Den 3. december skal vi stemme om, hvorvidt det danske retsforbehold skal bevares eller afskaffes.

Ifølge ja-politikerne handler afstemningen om et ja eller nej til en såkaldt tilvalgsordning. Men hvis vi stemmer ja, stemmer vi i princippet ja til hele pakken: Så er der fri bane for, at et flertal i Folketinget kan tilslutte Danmark til mere og mere af EU's retspolitik.

Hvis vi stemmer ja, er der fri bane for, at et flertal i Folketinget kan tilslutte Danmark til mere og mere af EU's retspolitik.

Det er et af de områder i EU, hvor udviklingen er gået stærkt de senere år. EU har allerede vedtaget ikke mindre end 896 retsakter (direktiver, forordninger, aftaler, osv.), og ifølge EU-oplysningen er 155 nye retsakter ved at blive vedtaget. Hele formålet er, at EU skal være ét retsområde med såkaldt "frihed, sikkerhed og retfærdighed". 

EU's retspolitiske samarbejde omfatter fem områder: asyl og indvandring, grænsekontrol og visum, strafferet, politi og terrobekæmpelse samt civilret.

Med vedtagelsen af Lissabon-traktaten i 2009 gik det retspolitiske samarbejdet fra at være mellemstatsligt til at være overstatsligt. Det betyder, at beslutninger træffes med flertalsafgørelser, hvor de enkelte lande tidligere har haft vetoret. Det danske retsforbehold har indtil nu blokeret for, at Danmark kan deltage i overstatslige beslutninger. 

Skal strafferetten bestemmes i Bruxelles?

En central del af EU's retspolitik er at få en fælles strafferet på skinner, så EU's borgere kan blive dømt for forbrydelser, som EU har defineret og fastsat minimumsstraffe for. 

Det kan imidlertid blive en kompliceret affære at finde fælles fodslag mellem 28 forskellige landes retssystemer.

Der er stor forskel på, hvad der er strafbart i de forskellige EU-lande, og hvor hårdt det straffes. Retssikkerheden for mistænkte og tiltalte er også forskellig. I Danmark fører et indbrud ofte til en bøde - mens det i Rumænien kan betyde flere års fængsel. Og i Belgien har en mistænkt ikke krav på, at der er en forsvarer til stede, når han bliver afhørt af politiet.

EU er godt klar over, at der er stor forskel på de 28 medlemslandes retssystemer. Derfor har EU opfundet begrebet "gensidig anerkendelse", der står helt centralt i opbygningen af en fælles retspolitik. Logikken er, at fordi samtlige EU-lande har underskrevet Den Europæiske Menneskeretskonvention, kan vi trygt stole på, at de andre lande behandler mistænkte ordentligt, og at tiltalte får en retfærdig rettergang. 

Men selvom samtlige EU-lande har underskrevet menneskeretskonventionen, er det ikke ensbetydende med, at de overholder den. Eksempelvis har menneskeretsdomstolen flere gange dømt Italien for at have overtrådt retten til en retfærdig rettergang på grund af urimeligt lange retssager. Grækenland er flere gange blevet dømt for nedværdigende behandling af mistænkte romaer i politiets varetægt. Og Rumænien er flere gange blevet dømt for tortur og umenneskelig behandling i landets fængsler.

EU-anklager tager form

En anden del af retspolitikken er udviklingen af en fælles anklagemyndighed. EU har allerede besluttet at oprette Den Europæiske Anklagemyndighed. I første omgang skal EU's anklagemyndighed kun efterforske og føre sager om svindel med EU-midler. Men EU-forfatningen giver anklagemyndigheden ret til at udvide sine beføjelser til at beskæftige sig med alt, hvad der har med det vidtrækkende begreb "grov kriminalitet med en grænseoverskridende dimension" at gøre.

Den nye anklagemyndighed skal have ret til selvstændigt at kunne efterforske og føre straffesager - udenom de nationale politimyndigheder og anklagere. Anklagemyndigheden skal også kunne beslutte at ransage og aflytte mistænkte. Og medlemslandenes politi har pligt til aktivt at støtte EU-anklageren.

EU's Anklagemyndighed ventes at være fuld operationel med en stab af 235 ansatte i 2023.

EU-politi

EU har allerede i dag en fælles politienhed, Europol, der varetager det fælles politisamarbejde i EU.

Europol kan blandt andet registrere og udveksle oplysninger om mistænkte, dømte, demonstranter og mange andre grupper. Europol kan nedsætte fælles efterforskningshold og udføre fælles aktioner med organiseret kriminalitet. 

Europol har også ret til at indsamle og gemme oplysninger om EU-borgere og ikke EU-borgere og har adgang til flere forskellige registre, blandt andet SIS II og Europol Information System. Her kan Europol gemme dybt personlige oplysninger (blandt andet DNA og fingeraftryk) om mistænkte, dømte og 'potentielle fremtidige kriminelle'.

Fort Europa

EU's retspolitik handler også om flygtninge, asyl- og indvandrerpolitik. EU har afskaffet sine indre grænser - men udadtil opretholder man fortsat grænserne, og bevogter dem strengt med alle midler.

EU's overvågning starter allerede i Middelhavet og i de lande, der grænser op til EU. Dermed når flygtningene ofte ikke at sætte deres fødder på EU's terroritorium og dermed være berettigede til at søge asyl.

Det har fået flere flygtninge- og menneskeretsorganisationer til at advare om, at EU's asylpolitik er i strid med internationale konventioner, der slår fast, at flygtninge har ret til at søge asyl. Hvis flygtningene slet ikke når til EU, fordi de bliver opfanget allerede i Middelhavet og skubbet tilbage til deres hjemlande, mister flygtningene retten til at søge asyl.

EU har ikke en ensartet procedure for, hvordan asylansøgninger skal behandles. I stedet har EU besluttet, at flygtningene skal have deres asylansøgning behandlet i det første land, de ankommer til.

Alle asylansøgere i EU får taget fingeraftryk, som bliver gemt i Eurodac-databasen, der er et centralt element i EU's asylpolitik. På den måde kan EU automatisk afvise en flygtning, der først er blevet afvist af ét EU-land og forsøger at få asyl i et andet.