08 Jul 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Total lukker ned - men politikere vil fortsætte

Skifergas er ikke gået af ballonen

Total lukker ned - men politikere vil fortsætte

Total er i fuld gang med at lukke ned for sine skifergas-aktiviteter i Danmark. Men flertal i Folketinget håber stadig på et skifergas-eventyr.

Skifergasaktivister og SF, Enhedslisten og Alternativet arbejder for et Danmark uden skifergas. Men der stadig politisk flertal i Folketinget for at der skal udvindes skifergas herhjemme.
FOTO: PN
1 af 1

Alt tyder på, at den franske skifergasgigant Total trækker sig ud af Danmark. Alligevel ønsker et stort flertal i Folketinget stadig, at skifergas skal være en del af dansk energiproduktion.

Det blev resultatet, da Folketinget kort før jul behandlede et forslag fra Enhedslisten om at forbyde efterforskning og indvinding af skifergas i Danmark og trække Totals tilladelse til at lede efter skifergas i Nordjylland tilbage.

Danmark kunne komme til at fremstå som et ustabilt land for investering i olie- og gasaktiviteter, hvis Totals tilladelse tilbagekaldes. 
Lars Christian Lilleholt, energiminister

- Regeringens linje i spørgsmålet om skifergas er klar: Regeringen ønsker ikke på forhånd at afskrive muligheden for indtægter fra en eventuel produktion af skifergas, lød det fra energiminister Lars Christian Lilleholt (V), som fik opbakning fra S, DF, RV, K og LA.

Enhedslisten henviste til den historiske klimaaftale i Paris, hvor det i december lykkedes for verdens lande at blive enige om at forpligtet sig til at arbejde for, at den globale temperaturstigning ikke overstiger 1,5 grader.

- Det betyder, at over 80 procent af de kendte lagre af fossile brændsler skal blive nede i jorden, og det betyder, at der er nogle, der skal lade være med at hente dem op. Hvis det ikke skal være Danmark, der også bidrager til at lade være med at hente nogle af de fossile brændsler, der kan være i vores undergrund, op, hvem skal det så være, spurgte Enhedslistens klimaordfører Maria Reumert Gjerding.

Frygter investorer

Men ministeren mener at de sorte, fossile energiformer vil eksistere i mange år fremover.

- Der vil være brug for fossile brændsler mange år endnu både i Danmark og internationalt, inden vi forhåbentlig i 2050 i hvert fald i Danmark kan være uafhængige af fossile brændsler, sagde Lars Christian Lilleholt.

Han advarede om, at hvis Folketinget stopper jagten på skifergas og trækker licenensen til det franske selskab Total tilbage, vil det sætte Danmark i et dårligt lys hos kommende investorer:

- Danmark kunne komme til at fremstå som et ustabilt land for investering i olie- og gasaktiviteter, hvis Totals tilladelse tilbagekaldes. Dette vil kunne have negative konsekvenser, der rækker ud over spørgsmålet om skifergasindvinding. Beslutningsforslaget vil kunne medføre et erstatningskrav fra rettighedshaveren af den nordjyske tilladelse.

Heller ikke Socialdemokraterne vil stemme for Enhedslistens forslag om et stop for skifergas.

- Potentielt drejer det sig om mange penge, og hvis man kan gøre det miljømæssigt ansvarligt, vil det være uansvarligt af os på forhånd at sige, at det vil vil slet ikke være med til at diskutere, sagde Socialdemokraternes energiordfører Jens Joel.

Total på vej ud

Men faktisk tyder alt på, at Total er på vej ud af Danmark. Total har, ifølge Jyllands-Posten, lukket ned for sine danske skifergas-aktiviteter.

Ifølge avisen har Total opsagt sit danske kontor i Nyhavn. De ansatte, som havde med skifergasjagt at gøre, er enten blevet fyret eller har fået nye opgaver andre steder, og deres telefoner er afviklet. 

Totals talsperson i Danmark, Henrik Nicolaisen, har sat sit hus til salg og arbejder nu i Totals hovedkontor i Paris.

Total lukkede i august ned for skifergasboringen i Dybvad, fordi de foreløbige prøver viste, at det ikke var rentabelt at udvinde skifergassen.

Arbejderen har i tre uger forsøgt at få Total til at svare på, om de helt har opgivet at lede efter skifergas i Danmark, eller om man vil forsøge at finde skifergas andre steder i Nordjylland. Det er ikke lykkedes at få et svar.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. jan. 2016 - 14:00   06. jan. 2016 - 14:10

Skifergas

ml@arbejderen.dk
Skifergas i Danmark
  • Skifergas er en type naturgas, som ligger i gaslommer inde i skifersten dybt nede i undergrunden.

  • Det franske olieselskab Total E&P fik i 2010 i samarbejde med Nordsøfonden tildelt to licenser til efterforskning af skifergas i Danmark.

  • Skifergas udvindes ved at bore lodret gennem grundvandslaget til skiferlaget, hvorefter der bores vandret. Herefter sprøjtes en blanding af vand, sand og kemikalier ned i borehullet under højt tryk. Det høje tryk får klippen til at sprække og gør det muligt at udvinde naturgassen.

  • Der bruges 8-30 millioner liter vand til processen. Ved hvert hul kan processen gentages op til 18 gange - hver gang med det samme vandforbrug.

  • Kemikalieblandingen indeholder ifølge netværket "Skifergas nej tak" flere kemikalier, som er giftige, allergi- og kræftfremkaldende.

  • Den 25. juni 2014 gav et flertal i Frederikshavn Byråd Total tilladelse til at lave prøveboringer efter skifergas i Dybvad i Nordjylland.

  • Den 30. juli 2014 åbnede miljøaktivister en protestlejr mod boringerne få hundrede meter fra det sted, hvor prøveboringerne skal gennemføres. Lejren blev lukket den 30. september 2015, da Total havde stoppet deres boring.

>> Læs mere om danmarkshistoriens første boring og protesterne mod skifergas på Arbejderens temaside.