Den 9. og 10. november danner byretten i Helsingør rammen om en usædvanlig retssag. Tre kærestepar anklager Beskæftigelsesministeriet og deres egne hjemkommuner Herning, Favrskov og Gribskov for brud på grundloven.

Vi skal forhindre, at politikerne kan genindføre loven, som Venstre gerne vil.
Ewa F. Møller

De tre par blev ramt, da SRSF-regeringen sammen med alle partierne i blå blok i 2014 indførte gensidig forsørgerpligt for samlevende par, hvoraf den ene var på kontanthjælp. For mange par betød det, at de mistede halvdelen af den enes kontanthjælp. Familier blev opløst, fordi de ikke kunne få økonomien til at hænge sammen.

– Jeg fik heldigvis et fleksjob fire måneder efter, at den gensidige forsørgerpligt var trådt i kraft. Det betød, at jeg hurtigt kom ud af lovgivningen. Men vi fører jo også den her retssag for alle de andre, der stadig sidder fast i systemet, siger Ewa F. Møller, der er en af de seks sagsøgere.

I strid med grundloven

Parrene har valgt at stå frem i en retssag, fordi de mener, at den gensidige forsørgerpligt er i strid med grundlovens paragraf 75 om, at den, der ikke kan forsørge sig selv, har ret til forsørgelse fra det offentlige. 

De mener også, at gensidig forsørgerpligt er i strid med grundlovens paragraf 73 om ejendomsrettens ukrænkelighed, fordi kommunen kan beslaglægge dele af samleverens indkomst, hvis han eller hun afviser at forsørge kæresten på kontanthjælp.

For Ewa F. Møller betød den gensidige forsørgerpligt, at kommunen halverede hendes kontanthjælp og krævede, at kæresten skulle forsørge hende og hendes to børn blandt andet ved at hæve sin private pensionsopsparing. På det tidspunkt havde de kun boet sammen i et halvt år. De havde besluttet, at Ewa og børnene måtte flytte, hvis ikke bevillingen om fleksjob var gået gennem.

Ewa F. Møller var dengang på kontanthjælp, fordi hun var syg på grund af stress og depression. Hele situationen tog så hårdt på hende, at hun i en periode var selvmordstruet.

– Mine børn har lidt utroligt meget under det her. Det påvirkede dem voldsomt, at jeg havde det så dårligt, og at vi måske skulle flytte. Begge børnene har ADHD og kunne slet ikke klare det, fortæller Ewa F. Møller.

Staten sparede halvdelen af hendes kontanthjælp i fire måneder, men oveni kom mange andre ekstra udgifter for det offentlige.

– Børnene måtte have psykologhjælp betalt af det offentlige for at kunne klare situationen. Det samme gjaldt for os voksne. Og på grund af presset blev min arbejdsevne halveret fra 20 timer om ugen til 10 timer. Siden har jeg fået en kronisk diagnose, som er klart stressbetinget. Min kæreste gik også ned med stress og mistede sit arbejde.

I dag har alle fire det bedre, og kæresten er igen kommet i arbejde. 

Langsommelig sag

Reglen om gensidig forsørgerpligt for samlevende blev efter mange protester og pres fra Enhedslisten og SF afskaffet igen med virkning fra 1. januar i år. Men sagsøgerne mener ikke, at det gør retssagen uaktuel.

– Vi skal forhindre, at politikerne kan genindføre loven, som Venstre har givet udtryk for, at de gerne vil. Får vi ikke en afgørelse i den her sag risikerer vi at se andre love, der er i strid med grundloven. Det kunne være forsørgerpligt overfor voksne børn, gamle forældre eller søskende, siger Ewa F. Møller.

– Vinder vi sagen, har vi til gengæld rettens ord for, at alle de mennesker, der har mistet rigtig mange penge, skal have dem tilbage, tilføjer hun. 

Det har været et langt forløb fra beslutningen om at føre retssagen, der ligger to år tilbage, og frem til i dag, hvor datoen for retssagen er meldt ud. At tingene er trukket i langdrag skyldes især en langsom sagsbehandling hos Civilstyrelsen, der behandlede ansøgningen om fri proces til sagsøgerne. Det tog styrelsen omkring 15 måneder at bevilge fri proces. 

– Jeg tror, at de trak sagen i langdrag for at nå frem dertil, hvor der var truffet beslutning om at afskaffe den gensidige forsørgerpligt. Dermed blev det umuligt at starte sagen direkte i Landsretten med henvisning til dens principielle karakter. Man kan ikke køre en principiel sag mod en lov, der er afskaffet, siger Ewa F. Møller.

Nu skal byretten først tage stilling til sagen, der derefter kan ankes til Landsretten. Skal sagen derefter videre til Højesteret, skal der søges særskilt om det, det ville ikke være nødvendigt, hvis sagen var startet direkte i Landsretten.

Men Ewa F. Møller mener, at det er alt besværet værd. 

– Jeg er glad og stolt over, at vi gør det her. Det er jo ikke normalt at vi, der ellers betragtes som andenrangs borgere, slæber staten i retten. Ved at vise, at vi ikke finder os i hvad som helst, kan vi måske være med til at forhindre andre forringelser i fremtiden.