– Nu skal vi holde fast. Derfor fortsætter vi med at stramme vilkårene for dem, vi lukker ind.
Således lød det fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i hans tale til Folketingets åbning sidste uge, hvor han fastslog, at regeringens "pejlemærke er en realistisk og konsekvent udlændingepolitik".
Helt konkret er der i regeringens udspil, "Styr på flygtningestrømmen", som indgår i 2025-planen, lagt op til 44 nye stramninger på asyl- og udlændingeområdet.
Forslaget om et nyt beskæftigelseskrav vil betyde, at nogle mennesker aldrig slipper væk fra den meget lave, fattigdomsskabende integrationsydelse.
Pernille Skipper, Enhedslisten
Det skal være sværere at få ophold i Danmark: Opholdstilladelse gives først efter otte års lovligt ophold i Danmark – i dag er det det seks år. Og fremover må en udlænding ikke have modtaget offentlig støtte i fire år før ansøgning om permanent opholdstilladelse.
Udvider beskæftigelseskrav
Det skal også være sværere for flygtninge at gå fra den lave integrationsydelse – halvdelen af kontanthjælpen – til almindelig uddannelses- eller kontanthjælp.
I dag kræver det, at flygtninge har opholdt sig i Danmark i syv år ud af de seneste otte år for at få kontanthjælp. Fremover skal de samtidig have haft fuldtidsarbejde i mindst to og et halvt år inden for samme periode.
– Forslaget om et nyt beskæftigelseskrav for borgere på integrationsydelse vil betyde, at nogle mennesker i Danmark aldrig slipper væk fra den meget lave, fattigdomsskabende integrationsydelse, siger Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, til Altinget og tilføjer:
– Samtidig vil regeringen stramme optjeningskravet for børnefamilieydelser, så nyankomne børnefamilier med flygtningebaggrund kommer til at leve i dyb fattigdom og uden for samfundet i mange år. Alt sammen til skade for integrationen.
Færre skal have asyl
Første punkt på regeringens ønskeliste over udlændinge- og asylstramninger er at indføre en såkaldt "nødbremse" i udlændingeloven, så Danmark kan afvise asylansøgere ved grænsen i en krisesituation.
Regeringen vil dog kun trække nødbremsen efter konsultationer med nabolandene - især Tyskland - samt EU-Kommissionen.
I det hele taget skal færre have asyl. Derfor skal mindreårige uledsagede flygtningebørn sendes tilbage til hjemlandet, hvor regeringen ønsker at oprette såkaldte omsorgscentre.
Regeringen vil også sætte ind over for det såkaldte utryghedsskabende tiggeri. Og lejre på offentlige områder skal kriminaliseres.
Tiggeri er allerede ulovligt i Danmark, men en tigger kan først straffes, hvis vedkommende allerede har fået en advarsel af politiet.
Ifølge regeringen skal det ikke længere være et krav, at politiet først har givet tiggeren en advarsel. Straffen for tiggeri skal fordobles og gøres ubetinget:
"Hvilket betyder, at udgangspunktet vil blive 14 dages ubetinget fængsel i førstegangstilfælde", fremgår det af udspillet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278