Børn og unge med en psykisk diagnose skal fortsat møde op i Ungdomskriminalitetsnævnet.

Man svigter børn, når de skal møde op til noget, de ikke forstår.
Karina Lorentzen, SF

Eksperter, menneskerets- og børneorganisationer, socialrådgivere, advokater og kommuner har ellers advaret mod at slæbe psykisk udsatte børn og unge for Ungdomskriminalitetsnævnet og opfordret regeringen til at fritage børnene fra at møde op.

Men justitsminister Nick Hækkerup afviste torsdag på et samråd i Folketingets Retsudvalg at slække på kravet til, at børn og unge med en psykisk diagnose skal møde i nævnet.

– Allerede da nævnet blev nedsat, var der fokus på, at målgruppen også er børn og unge, der har alvorlige sociale problemstillinger, eksempelvis en psykiatrisk diagnose. Når nævnet afvikler møder, tages der særlige hensyn, hvis barnet eller den unge har nedsat psykisk funktionsevne. Der gøres en ekstra indsats for at forklare, hvad der skal ske på mødet og meningen med mødet. Der kan holdes korte møder eller indlægges pauser. Dommerne er særligt uddannede i at behandle sager med børn og unge med nedsat funktionsevne. Grundlæggende tager nævnet individuelle hensyn. Nævnet løfter generelt opgaven godt – også overfor børn og unge med alvorlige sociale problemstillinger, lød det fra justitsminister Nick Hækkerup.

Han uddybede:

– Skal vi tage børn og unge ud af Ungdomskriminalitetsnævnet, fordi de er psykisk udfordret? Nej, det synes jeg ikke, at man skal. Men vi skal sikre, at forholdene på møderne er så gode som muligt, lød det fra justitsministeren.

Ministeren vil afvente den evaluering af Ungdomskriminalitetsnævnet, som han vil igangsætte senere i år.

– Det er for tidligt at tale om ændringer, før evalueringen er færdig, mener justitsminister Nick Hækkerup.

Det ærgrer SF's retsordfører, Karina Lorentzen. Hun mener, at det haster med at få ændret nævnet, så børn og unge med diagnoser ikke fortsat risikerer at blive skadet.

– Det er dybt ærgerligt at vi skal vente på en evaluering – især for de børn med store psykiske funktionsnedsættelser, der skal trækkes igennem et nævn, de ikke forstår. Københavns Kommune skriver i deres evaluering, at det er svært at stille meningsfulde spørgsmål til børnene. Det er et væsentligt problem. En stor del af de sager, der behandles i nævnene, omhandler børn med psykiske problemer. I praksis betyder det, at barnet skal møde op til en skueproces, det ikke kan forstå. Man svigter børn, når de skal møde op til noget, de ikke forstår, lød det fra Karina Lorentzen.

Hun henviser til, at flere kommuner allerede har evalueret nævnets arbejde:

– Det er dybt bekymrende, at de kommuner, der har børn i Ungdomskriminalitetsnævnet, har kritiseret nævnet. Børn med psykiske funktionsnedsættelser – eksempelvis børn med en sindslidelse og børn med ADHD – skal møde op i nævnet, hvis de har begået personfarlig kriminalitet. Børnene forstår ikke, hvad de er en del af. De forstår ikke spørgsmålene. Og medlemmerne af nævnet har svært ved at finde på meningsfulde spørgsmål, forklarede Karina Lorentzen.

770 sager

Nævnet kaldes også for en ungdomsdomstol, fordi nævnets møder med barnet foregår i en retsbygning med op til 15 voksne overfor barnet og med en dommer for bordenden, der kan idømme børn ned til ti år "forbedringsforløb", anbringelse uden for hjemmet eller anbringelse på en sikret institution med 24 timers overvågning, lås på døre og udvidet ret til kropsvisitation og magtanvendelse.

Nævnet har mulighed for at fritage barnet eller den unge fra at møde op i nævnet, hvis barnet eksempelvis har en psykisk diagnose. Men i mange tilfælde kræver nævnet, at barnet eller den unge skal møde op. Og når det gælder såkaldt personfarlig kriminalitet, så skal barnet mødet op.

Siden Ungdomskriminalitetsnævnet for halvandet år siden begyndte sit arbejde, har pressen berettet om, hvordan børn ned til 13 år med ADHD er blevet slæbt i nævnet og stillet spørgsmål, de ikke forstod. Og om et barn der mere end 40 gange har truet pædagoger på sit opholdssted. Barnet har mange diagnoser og er frustreret over sin situation og reagerer udadvendt. Når han har været i nævnet, reagerer han altid bagefter, fordi det har været for meget for ham.

Fra den 1. januar 2019 (hvor Ungdomskriminalitetsnævnet blev oprettet) til den 29. februar 2020 har nævnet behandlet 770 sager.

En "stor del af" sagerne vedrører børn eller unge med "nedsat psykisk funktionsevne", skriver justitsministeren i et svar til SF's Karina Lorentzen.

Men det er intet problem, for justitsministeren har "stor tiltro" til nævnet.

– Der er tale om en ny og mere konsekvent tilgang overfor børn og unge, der er i risiko for at ende i en kriminel løbebane. Nævnet skal drage sine erfaringer med, hvordan møderne afvikles og tilpasses. Jeg har stor tiltro til, at nævnet gør det på en fornuftig måde. Nævnet er klædt på til at håndtere børn og unge med alvorlige sociale problemstillinger. De unges retssikkerhed bliver ikke krænket, mener justitsminister Nick Hækkerup.

Hvad er meningen?

SF's retsordfører Karina Lorentzen undrer sig over, hvorfor børn med en psykisk diagnose skal møde i Ungdomskriminalitetsnævnet.

– Er ministeren enig i, at hvis man er mentalt retarderet, så har man svært ved at forstå, hvad der foregår. Hvordan vil ministeren tage højde for dette? Og hvordan giver det mening, at et barn, der har en sindslidelse og hører stemmer, der fortæller barnet, at man skal slå personalet, skal møde op i nævnet og svare på spørgsmål om noget, der er et udslag af den sygdom, barnet har. Et barn med ADHD har problemer med at forstå verden omkring dem. De reagerer impulsivt, mens vi andre kan lægge bånd på os selv. Men det kan et barn med ADHD ikke. Giver det mening at sætte sådan et barn i Ungdomskriminalitetsnævnet, hvis det ikke kan forstå processen og de tiltag, der bliver besluttet i nævnet. Hvad får børn med de her funktionsnedsættelser ud af at være i det her nævn, spurgte Karina Lorentzen.

– Et eksempel er et barn, der har truet personalet 40 gange på grund af sin diagnose. Barnet er anbragt der, fordi det har udfordringer. Giver det mening – gentagne gange – at hive barnet i Ungdomskriminalitetsnævnet – eller skal man arbejde på det, man er blevet pålagt at gøre noget ved, spurgte Karina Lorentzen.

Også De Radikale kræver, at børn med psykisk diagnose bliver undtaget fra nævnet.

– Er socialministeren enig i, at sager med 10-15 personer i et retslokale er intimiderende og fagligt uegnet for børn med nedsat psykisk funktionsevne. Er ministeren enig i, at børn med nedsat psykisk funktionsevne får det værre – eller i bedste fald ingen effekt har – af at være igennem Ungdomskriminalitetsnævnet, sådan som eksperter advarer om, spurgte den radikale retsordfører Kristian Heegaard.

Men social- og indenrigsminister Astid Krag understreger, at der er forskel på diagnoser.

– En diagnose er ikke bare en diagnose. Den samme diagnose kan være mild eller svær. Der er stor forskel på, hvordan diagnosen kommer til udtryk hos det enkelte barn, og hvad det betyder for barnets virkelighedsopfattelse og dets evne til at forstå konsekvenserne af sine handlinger og dets mulighed for at tage alvoren med fra et Ungdomskriminalitetsnævn, forklarede indenrigs- og socialminister Astrid Krag.

Børne- og Socialministeriet og Justitsministeriet har udarbejdet en håndbog til medlemmerne af nævnet om, hvordan nævnet skal arbejde. Men håndbogen nævner ikke børn med en psykisk diagnose med ét ord.

Ikke tid til ordentlig behandling

En af kritikkerne af Ungdomskriminalitetsnævnet er de meget korte tidsfrister, som kommunens socialrådgiver har til at klæde nævnet på til at træffe den endelige beslutning. 

Barnets socialrådgiver har tre uger til at udarbejde en "ungefaglig undersøgelse" af barnet, der skal danne grundlag for nævnets afgørelse.

Når kommunerne normalt udarbejder ungefaglige undersøgelser til brug i kommunen, har socialrådgiveren fire måneder til at udarbejde sådan en undersøgelse.

Den korte tidsfrist betyder, at der har været eksempler på, at nævnet ikke har modtaget vigtige udtalelser fra eksempelvis ungdomspsykiatrien om den unge, før man har afsagt en sanktion overfor den unge.

>> LÆS OGSÅ: 325 børn dømt i Ungdomskriminalitetsnævns første år

Men social- og indenrigsministeren fastholder den stramme tidsfrist:

– Når vi taler om børn og unge, der begår kriminalitet, så er det vigtigt, at vi handler hurtigt, lød det fra indenrigs- og socialminister Astrid Krag.

I alt er 26 sager om anbringelser foretaget af Ungdomskriminalitetsnævnet er blevet indbragt for Ankestyrelsen, og her er ni sager blevet betegnet som fejlbehæftede. Det viser en aktindsigt i klager over nævnet, som dagbladet Information og fagbladet Socialrådgiveren har fået.

Det drejer sig om tvangsanbringelser, herunder blandt andet anbringelser på lukkede institutioner, sikrede institutioner eller ændring af anbringelsessted.

Kommuner tænder advarselslamper

Både Københavns Kommune, Aarhus Kommune og Kolding Kommune har evalueret de sager, de har haft i nævnet, og opfordrer til, at man undtager børn med en diagnose fra at skulle stille i rådet.

I marts i år – et år efter, at Ungdomssanktionen trådte i kraft – udarbejdede Aarhus Kommune en evaluering af Ungdomskriminalitetsnævnets første år. Evalueringen her viser, at en stor andel af kommunens sager i nævnet omfatter børn og unge med psykiske funktionsnedsættelser.

Kommunen opfordrer til, at der bliver: "Mulighed for at fritage børn og unge med nedsat psykisk funktionsevne".

Aarhus Kommune advarer også om, at man ikke kan opretholde den samme faglige standard i de ungeundersøgelser, som skal indleveres til Ungdomskriminalitetsnævnet.

Der har været flere eksempler på, at sagerne ikke har været tilstrækkeligt oplyst, og at der har manglet udtalelser fra eksempelvis skolen og psykiatrien, som er vigtige for at kunne tegne et retvisende billede af barnets behov.

Kommunens rådmand for sociale forhold og beskæftigelse Kristian Würtz har sammen med Dansk Socialrådgiverforening, Bedre Psykiatri, Socialpædogerne og Red Barnet skrevet et fælles indlæg om nævnet:

"Vi har derfor spurgt os selv og vil også gerne spørge de ansvarlige på Christiansborg: Kan det være rigtigt, at et barn, der er indlagt på psykiatrisk sygehus, og som i en psykose slår ud efter personalet, skal idømmes en straf i det nye Ungdomskriminalitetsnævn? Er det virkelig meningen, at et barn med mental retardering skal redegøre for sine handlinger over for en dommer, som så tager stilling til en passende konsekvens for en forseelse?

"Ovenstående eksempler er fra den virkelige verden, og der er mange flere af samme type. Fælles for dem alle er, at ingen af dem giver mening i kriminalitetspræventiv forstand. Her er netop ikke tale om ballademagere og lømler, der er 'på vej ud i en kriminel løbebane', men børn og unge, der reelt ikke har de mentale forudsætninger for at forstå rammen for nævnets arbejde eller årsagen til nævnets afgørelse, og som ofte allerede er i et forløb, hvor der arbejdes socialfagligt med deres problemer og adfærd. Det kan og skal vi gøre bedre", skriver rådmanden sammen med de tre organisationer.

Også andre kommuner kritiserer Ungdomskriminalitetsnævnet.

"Aalborg Kommune har oplevet sager, hvor det har været uhensigtsmæssigt, at barnet eller den unge har deltaget i nævnsbehandlingen. Det gælder for eksempel sager med børn eller unge med psykisk nedsat funktionsevne eller sager, hvor barnet kun er 10-11 år, hvor det ud fra en socialfaglig betragtning ikke vurderes, at et nævnsmøde bidrager til en positiv forandring i barnets adfærd", hedder det blandt andet i en evaluering af kommunens brug af Ungdomskriminalitetsnævnet som Socialudvalget i Aalborg Kommune drøftede fredag.

Medlemmer kritiserer nævn

Dansk Socialrådgiverforening har interviewet to socialrådgivere, der er medlemmer af Ungdomskriminalitetsnævnet, om deres syn på nævnet og dets sanktioner overfor børn og unge. 

– I Ungdomskriminalitetsnævnet oplever jeg, at der er mere fokus på at være ”tough on crime” og give en passende reaktion mod en uønsket handling – som jo var formålet med loven – end på en helhedsorienteret indsats, der kan hjælpe barnet og forebygge kriminalitet. Det kan være kontraproduktivt for vores arbejde, hvis vi har lagt en langsigtet plan sammen med en ung, og Ungdomskriminalitetsnævnet så sender noget ind fra højre, som ikke spiller sammen med resten af planen, for eksempel en tvangsanbringelse, fortæller Jeanette Fabrin, socialrådgiver, sagsbehandler i Odense Kommune og medlem af Ungdomskriminalitetsnævnet, blandt andet.

– Jeg oplever, at anbringelser på lukkede og delvist lukkede institutioner oftere anvendes i Ungdomskriminalitetsnævnet, end de blev gjort før. Det er jeg meget stor modstander af, fordi der er grænser for, hvor længe de unge må være der. Derfor indebærer det skift i anbringelsessted, og det, ved vi, er noget af det mest skadelige for den unges udvikling.

Artiklen kan downloades og printes i PDF her