CCS-kompetencer i Danmark, forklarer Ole Hansen fra Total.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. dec. 2020 - 15:48   10. dec. 2020 - 15:58

Klima

ml@arbejderen.dk