Et lækket dokument viser, at der er blevet holdt hemmelige møder mellem udvalgte byrådspolitikere og en kommunal chef i sagen om de planlagte skolelukninger i Randers.
Det er også kommet frem, at Socialdemokraterne fik papirer om skolelukningerne at se, længe inden de politiske modstandere af lukningerne fik adgang til dokumenterne.
De nye oplysninger, der er kommet frem, er chokerende!
Charlotte Broman Mølbæk, SF
Det er ellers blevet hårdnakket afvist af Randers Kommune, men nu indrømmer kommunaldirektør Hans Nikolaisen, at det er sket.
Beboerlisten og Vefærdslisten er rasende, både over hemmelighedskræmmeriet og forsøget på at dække over, hvad der er sket.
Krav om suspendering
De to lister mener, at der bør rulle hoveder i sagen, og kræver nu embedsmændene suspenderet, indtil der er gennemført en personalejuridisk undersøgelse.
- Det var jo de samme mennesker, som stod for hele kontakten med Statsforvaltningen. Derfor må de væk, så der kan komme personer til, som handler ansvarligt, siger Kim Kristensen byrådsmedlem for Beboerlisten.
- Det fremgår jo helt tydeligt af meddelelsen fra kommunaldirektør Hans Nikolaisen, at de har fejlinformeret ikke bare os, men også Statsforvaltningen, hvilket er direkte kriminelt, tilføjer han.
Statsforvaltningen har ansvaret for at føre tilsyn med landets kommuner.
Beboerlisten og Velfærdslisten kræver nu suspendering af kommunaldirektør Hans Nikolaisen, direktør for børn, skole og kultur Lars Keld Hansen samt skolechef Torben Bugge.
Forslaget om suspenderinger skal behandles på et byrådsmøde i dag. Her anmoder de to lister også borgmesteren om at komme med en redegørelse om hele sagen.
"Vi skal på det kraftigste opfordre borgmesteren til at drage omsorg for, at sandheden kommer for en dag, således at hverken borgerne, byrådet eller tilsynsmyndighederne igen fyldes med løgn", hedder det i et brev fra de to lister til borgmester Claus Omann Jensen (V).
Partier dropper støtte
Samtidig med afsløringen af de hemmelige møder svinder den politiske opbakning til skoleplanen, der betyder lukning af fem skoler.
I sidste uge trak Konservative støtten til skolestrukturændringen, og mandag blev det SF's tur til at gøre det samme.
- De nye oplysninger, der er kommet frem, er chokerende! Det er tydeligt, at der ikke har været åbenhed omkring processen. Både forvaltningen og Socialdemokraterne har været klar over, at der i det svar, der er sendt til Statsforvaltningen, var forkerte oplysninger. Det fremgår ikke af svaret til Statsforvaltningen, at der er blevet forevist materiale for den socialdemokratiske gruppe, siger Charlotte Broman Mølbæk, byrådsmedlem for SF i Randers.
Kun Venstre, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti støtter nu forslaget. Men de sidder til gengæld på 24 ud af i alt 31 pladser i byrådet.
Udover lukning af fem skoler vil skoleplanen fjerne over- og underbygningen på flere andre skoler.
Forældre, elever og lærere kritiserer planen for at resultere i lang skolevej for mange børn, meget store skoler og høje klassekvotienter.
Initiativet "Nej til skolelukninger" har gennemført en meget aktiv kamp mod skoleplanen.
Der er planlagt en halloween-aktion mod byrådsmødet i dag torsdag klokken 15.30 på Rådhustorvet, og den 17. oktober er der endnu engang indkaldt til demonstration.
>> LÆS MERE HER
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278