Når fagforbundet Prosa skal argumentere for, hvorfor de vil stemme nej til EU's Patentdomstol, er det vigtigste argument, frygten for at Danmark vil blive invaderet af softwarepatienter.
Mange ideer til software er opstået ved at bygge videre på eksisterende viden.
I Danmark er det nemlig i dag forbudt at tage patent på software.
Den danske patentlovs paragraf 1 stykke 2 slår fast, at "programmer for datamaskiner" ikke er opfindelser - og derfor kan der ikke tages patent på software herhjemme.
Software er et program, der bliver installeret på eksempelvis en computer eller en telefon. Et softwarepatent er en eneret til at forhindre andre i at benytte en given ide - medmindre de betaler for den.
Mange ideer til software er opstået ved at bygge videre på eksisterende viden. Det gælder eksempelvis weblinks, datakomprimering, stavekontrol, tekstbehandling, regneark, web-søgemaskiner og IP-telefoni.
Godkender softwarepatenter
EU har i dag en patentorganisation (EPO), der udsteder patenter.
EU's Patentorganisation har en snæver definition af, hvad der er software. Det betyder, at EPO i praksis udsteder software-patenter, selvom det formelt kaldes noget andet ("computer-implementerede opfindelser"). EPO har således godkendt over 50.000 softwarepatenter.
Eksempelvis er ideen om faneblade, som vi kender dem fra toppen af en hjemmeside blevet godkendt som et patent. Det samme er stavekontrol af sammensatte ord og fortryd-knappen i et tekstprogram og en progresbar, der viser, at computeren tænker.
Patenterne er dog ikke godkendt i Danmark. I dag sørger den danske Patent-og Varemærkestyrelse for at håndhæve den danske patentlovgivning - der forbyder softwarepatenter.
Hvis Danmark tilslutter sig EU's Patentdomstol frygter flere kritikere, at det vil betyde, at domstolen vil følge EU-Patentkontorets afgørelser af, hvad der kan tages patent på. Og den nye, overnationale EU-Patentdomstol vil få magt til at håndhæve EPO-patenterne.
Prosa vurderer, at det kan føre til en eksplosion i antallet af software-patenter.
Patent-trolden kommer
Erfaringerne fra USA skræmmer også, mener Prosa. Her har et advokatfirma taget patent på ideen om at lave scan-to-email. Altså at scanne et dokument ind og sende det til en email. Noget der gøres tusinder gange om dagen i Danmark. Advokatfirmaet har efter patentets udstedelse krævet 1000 dollar per ansat fra små firmaer, som advokaterne formoder bruger scan-to-email-funktionen.
Og i USA har internet-handelsfirmaet Amazon fået licens på en web-indkøbskurv, og har opkrævet licensafgifter fra andre netbutikker, der har brugt indkøbskurven.
I kølvandet på de mange patenter er der ligefrem opstået begrebet "Patent-trolde".
En "Patent-trold" er en virksomhed, der opkøber patenter og lever af at sagsøge virksomheder for at krænke deres patenter. Ifølge en undersøgelse fra Boston University måtte amerikanske firmaer i 2011 betale cirka 29 milliarder dollar til udgifter til retssager, hvor den ene part var en patenttrold.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278