Klimaminister Dan Jørgensen var begejstret, da han onsdag præsenterede en samarbejdsaftale mellem regeringen og cementfabrikken Aalborg Portland, der er landets største enkeltudleder af CO2.

Aftalen er baseret på et reduktionsmål, som Aalborg Portland selv har sat for lang tid siden.
Lars Køhler, Rådet for Grøn Omstilling

Aftalen betyder, at Aalborg Portland skal reducere sin CO2-udledning med mindst 660.000 tons inden 2030. Det svarer til at fjerne en kvart million biler fra vejene i Danmark, erklærer Dan Jørgensen.

– Aalborg Portland viser her et markant samfundsansvar. Det er fantastisk positivt. Verden får også brug for cement i fremtiden. Løsningen er derfor ikke – som nogle måske ønsker sig – at gøre livet så surt som muligt for virksomheder som Aalborg Portland, så de flytter deres produktion til andre lande. Det handler tværtimod om at gøre produktionen grøn og beholde den her i Danmark, siger klimaministeren.

Begejstring er det til gengæld svært at finde hos Rådet for Grøn Omstilling, der retter en skarp kritik af samarbejdsaftalen. 

Ingen sanktioner

Rådet er blandt andet utilfreds med, at aftalen ikke indeholder bindende mål eller sanktioner ved manglende opfyldelse.

– Det er ikke nogen hemmelighed, at vi har brug for alle de reduktioner, vi kan komme i nærheden af. Ikke mindst fra virksomhederne. Men når aftalen for det første er baseret på et reduktionsmål, som Aalborg Portland selv har sat for lang tid siden, og dernæst ikke indeholder noget konkret om det nye samarbejde, så er der altså ikke meget at juble over. Og det ærgrer mig. For vi har virkelig brug for noget at juble over, siger Lars Køhler, seniorrådgiver for Byggeri og Klima i Rådet for Grøn Omstilling.

Han er også bekymret over, at regeringen ser aftalen som en skabelon for fremtidige aftaler med andre virksomheder.

– Det er et problem, hvis regeringen stadig har en idé om, at frivillige aftaler er løsningen, og kan danne model for ”vejen frem”. Vi har 30 års konkret erfaring, der tydeligt viser, at frivillighed ikke er nok. Nu bliver regeringen nødt til at stille klare krav til den nødvendige regulering, siger Lars Køhler.

– Frivillighed og privat engagement er uhyre vigtigt, men det må aldrig danne skole for den grønne omstilling. Vi har brug for statslig styring og sikring af de nødvendige reduktioner. Og det får vi ikke ved at krydse fingre og håbe på handling, tilføjer han.

Rådet er bekymret for, at aftalen med Aalborg Portland vil stå i vejen for indførelse af en CO2-afgift og anden nødvendig regulering.

Lars Køhler fremhæver også, at der er brug for at mindske brug af byggematerialer, der har en stor klimapåvirkning som for eksempel beton, der på verdensplan udgør otte procent af de samlede CO2-udledninger.

– Det kan vi gøre ved for eksempel at udskifte betonen med træ i vores bygninger og bærende konstruktioner, siger han og fortsætter:

– Vi ved nu, at klimapåvirkningen ved byggeriets materialer, den såkaldte indlejrede CO2, ved nybyggeri faktisk er markant større end driftsenergien over bygningens samlede levetid. Derfor kommer politikerne ikke udenom at indføre skarpe CO2 krav til vores nybyggeri. Krav som branchen selv har bedt om, og som det kun kan gå for langsomt med at få indført i bygningsreglementet.

Kritik fra små virksomheder

Også organisationen SMVdanmark, der repræsenterer omkring 18.000 små og mellemstore virksomheder, er meget kritisk overfor samarbejdsaftalen. De ser det som en favorisering og særbehandling af en stor virksomhed.

– Med denne aftale skal landets største udleder af CO2 kun reducere med 30 procent, mens resten af samfundet nu skal reducere mere end 70 procent for at modsvare den rabat, Aalborg Portland har fået. Aalborg Portland bliver reddet, men det kommer til at gå ud over konkurrenceevne og arbejdspladser andre steder i samfundet, siger Mia Amalie Holstein, cheføkonom i SMVdanmark.

– Aalborg Portland står sammen med landbruget for op imod 60 procent af CO2-udledningen i 2030. Når man giver store virksomheder lov til at slippe billigere, ender regningen på 26 milliarder kroner for det første med at blive større, end den ellers ville, og for det andet ender regningen hos alle andre i samfundet. Forbrugerne og de mindre virksomheder må derfor til lommerne. Det er ikke rimeligt, tilføjer hun.