Det lykkedes for en gruppe unge med handicap at få Københavns Kommune til at droppe de såkaldte kvalitetsstandarder, der ville betyde nye forringelser på handicapområdet.
Vores sammenhold er blevet styrket af den her hårde kamp, som vi har kæmpet sammen, og vi har fået mere tro på os selv.
Sandra Zenia Due Larsen
Efter en lang og sej kamp vandt de for omkring halvanden måned siden over kommunen. Med budgetforliget for 2020 blev kvalitetstandarderne taget af bordet.
Kampen har gjort os stærkere, fortæller fem unge kvinder, der var blandt dem, der stillede sig i spidsen for kampen mod kommunen.
– Vi er blevet stærkere, både hver især og sammen. Vi har fået mere mod til at kæmpe for vores rettigheder og forståelse for, hvordan tingene hænger sammen, siger Mathilde Faber Bendtsen.
>> LÆS OGSÅ: Unge med handicap i aktion mod nedskæringer
– Det er en stor sejr. Vores sammenhold er blevet styrket af den her hårde kamp, som vi har kæmpet sammen, og vi har fået mere tro på os selv. Jeg er glad for, at vi har gjort det, tilføjer Sandra Zenia Due Larsen.
Hundredvis blev ramt
Arbejderen møder Mathilde, Natacha, Dijana, Sandra og Vanita på Medieskolen Juno, hvor de er elever, for at høre om deres kamp mod kommunen.
Alle de fem unge kvinder har udviklingshæmning eller et andet handicap, der betyder, at de har brug for hjælp og støtte for at få hverdagen til at fungere. Det var en afgørende del af den støtte, Københavns Kommune var ved at tage fra dem og mange andre handicappede med kvalitetsstandarderne, der blev besluttet i forbindelse med budgetaftalen for 2019.
Hundredvis af beboere på bosteder fik besked om, at de ikke længere var berettigede til at bo på et bosted, fordi kommunen mente, at de var for velfungerende.
Mens det tidligere var muligt for alle med et moderat eller omfattende støttebehov at bo i botilbud, skulle det fremover kun gælde for dem med et omfattende støttebehov.
De bedre fungerende kunne vælge mellem at flytte ud i egen lejlighed med ingen eller meget lidt støtte eller flytte hjem til forældre eller andre pårørende.
Andre hundredvis af beboere på bosteder stod som en konsekvens af de nye kvalitetsstandarder til at miste retten til som hidtil at komme i aktivitetstilbud eller beskyttet beskæftigelse fem dage om ugen. Det skulle beskæres til kun tre dage om ugen.
Kommunens plan var at spare 16 millioner kroner i 2021, når kvalitetsstandarderne var fuldt indfaset. Besparelsen skulle blandt andet findes ved at lukke to dagtilbud. Men den plan blev altså forpurret af en aktiv og vedholdende protestbevægelse.
Frustration, sorg og vrede
Da de fem unge kvinder fik besked om, at en del af dem risikerede at skulle flytte ud af deres bosted, og andre ville få begrænset deres ugentlige antal dage på medieskolen, var der ikke meget kampgejst over dem.
Vi har lige så meget ret til et godt liv som alle andre. Men politikerne tager friheden fra os.
Vanita Gredal Berner
De var kede af det, frustrerede og vrede og brugte en stor del af tiden på at græde og snakke med hinanden om, hvor forfærdeligt det hele var.
– Jeg kan ikke klare mig selv i min egen lejlighed på grund af mit handicap, siger Mathilde Faber Bendtsen, der er både udviklingshæmmet og autist, men som samtidig virker meget velfungerende og velformuleret.
>> LÆS OGSÅ: Vrede pårørende: København overtræder handicapkonvention
– Jeg har brug for hjælp og støtte. Jeg kan noget selv, men det er vigtigt med pædagogisk støtte. Min eneste mulighed ville have været at flytte hjem til min mor. Men det har jeg ikke lyst til. Jeg er voksen og har lyst til at bo ude sammen med mine venner. Jeg er for gammel til at bo hjemme, tilføjer hun.
Ingen af de fem forstår, hvorfor de ikke som alle andre mennesker skal have ret til at gå på arbejde eller uddannelse fem dage om ugen.
– Hvis vi ikke kunne komme på Juno fem dage om ugen, ville vi bare sidde derhjemme i bofællesskabet uden at lave noget eller få nogen hjælp, siger Vanita Gredal Berner.
– Jeg ville sove længe og ellers bare sidde mellem fire vægge og glo fjernsyn, hvis jeg ikke kunne komme på Juno. Der er ikke noget at lave. Vi må dårligt nok komme i biografen eller på café med pædagogerne længere. Vi kan heller ikke komme på ferie, men politikerne bruger penge på Tour de France og Melodi Grand Prix, tilføjer Natacha Soelberg, der også bor i bofællesskab.
Hun henviser her til, at kvalitetsstandarderne blev meldt ud kort efter, at kommunen havde fjernet ledsagelsesmidlerne, der gjorde det muligt for de unge med handicap at komme ud fra bofællesskabet og for eksempel tage på café, til koncert eller på ferie med pædagogerne.
Nedskæring på nedskæring
De unge oplever, at de ansatte i bofællesskaberne har meget travlt og er stressede.
– De løber lige så stærkt som sygeplejerskerne og får så mange opgaver. Blandt andet skal de dokumentere alt muligt. Samtaler med os, medicin og alt muligt andet, fortæller Mathilde Faber Bendtsen.
– I stedet burde de bruge den tid på os. Vi har lige så meget ret til et godt liv som alle andre. Men politikerne tager friheden fra os, mener Vanita Gredal Berner.
Nogenlunde samtidigt med ledsagelsesmidlerne blev studieturene på Juno også sparet væk. For mange elever på skolen var det ellers deres eneste årlige ferieoplevelse, og studieturene havde stor betydning for elevernes sociale og faglige udvikling.
– Det ødelægger vores sammenhold. Tidligere blev vi rystet sammen, når vi var på studietur. Vi var én stor familie, forklarer Sandra Zenia Due Larsen.
Mistede livslysten
For de fem unge blev kvalitetsstandarderne dråben, der fik bægeret til at flyde over, efter flere års konstante forringelser af deres vilkår.
Jeg havde ikke lyst til at leve mere. Jeg tror, at vi allesammen havde den tanke, at vi ikke gad mere på den måde.
Natacha Soelberg
Mathilde Faber Bendtsen fik det så skidt rent psykisk, at hun følte, hun var ved at blive psykisk syg.
– Det var meget hårdt. Jeg tænkte, at nu kan det ikke blive værre. Det var en kæmpe mavepuster, siger hun.
Også de andre var hårdt ramt.
– Jeg følte bare, at politikerne hadede os handicappede. De sagde hele tiden, at der ikke var penge til os. Jeg følte, at vi lige så godt kunne drukne os, siger Dijana Arsovski, der med sine 25 år er den yngste af de fem.
– Jeg havde ikke lyst til at leve mere. Jeg tror, at vi allesammen havde den tanke, at vi ikke gad mere på den måde, fortæller Natacha Soelberg.
Der bliver nikket bordet rundt.
Som den eneste af de fem bor 29-årige Sandra Zenia Due Larsen hjemme hos sine forældre og ville ikke umiddelbart være blevet ramt af kvalitetsstandarderne. Hun gik alligevel med i protesterne.
– Jeg er glad for at bo hjemme og har ikke planer om at flytte hjemmefra. Men hvis jeg en dag vil flytte på bosted, kunne det jo også ramme mig. Og så ville jeg også godt hjælpe andre. Jeg var vred og følte, at politikerne ville gemme os væk, forklarer hun sit engagement i kampen mod kvalitetsstandarderne.
>> LÆS OGSÅ: Demonstranter kræver social genopretning
De unges første tanke var, at de ikke kunne gøre noget for at stoppe kommunen. Men flere af deres forældre foreslog, at de skulle protestere mod kommunens planer i håbet om, at det ville være med til at forvandle sorg, frustration og vrede til noget mere konstruktivt.
– Vores forældre tænkte nok også, at politikerne ville høre mere på os end på dem, siger Mathilde Faber Bendtsen.
Masser af aktiviteter
Det var hende, der fandt på navnet Kære Frank til den facebookgruppe, der blev krumtappen i mange måneders protester over kvalitetsstandarderne. Navnet henviser til overborgmester Frank Jensen, som de unge ville stille til ansvar for de planlagte nedskæringer.
Sammen med gruppen Handicapaktivisterne arrangerede Kære Frank tre store demonstrationer og en række mindre protester. Landsforeningen LEV var også med omkring den sidste demonstration.
Kære Frank løb stormløb mod overborgmesteren og politikerne i Socialudvalget, var yderst aktiv på de sociale medier og deltog i borgermøde. Der blev også malet skilte, skrevet sange og meget andet.
Når de fem kigger tilbage på mange måneders intensiv kamp, husker de det både som sjovt, hårdt og som meget grænseoverskridende.
– Det var overvældende første gang, man skulle holde tale til nogle, man ikke engang vidste, hvem var. Og da LFS holdt den store demonstration i september, hvor vi skulle op på den store scene og tale. Det var meget overvældende. Der var så mange mennesker. Det var svært, jeg rystede og var tæt på at bakke ud. Men det var fedt, da det var overstået, fortæller Vanita Gredal Berner.
– Du var virkelig sej, indskyder Mathilde Faber Bendtsen som en understregning af den indbyrdes støtte og solidaritet mellem de unge, der har været en central drivkraft i deres kamp mod kommunen.
– Vi bakkede hinanden op, når vi skulle holde taler eller synge til demonstrationerne, forklarer Sandra Zenia Due Larsen.
Hårdt, men også sjovt
Sammen husker de hinanden på en række episoder fra de langvarige protester. Den sjoveste oplevelse var, da gruppen overværede budgetforhandlingerne på Københavns Rådhus, mener Sandra.
Vi kæmper også for dem, der ikke har en stemme, og som ikke har pårørende. Jeg vil være aktivist til den dag, jeg stiller træskoene.
Mathilde Faber Bendtsen
– Vi sad oppe på balkonen med Kære Frank-trøjer og -kasketter på. Frank Jensen kiggede op på os, men han kunne ikke se os ind i øjnene, han blev nervøs og bleg og måtte drikke noget vand. Det var så fedt, siger hun og griner højt sammen med de fire venner.
Ingen af dem har noget til overs for den måde, overborgmesteren gennem lang tid afviste at tage ansvar for de planlagte nedskæringer på.
– Han gav andre skylden. Han gav Mia Nyegaard (socialborgmester – red.) skylden, konstaterer Dijana Arsovski.
– Og hun gav ham skylden, indskyder Sandra Zenia Due Larsen.
Snakken går nu på kryds og tværs under stor munterhed. En af de andre sjove episoder, der bliver fremhævet, var, da Frank Jensen havde afvist at svare på pressens spørgsmål med henvisning til, at han var på ferie, og så samtidig tog imod prins Joakim, der var på besøg i København.
De unge oplevede helt klart, at politikerne havde svært ved at forsvare deres nedskæringer, når de stod ansigt til ansigt med dem, der blev direkte ramt af forringelserne.
– Nogle af dem blev meget berørte over, at de havde gjort os så kede af det, forklarer Mathilde Faber Bendtsen.
Sejr over kommunen
Egentlig havde de fem ikke troet, at det ville lykkes at overbevise politikerne om, at de skulle rulle kvalitetsstandarderne tilbage. Det kom derfor som en stor og glædelig overraskelse, da budgetforliget for 2020 blev offentliggjort, og det stod klart, at kvalitetsstandarderne var taget af bordet.
– Jeg var lykkelig, da jeg hørte det. Det er helt fantastisk at have været med til at ændre noget. Mange fortæller os, at vi har været seje, erklærer Mathilde Faber Bendtsen.
– Jeg tænkte: Yes, det hjalp, at vi demonstrerede, og så delte jeg nyheden, alt det jeg kunne på Facebook, tilføjer Sandra Zenia Due Larsen.
– Det er fedt at være med til at forandre noget. Jeg var totalt glad og fjollet og tænkte, at nu fik politikerne den røvfuld, griner Natacha Soelberg.
Sammen med Dijana holdt hun fest, da det stod klart, at de havde vundet.
– Vi var totalt glade og drak os totalt stive, konstaterer Dijana med et stort smil.
Hun noterer med tilfredshed, at det hjalp at sige sin mening.
Kampen er ikke slut
Midt i glæden over deres sejr er de fem meget bevidste om, at der stadig er meget at kæmpe for.
Hvis de vil lukke Juno, så laver vi generalstrejke.
Dijana Arsovski
Selvom kvalitetsstandarderne er taget af bordet, skal der stadig spares på socialområdet i 2020, og det rammer blandt andet en række tilbud til mennesker med handicap.
– Kampen er ikke slut. De vil stadig spare, siger Mathilde Faber Bendtsen.
– Vi har heller ikke fået studieturene og ledsagelsesmidlerne tilbage, tilføjer Sandra Zenia Due Larsen.
Alle rundt om bordet erklærer samstemmende, at de er parat til at fortsætte kampen for bedre vilkår for handicappede.
>> LÆS OGSÅ: Budgetcirkus fortsætter i København til næste år
– Vi kæmper jo også for dem, der ikke har en stemme, og som ikke har pårørende. Jeg vil være aktivist til den dag, jeg stiller træskoene, kommer det bestemt fra Mathilde Faber Bendtsen.
Det udsagn tilslutter hendes fire venner sig straks.
– Hvis de vil lukke Juno, så laver vi generalstrejke, erklærer Dijana Arsovski.
På Medieskolen Juno arbejder de unge blandt andet med at lave film. De har opgaver for både kommunen, forskellige institutioner og privatpersoner.
– Min gruppe laver en film om misbrugere, som et misbrugscenter har bestilt, forklarer Vanita Gredal Berner.
Eleverne tager også fotos, laver udstillinger og sælger billederne.
Skolen har undervisning i for eksempel kamera, redigering, lyssætning, billedredigering og interviewteknik.
– Juno er verdens bedste sted. Jeg elsker at være her. Så meget at jeg ville ønske, at jeg også kunne gå i skole i weekenden, siger Dijana.
Artiklen kan downloades og printes i PDF her
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
