En stor gruppe af de syge og handicappede, der tidligere ville have fået førtidspension, må nu i årevis leve af en ydelse, der er så lav, at de har problemer med at få råd til husleje og mad, fortæller en række patientforeninger og handicaporganisationer til Arbejderen.

Disse mennesker kommer typisk i den ene arbejdsprøvning efter den anden eller sendes ud i de såkaldte ressourceforløb med henblik på at udvikle selv den mindste form for arbejdsevne. Imens skal de leve af kontanthjælp eller ressourceforløbsydelsen, der svarer til kontanthjælp.

Hvis du ikke ved, hvad du skal leve af, kan det forværre sygdommen.
Knud Kristensen, formand SIND

For en enlig betyder det en indtægt på 10.968 kroner før skat om måneden, mens en forældre får 14.575 før skat.

– Mange har i rigtig lang tid ikke et ordentligt forsørgelsesgrundlag. Det er et tungt og indgribende problem oven i kampen mod sygdom, siger Mette Bryde Lind, direktør for Gigtforeningen.

– Mange af vores medlemmer har børn og økonomiske forpligtigelser. Det går ud over hele familien, når der er økonomiske problemer. Vi ser, at en del af de her par ender med at blive skilt, tilføjer hun.

Frygt blev til virkelighed

De lave ydelser var et af de problemer, der blev rejst op til vedtagelsen af førtidspensionsreformen i december 2012. Og frygten er blevet til virkelighed, mener de patientforeninger, Arbejderen har talt med. Meget syge og udsatte mennesker må leve i årevis på det, der oprindelig var tænkt som en midlertidig ydelse.

Den meget lave indtægt kan være med til at forværre en psykisk lidelse, fortæller Knud Kristensen, formand for SIND. 

– Hvis du ikke ved, hvad du skal leve af, eller om du kan betale huslejen, er det med til at stresse dig og kan forværre sygdommen, siger Knud Kristensen.

Mange kronisk syge og handicappede har store ekstra udgifter til for eksempel medicin og behandling, som yderligere belaster økonomien.

– Mange af vores medlemmer må selv betale for træningsforløb, der er afgørende for deres sygdom. Det kan for eksempel være rygskole hos en privatpraktiserende fysioterapeut. Den slags er der ikke råd til på de lave ydelser, siger Mette Bryde Lind fra Gigtforeningen.

Det er også et problem, at mange mennesker med handicap og sygdom har særligt høje huslejer. Det gælder blandt andet psykisk udviklingshæmmede, der typisk får tilbudt en bolig i et bofællesskab eller en større institution.

– Her er det almindeligt, at huslejen ligger på mellem 7000 og 8000 kroner om måneden. Det har de unge på de her lave ydelser ikke råd til. I nogle tilfælde går forældrene ind og betaler huslejen, i andre tilfælde er den unge forhindret i at flytte hjemmefra. De kan simpelthen ikke forsørge sig selv, siger Sytter Kristensen, formand for foreningen LEV, der organiserer udviklingshæmmede og deres pårørende.

Udviklingshæmmede hårdt ramt

Foreningen har oplevet et styrtdyk i antallet af nye førtidspensioner til udviklingshæmmede. 

– Før reformen fik omkring 600 udviklingshæmmede hvert år bevilget førtidspension. I dag er tallet nede på 200, oplyser Sytter Kristensen.

Hun er rystet over, at så mange af foreningens medlemmer bliver nægtet førtidspension på trods af et meget udtalt handicap. 

– Selv mennesker, der ikke selv kan gå på toilettet og kun kan sige ja eller nej, kan blive sendt ud i arbejdsprøvning, siger Sytter Kristensen.

Hun har oplevet et tilfælde, hvor en sagsbehandler sagde til en kvinde med Downs Syndron, der er en medfødt kromosomfejl, at hun ikke var berettiget til førtidspension, fordi det kunne jo være, at hun blev rask igen. 

På landsplan er antallet af nytilkendte førtidspensionister faldet fra 14.450 i 2012, året før reformen trådte i kraft, til 6912 i 2015, viser tal fra Ankestyrelsen. 

Alle de organisationer, Arbejderen har talt med, understreger, at deres medlemmer hellere vil arbejde end være på førtidspension.

– Arbejde betyder så meget for ens identitet. Men problemet er, at mange kommuner kun har fokus på at presse folk ud på arbejdsmarkedet, selvom de er så syge, at de ikke kan klare det, siger SIND's formand Knud Kristensen.

– Jeg har ikke mødt nogen med muskelsvind, der ikke vil bidrage til samfundet. Det er et problem med den tankegang, der ligger bag hele reformen, at de her mennesker skal presses og piskes for at få dem til at arbejde, siger Thomas Krog, handicappolitisk konsulent i Muskelsvindfonden.

Sygdommen forværres

Han har konkret oplevet, hvordan unge med muskelsvind bliver psykisk og fysisk nedbrudt af at blive trukket igennem diverse arbejdsprøvninger i stedet for at få lov til at lave noget, de magter. 

Gigtforeningen oplever medlemmer, der bliver mere syge og får depressioner af at blive trukket igennem den ene arbejdsprøvning efter den anden.

I Alzheimerforeningen ser man også eksempler på, at yngre demente presses ud i skadelige arbejdsprøvninger.

– Det er vi meget bekymrede over. Det er meget belastende og kan forværre sygdommen, siger Nis Peter Nissen, direktør i Alzheimerforeningen.

Med vedtagelse af reformen blev det besluttet, at den skal evalueres i 2017.