19 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Postkassefirmaer fører til øget social dumping

LO advarer mod nyt EU-direktiv

Postkassefirmaer fører til øget social dumping

Den 28. januar vil EU-parlamentets magtfulde retsudvalg tage stilling til et lovforslag fra EU-kommissionen, som vil åbne for en strøm af online-registrerede postkasse-selskaber, der kan operere på tværs af grænserne. Fagbevægelsen frygter øget social dumping

EU-direktivet om enkeltmandsselskaber vil åbne for yderligere skattesnyd og social dumping, mener Arne Grevsen, næstformand i LO.
FOTO: Joshua Gross
1 af 1

Den 28. januar vil EU-parlamentets retsudvalg tage stilling til et lovforslag fra EU-kommissionen, som skal gøre det muligt for såvel enkeltpersoner som multinationale selskaber at oprette et datterselskab i Danmark med en ansvarlig kapital på kun én krone.

Adgang til en online-registrering af datterselskaber med en kapital på kun én krone er en åben invitation til skattesnyd og social dumping.
Arne Grevsen, næstformand, LO

Ifølge forslaget skal virksomhederne kunne oprette datterselskaberne, kaldet SUP-selskaber eller "enkeltmandsselskaber med begrænset ansvar", via internettet uden at sætte fod på dansk jord. Det sker angiveligt for at hjælpe EU's små og mellemstore virksomheder til at etablere sig i andre EU-lande og operere på tværs af grænserne.

Organisationen for disse virksomheder, UEAPME, afviser dog, at de har brug for et sådant direktiv, der ifølge organisationen bedst kan bruges af multinationale selskaber – til skatteunddragelse

Både den tidligere og den nuværende regering støtter direktivforslaget, som der allerede er indgået et kompromis om blandt EU-landenes fagministre.

Fagbevægelsen advarer

Fagbevægelsen, både herhjemme og i de øvrige EU-lande, advarer mod SUP-direktivet, fordi de mange postkassefimaer vil føre til øget skattesnyd og øget social dumping.

LO og FTF sendte allerede sidste år et brev til Folketingets Europaudvalg, hvor de to hovedorganisationer advarede kraftigt imod direktivforslaget og anbefalede, at udvalget gav den daværende SR-regering mandat til at stemme imod direktivet. Men kun Dansk Folkeparti ytrede sig imod regeringens ønske om et ja-mandat.

Selv om ministerrådets kompromistekst ifølge LO rummer visse forbedringer, kan LO dog stadig ikke støtte direktivforslaget, forklarer Arne Grevsen, næstformand i LO.

– Det er da positivt, at kompromisteksten nu udtrykkeligt slår fast, at arbejdstagerrettigheder, medarbejderrepræsentation og lignende i SUP-selskaber bliver et rent nationalt anliggende. Men det ændrer ikke ved vores grundlæggende kritik af direktivforslaget. Det, at der er adgang til en online-registrering af datterselskaber med en kapital på kun én krone, er en åben invitation til skattesnyd og social dumping. Vi har i det hele taget svært ved at se formålet med dette direktiv, siger Arne Grevsen til Arbejderen.

Direktivforslaget er dog stødt på problemer i EU-parlamentet. Parlamentets beskæftigelses- og socialudvalg har direkte indstillet, at EU-parlamentet forkaster forslaget. En afstemning den 28. januar i EU-parlamentets magtfulde retsudvalg vil give et vigtigt fingerpeg for, om parlamentet vil vedtage eller forkaste direktivforslaget. 

Arne Grevsen tror dog ikke på, at EU-parlamentet i sidste ende vil nedstemme forslaget og dermed sende det tilbage i hovedet på EU-kommissionen.

– Men vi vil i LO bruge vores indflydelse for at Europaparlamentet får ændret i direktivforslaget, så det i sin endelige udformning ikke bliver et redskab til snyd og social dumping, siger han.

Opfordrer til forkastelse

Hos den europæiske fagbevægelse er holdningen dog generelt, at direktivforslaget skal tages helt af bordet. Faglige sammenslutninger på europæisk plan har sendt et fælles brev med denne opfordring til medlemmerne af EU-parlamentets retsudvalg, der netop nu har forslaget til behandling, og som har en afgørende indflydelse på udfaldet af afstemningen i EU-parlamentet.

"Det foreslåede direktiv rummer så mange faldgruber og yderst problematiske spørgsmål, at vi stærkt anbefaler at afvise det nuværende lovforslag. Når alt kommer til alt, kan EU-kommissionen altid genfremsætte et ændret forslag, som forhåbentlig vil rumme overvejelser angående de sociale hensyn, som totalt mangler i det nuværende forslag," skriver organisationerne.

Når EU-kommissionen angiveligt vil bekæmpe social dumping og alle former for socialt og skattemæssigt snyd og bedrag, så "er der ingen plads til et lovforslag, som modsiger dette mål, og som reelt fremmer social og skattemæssig dumping," hedder det i brevet.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. jan. 2015 - 10:58   21. jan. 2016 - 12:06

Social dumping

he@arbejderen.dk
SUP-direktivet
  • Direktivet om enkeltmandsselskaber med begrænset ansvar forpligter EU-landene til at indføje denne type selskaber i deres selskabslovgivning, med visse harmoniserede vedtægtskrav til stiftelse og drift. Formålet er at det skal være nemmere for virksomheder i EU at oprette datterselskaber i alle EU-lande.

  • Direktivet kaldes også SUP-direktivet efter forkortelsen af det latinske begreb Societas Unius Personae, der direkte oversat betyder enkeltpersonsselskab, altså et selskab med kun én ejer.

  • Ejeren hæfter kun for den indbetalte kapital, der ifølge direktivet kan være så lavt som én euro, eller for ikke-eurolande den tilsvarende enhed i den nationale valuta - altså én krone i Danmark.