Selvom regeringen har trukket i land omkring det forhadte omprioriteringsbidrag, er der brug for at fortsætte kampen mod nedskæringer i velfærden, mener 600 københavnske tillidsfolk fra det offentlige område, der var samlet til stormøde på Amager i torsdags.
Vi skal finde mange millioner. Vi kommer til at tage afsked med mange kollegaer.
Charlotte von Mehren, FOA SOSU
Fra mødet var der massiv opbakning til Velfærdsalliancens aktionsdag den 15. september. Alle gik fra mødet med plakater og løbesedler til opsætning og uddeling på deres arbejdsplads.
Købehavns Kommune skal spare 300 millioner kroner til næste år. Halvdelen af beløbet på børne- og ungeområdet.
Det er langt mindre, end der var lagt op til med regeringens omprioriteringsbidrag, der ville have skåret en procent af serviceudgifterne i alle kommuner.
Massive protester pressede regeringen til at tilbageføre størstedelen af omprioriteringsbidraget til kommunerne i 2017 og helt afskaffe det fra 2018. Men i stedet kommer et såkaldt moderniserings- og effektiviseringsprogram fra 2018.
Det nytter at kæmpe
Det betyder, at kommunerne hvert år skal spare en milliard kroner i stedet for 2,4 milliard til omprioriteringsbidraget. Halvdelen af den sparede milliard kan regeringen bruge på områder, den ønsker at prioritere i hele den offentlige sektor. Den anden halve milliard bliver i kommunerne, men det skal aftales med regeringen, hvad pengene skal bruges til.
– Der er derfor udsigt til større kommunale nedskæringer i 2018 og 2019, hvor kommunalvalget også er overstået, sagde Jan Hoby, talsmand for Velfærdsalliancen, der arrangerede tillidsmandsmødet.
Han fremhævede i sin gennemgang af den aktuelle situation nødvendigheden af, at alle faggrupper står sammen i kampen mod de konstante nedskæringer i den offentlige sektor.
– Vi kan kun skabe forandring, hvis vi står sammen. Det nytter at kæmpe. Det så vi 12. maj, hvor vi samlede over 20.000 til demonstrationer i 74 kommuner og formåede at få fjernet omprioriteringsbidraget fra 2018 og begrænset effekten af det i 2017. Havde vi ikke gjort noget, var det ikke sket, sagde Jan Hoby.
Han ser Velfærdsalliancen som en landsdækkende bevægelse til forsvar for velfærden. En bevægelse der er vendt mod den såkaldte nødvendighedens politik, hvor det er en naturlov, at der konstant skal skæres ned i den offentlige sektor.
– Vi kæmper mod budgetloven, der sætter loft over kommunernes udgifter og straffer dem, der ikke overholder de snævre rammer. Vi skal arbejde for at budgetloven på sigt ophæves, erklærede Jan Hoby.
Optil aktionsdagen den 12. maj var der også tillidsmandsmøde i København. Dengang mødte over 1000 op. Så nogle tillidsfolk har slået sig til tåls med, at budgettet nu tegner mindre slemt end ventet.
Pressede ansatte
Men der er al mulig grund til at fortsætte protesterne og fastholde presset på politikerne, slog fire københavnske fagforeninger fast i oplæg på tillidsmandsmødet torsdag. De melder om medlemmer, der er presset til det yderste.
– Vi er pressede og skal nu finde mange millioner i København. Det bliver bestemt ikke nemt. Vi har allerede været meget igennem. Det fortsætter bare. Vi kommer til at tage afsked med mange flere kollegaer. Det er ikke nok at sige, at vi ikke kan løbe stærkere. Vi bliver nødt til at stå sammen, vi kan kun nå det, der er visiteret, vi kan ikke gøre alt det andet, vi gerne vil. Vi slår os selv ihjel på det her, sagde Charlotte von Mehren fra FOA SOSU.
Medlemmerne er hårdt pressede på deres faglighed. Bedre normeringer er helt afgørende.
Henriette Brockdorff, BUPL
Nye opgørelser viser, at i perioden 2007 til 2015 har ældreområdet i København mistet 15.500 kroner per ældre over 67 år. På daginstitutionsområdet er der mistet 11.700 kroner per 0-6-årige.
– Medlemmerne er hårdt pressede på deres faglighed. Der snakkes om vigtigheden af at uddanne folk til at blive bedre, men hvad hjælper det, når der tidsmæssigt ikke er mulighed for at gøre alt det, men kan. For os er bedre normeringer det helt afgørende, sagde Henriette Brockdorff fra BUPL til massive klapsalver fra salen.
Hun henviste til, hvad effektiviseringer gennem digitalisering kan betyde helt konkret. I Frederiksberg Kommune er politikerne kommet med forslag om at digitalisere den understøttende undervisning i skolerne. Der købes computere, to klasser slås sammen, og så kan en lærer eller pædagog holde øje med begge klasser samtidig.
Karla Kirkegaard fra HK satte fokus på de ekstra store nedskæringer på administrationen, som regeringen lægger op til. I kommuneaftalen er der et særligt krav om at kommunerne på landsplan skal spare 300 millioner kroner ekstra gennem effektiviseringer på administrationen i 2017. Hun understregede, at administration er meget andet end det bureaukrati, det ofte kædes sammen med.
– Der er sparet konstant på administrationen i København siden 1996. Nu er der ikke længere tale om effektiviseringer, men reelle besparelser, samtidig med at der hele tiden laves lovgivning, der kræver mere administration. Når man sparer på administration må andre faggrupper overtage arbejde, som de ikke er uddannet til, sagde Karla Kirkegaard.
Hun pegede blandt andet på, at det med den nye Sundhedsplatform i regionerne er lægerne, der nu skal bruge tid på at sidde og taste ind i systemet, i stedet for at bruge lægesekretærer.
Fire politikere med
Britt Petersen fra fagforeningen LFS stillede et helt konkret spørgsmål til de fire politikere fra Radikale, Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten, der deltog på tillidsmandsmødet.
– Vi har stået sammen indtil nu. Er I med i den videre kamp, spurgte hun, og opfordrede samtidig politikerne til at være bundærlige i forhold til de nedskæringer, de kommer til at gennemføre, i stedet for at pakke dem ind i pæne ord.
Alle fire politikere lovede, at de og deres partier vil bakke op om den 15. september, og der lød tak til Velfærdsalliancen for at have rejst en bred bevægelse mod omprioriteringsbidrag og nedskæringer.
Forhandlingerne mellem partierne om næste års budget for København er netop gået i gang. Af de 300 millioner kroner, der skal spares, er godt 200 millioner i spil i forhandlingerne til en indsats på udvalgte områder.
SF har foreslået en skattestigning for at give flere penge til velfærd.
Kritik af reformer
Reformerne af førtidspension og kontanthjælp fik også skarp kritik på tillidsmandsmødet. Der er kommet en helt urimelig mistænkeliggørelse af syge mennesker, konstaterede Annette Nielsen fra Facebookgruppen Jobcentrets ofre. Hun var inviteret til at tale på mødet.
– Lægekonsulenter i jobcentret har mulighed for at tolke dine diagnoser anderledes og endda underkende andre lægers diagnoser – kommunerne har en økonomisk interesse i at spare på syge og forlænge deres ophold på ressourceforløbsydelse eller kontanthjælp, sagde Annette Nielsen blandt andet.
Susan Hedlund fra Socialdemokraterne erkendte åbent, at her havde hendes parti, noget der burde rettes op på.
Mødet sluttede med en kraftig opfordring til at bruge tiden frem til 15. september på at få mange kollegaer med til demonstration.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278