29 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ubekymret flertal støtter CETA-aftale

Førstebehandling i Folketinget

Ubekymret flertal støtter CETA-aftale

Advarslerne om, at det vil blive sværere at sikre miljø og arbejdstagerrettigheder, hvis CETA-aftalen bliver til virkelighed, holder ikke folketingspolitikerne vågne om natten.

CETA-aftalen er progressiv, og den vil være til gavn for virksomheder, lønmodtagere og forbrugere, lover Venstres EU-ordfører Jan E. Jørgensen.
FOTO: Jan Stjerne
1 af 1

Advarslerne fra danske, europæiske og canadiske forbrugerorganisationer, fagforeninger og miljøorganisationer om konsekvenserne af CETA-aftalen preller fuldstændigt af på flertallet af de danske politikere.

Det stod klart, da Folketinget i tirsdags førstebehandlede handels- og investeringsaftalen mellem EU og Canada.

 Jeg har ikke fået nogen garantier fra regeringen. Men jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at vi skulle blive udsat for social dumping.
Kenneth Kristensen Berth, DF

– CETA-aftalen er ambitiøs, den er progressiv, og den vil være til gavn for virksomheder, lønmodtagere og forbrugere, lovede Venstres ordfører Jan E. Jørgensen ubekymret.

Samme glade budskab kom fra Socialdemokraterne:

–  Vi ser vi ikke, at der med aftalen åbnes en ladeport for privatiseringer og udliciteringer... CETA-aftalen en af de bedre og mere progressive handelsaftaler mellem flere stater, som vi hidtil har set, sagde EU-ordfører, Peter Hummelgaard.

Han mente også, at aftalen anerkender "et højt niveau af arbejdstagerbeskyttelse kombineret med en effektiv håndhævelse".

Direkte adspurgt af Enhedslisten om, hvad der sker, hvis et firma ikke lever op til den arbejdsbeskyttelse, der er skrevet ind i aftalen, måtte Hummelgaard dog indrømme, at "der mangler en præcisering af selve håndhævelsen".

Tab af suverænitet

Selv om CETA-aftalen betyder mindre handlerum for os som land, så er det ikke noget problem, mente den konservative ordfører, Rasmus Jarlov:

– Sådan er det, når man indgår aftaler. Nogle vil kalde det et tab af suverænitet, men det er helt normalt, når man indgår aftaler, at det selvfølgelig indsnævrer ens handlerum.

– Her er der selvfølgelig mulighed for, at man ikke helt så frit som før indgåelsen af frihandelsaftalen selv kan fastsætte sin arbejdsmiljølovgivning og arbejdstagerrettigheder og så videre over for de virksomheder, som man nu giver adgang til europæiske markeder. Det er fordi, man ikke kan have, at virksomheder pludselig får ændret deres vilkår, og man indfører regler, som udelukker canadiske virksomheder fra at komme ind på markedet, når man har sådan en frihandelsaftale, lød det fra Rasmus Jarlov.

Ingen garantier mod social dumping

Dansk Folkeparti frygter ikke, at aftalen vil føre til social dumping, når arbejdere fra Canada - heriblandt også firmaer fra USA med amerikanske og mexicanske arbejdere med base i Canada - får lettere ved at komme til Danmark og arbejde.

Det fik Enhedslistens Søren Søndergaard til at spørge, hvilken garanti han har fået for, at CETA-aftalens bestemmelser om arbejdskraftens frie bevægelighed ikke vil føre til social dumping.

– Jeg har ikke fået nogen garantier fra regeringen. Men jeg har meget, meget svært ved at forestille mig, hvordan det skulle kunne ske... Jeg har simpelt hen ikke fantasi til at forestille mig, at vi skulle blive udsat for social dumping fra Canada, sagde Dansk Folkepartis ordfører, Kenneth Kristensen Berth.

Venstre frygter heller ikke social dumping - de frygter derimod, at der bliver krig, hvis ikke CETA-aftalen bliver vedtaget.

– Hvis ikke varer krydser grænser, så gør soldater. Og selv om vi jo nok ikke sådan er på vej i krig mod Canada, skal vi huske, at det store formål med frihandelsaftaler som CETA ikke kun er om toldsatser og tjenesteydelser. Når vi bringer lande tættere sammen handelsmæssigt, medvirker det til, at vi kan opretholde en fredelig og stabil verdensorden, lød Venstre-ordfører, Jan E. Jørgensens argument for CETA.

Regeringen har flertal for aftalen sammen med Socialdemokraterne, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti. Enhedslisten, SF og Alternativet vil stemme imod aftalen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


16. mar. 2017 - 20:50   23. mar. 2017 - 15:18

CETA

ml@arbejderen.dk
Fakta om CETA
  • CETA står for Comprehensive Economic and Trade Agreement.
  • Det er en omfattende handels- og investeringsaftale mellem EU og Canada. Dele af aftalen kan træde foreløbigt i kraft allerede i 2017.
  • CETA er den første EU-handelsaftale med en såkaldt negativliste, som betyder, at alle tjenesteydelser som udgangspunkt er omfattet af et krav om liberalisering, medmindre de enkelte regeringer udtrykkeligt har undtaget dem. 
  • CETA-aftalen indeholder også en såkaldt "stand still"-klausul, der betyder, at liberaliseringer ikke kan rulles tilbage.
  • CETA indfører en såkaldt investordomstol, der åbner op for, at et privat firma fra Canada eller EU kan sagsøge nationalstater og kræve erstatning, hvis regeringer indfører eksempelvis en mere restriktiv miljø-, sundheds- eller arbejdsmiljølovgivning, som påvirker firmaets fremtidige profit.
  • Det samme kan alle private firmaer fra lande udenfor EU og Canada, hvis de har et datterselskab i Canada.
  • >> Læs alle Arbejderens artikler om CETA