06 Jul 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Private boligudlejere scorer kassen

Spekulation i studieboliger

Private boligudlejere scorer kassen

Ved studiestart er der mangel på boliger, der er til at betale for de unge. Det udnytter private udlejere og investorer til at skrue huslejerne i vejret.

Der mangler 22.000 studieboliger til de mange, der snart starter på en uddannelse. Det tjener private investorer og udlejere mange penge på.
FOTO: SUF
1 af 1

I disse dage strømmer medierne over med artikler om unge studerende, der har svært ved at skaffe sig en bolig i en af de store studiebyer, hvor boligpriserne – og dermed også huslejerne – da også slår nye rekorder.

Ifølge Dansk Byggeri er der en akut mangel på 22.000 studieboliger. Manglen gør spekulation i studieboliger til en god forretning.

Boligmanglen bliver brugt af private udlejere til at presse huslejen i vejret. Mens en almen studiebolig på 35 kvadratmeter i gennemsnit koster 2800 kroner om måneden i leje i København, ligger den tilsvarende husleje for en privat studiebolig i samme størrelse på 4500-5000 kroner. Det er dog ikke ualmindeligt, at mindre værelser i privatejendomme, for eksempel et værelse på kun 14 kvadratmeter, kan koste op mod 5000 kroner om måneden i husleje.

Selv om der bliver bygget en del almene boliger, er langt de fleste familieboliger til en husleje, som unge med deltidsjob eller SU ikke har råd til at leje. Ifølge Dansk Byggeri er der i dag 400 færre små boliger under 74 kvadratmeter i København end i 2010.

I Århus er der til gengæld i samme periode kommet 4350 flere boliger i denne størrelse i Århus. Det har dog ikke forhindret boligpriserne i at stige i begge byer.

>>LÆS OGSÅ: Unges udgifter til bolig eksploderer

Ifølge Dansk Byggeri er der en akut mangel på 22.000 studieboliger. Manglen gør spekulation i studieboliger til en god forretning, som det blandt andet fremgår af flere annoncer, hvor driftige forretningsfolk står bag investeringer i studieboliger – herunder også såkaldte forældrekøb.

Vil stoppe skattefidus

Et flertal i folketinget bakker op om et forslag fra de Radikale om at afskaffe nogle af skattefordelene ved forældrekøb. Det skulle kunne indbringe statskassen 285 millioner kroner årligt. Pengene skal bruges over en fireårig periode til at medfinansiere 20.000 ungdomsboliger i København og Århus, hvor manglen på studieboliger er størst.

Det vil dog næppe sætte en stopper for forældrekøb, som er med til at presse prisen på små lejligheder op i studiebyerne, vurderer Curt Liliegreen, direktør i boligøkonomisk videnscenter.

– Forældre vil stadig kunne købe lejligheder og udleje dem til deres børn. Det bliver bare mindre fordelagtigt. Men der er intet, der forhindrer det i fortsat at ske, siger Curt Liliegreen til dr.dk.

– Det kan måske i mindre grad bremse prisstigningerne på de mindre lejligheder, men der skal meget mere til for at fjerne prispresset. Det er langt vigtigere at få bygget nogle nye boliger, understreger Curt Liliegreen.

Unge i containere

Et folketingsflertal har allerede ændret planloven, så det er muligt at opføre midlertidige containerboliger til studerende. Det benytter en del firmaer som CPH Containers sig af til at opstille boligcontainere på ubebyggede kommunale arealer i København.

På Refshaleøen i København har CPH Containers opført 84 midlertidige studieboliger med plads til 164 studerende. Over 2000 har søgt dem, selv om de 20 kvadratmeter koster næsten 4000 kroner om måneden i husleje. Yderligere 72 flydende etværelseslejligheder, der ligger til kaj ud for Refshaleøen, er netop taget i brug.

Firmaet har planer om at opføre i alt 2000 containerboliger. Det ændrer dog ikke ved, at der ved årets studiestart stadig vil mange 8400 studieboliger i København.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. aug. 2018 - 16:54   13. aug. 2018 - 14:44

Studieboliger

he@arbejderen.dk