Siden 2002 har der været sat en stopper for, at boligskatterne har kunnet stige. Dette skattestop har dog ikke forhindret boligpriserne i at stige – tværtimod. Især landets ti procent rigeste har draget fordel af boligskattestoppet, mens priserne på deres bolig er steget til omkring det dobbelte.
De rigeste boligejere, hvis boliger er steget mest i værdi siden 2002, kan se frem til en ekstra stor skattegevinst med den nye boligskat.
Alene i 2015 havde de i gennemsnit en gevinst fra boligskattestoppet på 12.300 kroner – 8.300 kroner via stoppet på ejendomsværdiskatten, og 5000 kroner på loftet over grundskylden.
Regeringens udspil til en ny boligskat freder de sidste 15 års skattegevinster til boligejerne, og sikrer dertil, at de kan se frem til endnu en stor skattegevinst. Det gælder ikke mindst de rigeste boligejere med de største og dyreste boliger.
Ekstra skatterabat
Når de rigeste boligejere står til at få broderparten af de 32,5 milliarder kroner, udspillet afsætter til skattelettelser for boligejerne frem til 2025, skyldes det ikke mindst, at udspillet dropper den høje skat på de dyreste boliger.
I dag skal boligejere betale én procent af vurderingssummen op til 3,04 millioner kroner og tre procent for værdien derudover i ejendomsværdiskat. Men skattestoppet har fastfrosset ejendomsværdiskatten i kroner og øre til højst at udgøre det, boligejerne betalte i 2002. I dag svarer det til, at en boligejer i gennemsnit betaler 0,6 procent af boligens reelle værdi i ejendomsværdiskat.
Det er dog et gennemsnit. I udkantskommuner er boligernes værdi ikke steget nær så meget som i storbyerne og i de nordsjællandske kommuner, hvor hovedparten af de største boliger ligger. Især boligejere, hvis bolig i 2002 blev vurderet til en værdi lige under 3,04 millioner kroner, har haft stor glæde af skattestoppet, da de har undgået at skulle betale tre procent af værdien over dette "knæk". Deres boliger er i dag dobbelt så meget værd som i 2002.
Danmarks Statistik har for nylig lavet en opgørelse, der viser, hvem der får størst gavn af den flade boligskat. Ikke overraskende er det boligejere i Gentofte, København, Frederiksberg og Rudersdal kommune, der scorer de store skattegevinster på regeringens udspil.
De rigeste boligejere, hvis boliger er steget mest i værdi siden 2002, kan dermed se frem til en ekstra stor skattegevinst med den nye boligskat. Deres boligers værdi er reelt fordoblet, og det er dem, der vil få mest gavn af udspillets skattelettelser til boligejerne på i alt 32,5 milliarder kroner frem til 2025.
Frossen grundskyld
Regeringen og Dansk Folkeparti har desuden fra 2016 aftalt at fastfryse skatten på boligejernes grunde. Regeringen lægger op til at forlænge denne fastfrysning af grundskylden i hele perioden helt frem til 2020 Det vil for hele perioden 2016-2020 give boligejere i Rudersdal kommune en gennemsnitlig skattegevinst på knap 22.000 kroner, oplyser Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Til sammenligning kan en husejer i Tønder kommune se frem til en skattegevinst på 250 kroner, mens markedsværdien af et enfamiliehus i denne kommune siden 2009 er faldet med knap 200.000 kroner.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278