28 Apr 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Tyske fredsgrupper klar til at tage imod tusindvis af soldater

Vil blokere veje og jernbaner i protest mod krigsøvelse

Tyske fredsgrupper klar til at tage imod tusindvis af soldater

Den tyske fredsbevægelse gør klar til et travlt forår med flere måneders invasion af tusindvis af især amerikanske soldater og tonsvis af militært materiel overalt i landet.

Den tyske fredsbevægelse gør klar til at gå på gaden og protestere mod de tusindvis af udenlandske tropper fra især USA, der i denne måned indtager deres land i den største militærøvelse i 25 år.
FOTO: Ulli Winkler/Fraktion Die Linke im Bundestag/CC BY 2.0
1 af 1

Overalt i Tyskland er lokale fredsgrupper i fuld gang med at arrangere lokale protester mod Defender Europe 20-militærøvelsen, der løber af stablen fra slutningen af februar til juni.

– Efterhånden som soldater, kampvogne og artilleri rykker frem i Tyskland, vil lokale fredsaktivister tage imod dem med fredsflag og en avis på engelsk med paroler mod øvelsen. Der vil være mindre markeringer, hvor fredsaktivister bare er synlige og viser deres protest mod øvelsen. Men der er også planlagt civil ulydighed som eksempelvis at blokere veje og jernbaner, fortæller Reiner Braun til Arbejderen.

Der er al mulig grund til at være imod den omfattende øvelse: Den er en aggressiv øvelse vendt mod Rusland.
Reiner Braun, International Peace Bureau

Han er formand for fredsnetværket International Peace Bureau (IPB) og med i den koordineringsgruppe, der er i gang med at planlægge protesterne mod Defender Europe 20-øvelsen.

Tyskland er et centralt land i Defender Europe 20-øvelsen. Det skyldes blandt andet landets havne, der skal tage imod amerikanske soldater og deres materiel. Herudover huser Tyskland en række store amerikanske baser. Og så grænser Tyskland op til Polen.

– Der er al mulig grund til at være imod den omfattende øvelse: Den er en aggressiv øvelse vendt mod Rusland. Den er med til at ødelægge miljøet. Den koster en masse penge, som kunne være brugt på velfærd. Øvelsen er med til at øge militarismen og er en del af NATO's og EU's langsigtede oprustningsstrategi, der undergraver en fredelig verden, uddyber Reiner Braun.

Fredsgrupper i Polen, Frankrig og Belgien er også i gang med at planlægge aktiviteter.

Folk vil være aktive

Den tyske fredsbevægelse har siden november været i gang med at forberede protester mod den store militærøvelse.

– Til et opstartende koordinationsmøde i november havde vi booket et lokale med plads til 50. Der kom 100 repræsentanter fra lokale fredsbevægelser, der ville være med til at planlægge protesterne. Folk måtte sidde på gulvet, fortæller Reiner Braun begejstret til Arbejderen via Skype fra Tyskland.

På det seneste koordineringsmøde i slutningen af januar dukkede 200 fredsaktivister op fra hele Tyskland for at deltage i planlægningen af protesterne. Men også udenfor mødelokalerne har øvelsen været med til at få folk op af stolene.

– Undervejs i forberedelsen har vi fået flere nye kontakter, og der er oprettet fredsgrupper i nye byer. Det er meget positivt. Det er mange år siden, at vi har oplevet sådan et opsving i fredsarbejdet, siger Reiner Braun.

Protester overalt i Tyskland

Fredsbevægelsen vil også afholde flere større, fælles protester mod Defender Europe 20-øvelsen.

Et af øvelsens højdepunkter bliver, når 11.000 amerikanske og europæiske soldater krydser grænsen fra Tyskland til Polen.

– I det tidligere Østtyskland var det en fredsgrænse, der skulle markere fred mellem vores folkeslag. Nu bliver grænsen militariseret. Ikke bare af denne øvelsen, men også af EU, der har besluttet at investere 6,5 millioner euro i at opgradere en række broer på den tysk-polske grænse, så de kan holde til, at der kører kampvogne og tungt artilleri over dem. Vi overvejer at lave en fælles markering med deltagelse af fredsaktivister fra Tyskland og Polen for at vise, at almindelige mennesker ønsker, at vores lande skal stå for fred, ikke oprustning, fortæller Reiner Braun.

Han forklarer, at fredsbevægelsen også arbejder på at lave en markering på årsdagen for den 25. april 1945, hvor amerikanske og sovjetiske tropper mødtes ved floden Elben før det endelige slag mod den tyske fascisme. Her gav soldaterne hinanden hånden og holdt en stor fælles ceremoni og – i mindet om deres faldne kammerater – sværgede de at bekæmpe krig.

– Det er 75-året for Anden Verdenskrigs afslutning. Vi vil forsøge at samle repræsentanter fra USA og Rusland og så mange repræsentanter fra fredsbevægelser rundt om i Europa og holde et fredeligt alternativ til militærøvelsen og vise, hvordan mennesker kan mødes på tværs af grænserne uden at øve krig.

Udgiver engelsksproget avis

Modstanden mod Defender Europe 20-øvelsen er også en af de tre hovedparoler på den årlige påskemarch, der bliver afholdt rundt om i Tyskland. Sidste år deltog omkring 70.000 i påskemarcher rundt om i Tyskland.

En del af militærøvelsen foregår med udgangspunkt i NATO-basen Bergen-Hohne, der blev oprettet ved den nazistiske kz-lejr Bergen-Belsen efter Anden Verdenskrig.

– Vi arbejder på at lave en større protest ved basen den 8. eller 9. maj. Der en aktiv fagbevægelse i området, der har fokus på fredsspørgsmålet, så vi forsøger at få et samarbejde op at stå med dem.

I slutningen af februar udgiver fredsbevægelsen en avis på engelsk med fakta om øvelsen og protesterne.

Du kan læse mere om aktiviteterne mod øvelsen på den tyske fredsbevægelses temaside om øvelsen eller hos det internationale netværk Not to War – No to NATO.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. feb. 2020 - 12:03   11. feb. 2020 - 16:27

Militær

ml@arbejderen.dk
Lyt til artiklen