Stemningen er på bristepunktet...
Sådan lyder stemningsbeskrivelsen fra talsmanden for de indsatte i en af afdelingerne i Jyderup Fængsel.
Folk er frustrerede, deprimerede og vrede.
Talsmand på afdeling i Jyderup Fængsel
– Folk er frustrerede, derprimerede og vrede, forklarer talsmanden til Arbejderen.
Han ønsker ikke sit navn i avisen, men Arbejderen er bekendt med hans identitet.
Ingen genåbning for indsatte
Indsatte i landets fængsler kunne fredag lytte til statsministeren, der på live-tv åbnede op for store dele af Danmark som storcentre, cafeer og restauranter.
De indsatte havde håbet, at de – efter to måneders isolation fra omverdenen – kunne få lov til at se deres børn, kærester, mødre, fædre og venner.
Men nej. De cirka 4000 indsatte i fængsler og arresthuse og deres pårørende må fortsat ikke give hinanden et kram.
Det frustrerer de indsatte:
– Især uvisheden er svær at leve med. Vi får intet at vide om, hvornår vi kan få besøg igen eller komme ud på orlov. Vi aner ikke, hvad udsigterne er til, at vi kan få vores rettigheder tilbage, fortæller talsmanden og uddyber:
– To måneder er lang tid at være afskåret fra sine kære. Især i en situation hvor man i forvejen er presset. Det er begyndt at føre til flere konflikter mellem de indsatte. Der er flere slåskampe og flere konflikter mellem indsatte og fængselsbetjentene. Der har været tre selvmord i Vestre Fængsel, og en indsat i Horserød hængte sig, fordi han ikke måtte komme på udgang til sin fars dødsleje. Han var depressiv i forvejen. Men det var dråben, fortæller talsmanden.
Eneste kontakt mellem ham og hans barn foregår på telefon og over videokonferencetjenesten Skype.
– Min kæreste og mit barn græder, næsten hver gang jeg taler med dem. De spørger: "Hvornår slutter det her? Hvornår kan vi være sammen med dig igen?" Jeg kan ikke svare dem ... Måske før jul? Vi ved det ikke. Vi er blevet sat i fængsel, fordi vi har gjort noget forkert. Vi har accepteret vores straf. Men nu får vi en ekstra straf. Det var ikke en del af aftalen, da vi accepterede vores dom.
Kriminalforsorgen kan ikke genkende billedet af, at der har været tre selvmord i Vestre Fængsel.
Frustration i hele landet
Det er ikke kun i Jyderup Fængsel, at de indsatte er frustrerede.
Det bekræfter advokat Claus Bonnez, der er formand for Landsforeningen Krim, der blandt andet yder gratis retshjælp til indsatte i landets fængsler og deres pårørende.
– Vi er blevet kontaktet af mange indsatte-pårørende og indsatte fra hele landet, der er frustrerede over, at de i foreløbig to måneder har fået frataget deres rettigheder på grund af corona. Der er ingen tvivl om, at det har nogle meget alvorlige konsekvenser for de indsatte og deres pårørende, at justitsministeren og Kriminalforsorgen har stoppet for alle besøg og al udgang, fortæller Claus Bonnez til Arbejderen.
Folketingets Ombudsmand oplyser til Arbejderen, at 150 indsatte i landets fængsler og deres pårørende har klaget til Ombudsmanden over forholdene i fængslerne. Langt størstedelen af klagerne går på, at de er blevet afskåret fra besøg, og på, at de ønsker at komme ud, så længe coronakrisen står på, og herefter afsone deres straf, når pandemien er ovre.
Advokat opfordrer til at klage
Advokat Claus Bonnez opfordrer indsatte i landets fængsler til at sende deres klager til Krim.
– Det undrer mig, at justitsministeren og Kriminalforsorgen har lukket så brutalt og pludseligt ned for de indsattes besøg. Ligesom i resten af samfundet er det jo også muligt at holde afstand, især i de åbne fængsler. Der er besøgsrum, hvor man kan gennemføre besøg og spritte af. Man kan henstille til de indsatte og deres pårørerende at holde afstand. Det fungerer i resten af samfundet. Ingen er interesserede i at smitte sine kære, siger Claus Bonnez.
Han uddyber:
– Det er svært at se, hvorfor det ikke kan lade sig gøre at gennemføre besøg. Det virker som ren afstraffelse. Sådan er der jo heller ikke nogen af os andre, der bliver behandlet udenfor fængslerne.
Fri adgang for håndværkere
Frustrationen blandt de indsatte i Jyderup Fængsel bliver ikke mindre af, at op mod 50 håndværkere i næste måned går i gang med at omdanne fængslet til et kvindefængsel.
Samtidig betyder statsministerens genåbning, at lærere, misbrugsbehandlere, konsulenter og socialrådgivere igen får adgang til fængslet. Dermed øges smitterisikoen – men de indsatte må fortsat ikke se deres pårørende.
– Det betyder, at en masse mennesker udefra vil have deres daglige gang ind og ud af fængslet. Det er en stor gruppe, der kommer til dagligt at have deres gang i fængslet, i en situation, hvor vi ikke kan se vores koner, kærester, børn eller passe vores arbejde og uddannelse, fortæller talsmanden i Jyderup Fængsel.
Mens fængslet bygges om, skal der, ifølge tillidsmanden, være det samme antal fanger – bare med 25 procent mindre plads. Det betyder, at cirka 40 indsatte skal flyttes fra deres celler, mens ombygningen foregår.
– Nogle bliver flyttet til andre fængsler. Andre bliver smidt ind i eksisterende celler i Jyderup, så der kommer til at sidde to i en celle. Fængselsledelsen vil ikke fortælle, hvor folk skal flyttes hen. De frygter formentlig protester, fortæller fangernes tillidsmand.
– Vi kan bare kigge på, hvordan vores tilknytning til samfundet smuldrer. Det gør os kede af det og bange. Mange har været i behandling og kæmpet for at komme tilbage til samfundet som bedre borgere. Og nu føler vi, at samfundet træder på os.
– Nogle indsatte har svært ved at være to i en celle, fordi de har psykiske problemer. De skal vise en lægeerklæring på, at de ikke kan sidde to sammen. En indsat blev truet med at blive flyttet til Esbjerg, fordi han kunne fremvise en lægeerklæring og bad om fortsat at være alene i sin celle.
– Når vi skal være to i én celle, risikerer vi at miste vores internetforbindelse. Der må kun være ét modem med ét stik til en computer i hver celle. Dermed risikerer folk at må droppe studier eller arbejde, fordi de ikke kan komme på nettet. Adgangen til internet og udgang er rettigheder, som mange indsatte har gjort sig fortjent til ved eksempelvis at gå i alkohol- eller narkomisbrugsbehandling. Derfor bliver folk ekstra frustrerede, når de pludselig får frataget den ret, som de har kæmpet så hårdt for.
Samtidig føler de indsatte sig pressede, fordi de skal være bag lås og føler sig magtesløse overfor den dødelige sygdom. Ifølge de indsattes tillidsmand er der konstateret coronavirus blandt vagterne.
– Fængselsledelsen forsøger at dysse det ned. Ingen er blevet testet. Vi har ingen værnemidler. Vi har ingen håndsprit. Vi er tvunget til at være her, men vi kan ikke beskytte os.
Ledelse forstår frustrationer
Institutionschef i Jyderup Fængsel Ole Hansen kan godt forstå de indsatte:
– Jeg kan godt forstå, at de indsatte er frustrerede. I næsten to måneder har de ikke kunnet se deres pårørende. Det må da være hårdt. Vi kan mærke deres frustrationer, ved at de ofte spørger: Hvornår kan vi igen mødes med vores pårørende? Men det er jo ikke et spørgsmål, vi kan svare på, fortæller Ole Hansen til Arbejderen.
I torsdags mødtes fængselschefen med talspersonerne for de indsatte efter længere tids opsparede frustrationer blandt de indsatte.
– Det er helt tydeligt, at de er frustrerede over forholdene i øjeblikket – hvilket både kan skyldes selve ombygningen og de tiltag, vi har indført i forbindelse med corona. Vi har forståelse for, at situationen kan opleves frustrerende, men det har været nødvendigt med de tiltag, vi har iværksat.
Fængselschefen medgiver, at ombygningen kan føre til gener for de indsatte.
– Det er korrekt, at vi i en periode vil have dobbeltbelægning (to i hver celle, red.) i en periode frem til jul på grund af ombygningen til kvindefængsel. Det vil betyde en periode med ulemper for de indsatte. Indsatte med en lægeerklæring, der viser, at de af psykiske årsager ikke kan være sammen med andre i en celle, vil få en celle et andet sted i landet. Der er ikke så mange fængsler i Danmark, så der er ingen garanti for, at det ikke bliver i Jylland eller på Bornholm, siger Ole Hansen.
Han vil dog gerne love de indsatte, at de fortsat kan komme på internettet, selvom de skal sidde to i hver celle.
Fængselsdirektøren kan ikke forstå de indsattes frustrationer over håndværkerne, der fra næste måned begynder at gå ind og ud af fængslet:
– Håndværkerne kommer ikke til at være i kontakt med fangerne. Derfor kan jeg ikke forstå de indsattes frygt for at blive smittet. Hvis der er en risiko, så er den meget lille. Der er håndsprit på vores kontorer, og de indsatte har adgang til vand og sæbe ude på afdelingerne.
– Jeg kan ikke kommentere på, hvordan de indsatte oplever selve signalet i, at der nu kommer en masse håndværkere ind, mens deres pårørende må blive udenfor.
Fængselschefen afviser, at ansatte har haft corona. Cirka ti fængselsbetjente er blevet testet, og alle prøver var negative.
Fra den 18. maj kan indsatte med mindreårige børn få mulighed for at få en times besøg hver 14. dag af deres børn.
Indsatte, der ikke har mindreårige børn, må fortsat ikke modtage besøg.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278