Folketingets forsvarsudvalg skal i dag diskutere FN's Torturkonvention i forhold til operation Green Desert i 2004.
Men det var ikke kun folkeretten og de internationale konventioner, der blev brudt, da danske soldater i november 2004 undlod at gribe ind overfor overgreb mod irakiske fanger. Også Forsvarets egne retningslinjer for den danske krigsdeltagelse i Irak siger tydeligt, at soldaterne havde pligt til at gribe ind.
Tommelfingerregler
Der var en række forskellige regler og direktiver, der var gældende for de danske soldater i Irak og under operation Green Desert. Mest centralt står de almindelige regler for operationer udført af den danske bataljon i Irak (DANBN/IRAQ), som er sammenfattet i dokumentet SOP/OPS (Standard Operating Procedure/Operations, red.) fra marts 2004.
Her kan man blandt andet finde "Soldatens Kort" og "Førerens Kort", der en række tommelfingerregler for henholdsvis menige soldater og officerer. Af Soldatens Kort fremgår det under punktet "Generelle regler", at danske soldater i Irak har pligt til at overholde krigens love, at de skal behandle alle tilbageholdte og krigsfanger med respekt og værdighed og ikke mindst, at de skal søge "at forhindre og rapporte om enhver overtrædelse af krigens love".
Det er altså en del af de helt almindelige tommelfingerregler, som danske soldater - såvel som officerer - tager med på mission, at de skal forhindre overtrædelser af krigens love og dermed også overgreb på fanger.
Men SOP/OPS er ikke det eneste sæt af regler, der var gældende for de danske soldater under operation Green Desert.
Øjeblikkelig rapport
I Forsvarskommandoens direktiv for det danske kontingent i Irak, som er underskrevet af Chef for Operations- og Driftsstaben, Generalmajor H.R. Dam og danner grundlaget for hele tilstedeværelsen i Irak, står der direkte, at de internationale styrker (MNF), som Danmark var en del af, skal "respektere international ret, herunder forpligtelserne i international humanitær folkeret".
Imidlertid var det irakiske politistyker, der tog fangerne og ikke danskere eller medlemmer af MNF. Men i samme dokument står der under punkt 2.2. om kommandoforhold, at i situationer hvor man gennemfører koordinerede operationer med de irakiske styrker, har de danske soldater pligt til at føre tilsyn med irakerne og rapportere til de irakiske myndigheder om ulovlige handlinger - også i situationer, hvor de irakiske styrker ikke er under dansk kommando.
Dansk militært personel, der måtte være vidne til overgreb mod tilbageholdte samt andre overtrædelser af krigens folkeret skal øjeblikkeligt rapportere herom til Forsvarskommandoen, der umiddelbart orienterer Forsvarsministeriet.
Forsvarskommandoens direktiv for DANCON/IRAK, pkt. 10.4.3.
Og det er ikke kun de irakiske myndigheder, der skal have besked om ulovligheder og overgreb. Også de den danske forsvarskommando skal have øjeblikkeligt besked. I direktivets punkt 10.4.3. om rapportering hedder det, at dansk militært personel, der er vidner til overgreb mod tilbageholdte og "andre overtrædelser af kriges folkeret" øjeblikketligt skal rapporetere til Forsvarskommandoen - og at Forsvarskommandoen efterfølgende skal orientere Forsvarsministeriet.
IV Genèvekonvention gjaldt også
I sagen om de 23 irakere, der blev taget til fange under Green Desert, og som siden har sagsøgt Forsvarsministeriet for medansvar for tortur, har Kammeradvokaten flere gange påberåbt sig, at blandt andre Genèvekonventionerne ikke var gældende.
Men i de interne retningslinjer for DANCON/IRAK står der klart og tydeligt, at Genèvekonventionen skal overholdes af de danske soldater.
I Forsvarskommandoens "Direktiv for magtanvendelse for DANCON IRAK" af 25. august 2004, som er et bilag til Forsvarskommandoens direktiv om de juridiske aspektver af Danmarks tilstedeværelse i Irak, står der blandt andet, at de danske styrker er forpligtet af "dele af dansk lovgivning, herunder danske folkeretlige forpligtelser" (side 1).
Men det gøres også klart, at danskerne er forpligtet af Genèvekonventionen. I punkt syv om gældende ret hedder det, at IV Genèvekonvention "ikke finder anvendelse på operationerne". Det skyldes, at konventionen kun er gældende mellem soldater fra krigsførende nationer, mens de irakiske oprørere ikke regnes som nationale soldater men "kombattanter".
Imidlertid gøres det efterfølgende utvetydigt klart, at konventionen stadig gælder: "det (skal) desuagtet indskærpes, at principper og standarder fra denne (IV Genèvekonvention, red.) skal anvendes af DANCON IRAK som mindstekrav".
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278