I P.H.s sang "Itu, itu i tusinde stykker" står der, "...husk, at det er mellem mennesker vi går, ikke i rovdyrburet..." - et uhyggeligt relevant udsagn, da sangen blev skrevet i 1939 og måske endnu vigtigere at huske på i dag. Og netop det evigtgyldige i teksterne er én af grundene til, at sangene stadig er aktuelle den dag i dag".

Anne Eltard har aldrig været bange for at stille op for hjertesager. I 2006 udgav hun for eksempel en støtte-CD for Jagtvej 69: "Ungdomshuset bli'r!" 

Sådan skriver Anne Eltard i præsentationen af sit spritnye udspil - en CD/EP, som markerer violinistens 40 år i musikbranchen. Udsagnet indikerer samtidig tonen og stemningen i denne og de tre andre sange på skiven.

To af sangene er skrevet af P.H. og Kai Normann Andersen, titelmelodien "Lad lyset leve" af hendes far Sven Eltard i 1956 og endelig er "Giv ikke op" helt og aldeles hendes eget værk. Seks numre flere kommer på den vinyl-LP, som udgives her i sensommeren.

Historiens vingesus

Mobilen er klæbet til øret, da hun kommer ind. Men vi får da bænket os med et par solide cortado'er. Vi har sat hinanden stævne i Café Arabica i Blågårdsgade. Passende, for selv om bopælen er flyttet lidt, så er Nørrebro hjemstavnen, hvor det hele startede. Bydelen var mangeårigt en hovedbase for hendes musikalske, og sikkert andre, udfoldelser.

100 meter derfra ligger café Blågårds Apotek. Her var hun, harmonikaspilleren Kazio Kierpaul og andre fra Familie Orkestret - "det legendariske Nørrebrohold", løstgående inventar. Ikke mindst nytårsaften, hvor der blev danset og sunget til den lyse morgen.

Cry Baby er navnet på den tunede wah-wah-pedal, som er helt unik for Anne Eltards lyd, når hun spænder buen over sin violin. Det kunne også være hendes kunstneriske kælenavn, når hun fyrede den af sammen med Nørrebro-drengene - eller siden 1990'erne med Øyvind Ougaard, Michael Friis og Klaus Menzer i "power polkaholdet" Polkageist. 

Som 15-16 årig trådte Anne Eltard første gang op i Folkets Hus i Stengade, som i 1971 var blevet besat af slumstormerne og stadig eksisterer trods skiftende socialdemokratiske borgmesterdyrs forsøg på at få dét og parken i Sorte Firkant plastret til. For vores øjne sprang denne ungmø i hastigt tempo ud som en sand violinvirtuos, mens vi dansede polka og hopsa, når der var spillemandstræf. Med blandt andre guitaristen Duus startede hun De Strenge Strygere, som begyndte at ture rundt.

Mange genrer

Nu er vi dags dato og nede på jorden igen. De 40 år skal markeres. Det sker med hendes første udspil med egen musik og i eget navn, EP'en "Lad Lyset Leve". Hvorfor?

– Man kan sige, der er to spor i det. Det ene er de gamle revyting. Dem har jeg arbejdet med i vildt mange år. Det andet er, at der er flere af mine egne ting, siger Anne, som medgiver, at sangene på EP'en er mere stilfærdige i forhold til trykkoger-leverancerne i bands med drengene, især live. 

– Jeg ELSKER melankoli. Og jeg elsker gang i den. Så det…!

– Og i de næste seks sange kommer der også et par af mine egne med. For ligesom at sige, at nu arbejder jeg med mine egne ting, ikke? Og så har jeg nogle instrumentalnumre, nogle flere sange, så for mig er det at tage et endegyldigt spring ud i at turde gå ud med mine egne ting. Det instrumentale nummer, der kommer, er ikke specielt stille. Og det er heller ikke alle numre af de næste seks, der er lige så stille.

Underfundighed

– Hvor vil du sige, at vi er henne emne- og stemningsmæssigt på EP'en? Hvorfor kan du godt lide de gamle toner og tekster?

– Jeg kan godt lide, at det er en underfundig samfundskritik, hvor man ikke bare smasker folk i hovedet ved at sige tingene meget direkte, men som gør, at folk er nødt til at tænke over tingene. Det er også det, jeg selv prøver på at arbejde med i mine egne ting. Og se om jeg kan flytte det i den retning. Hvis det bliver for firkantet, så tror jeg, man taler man for meget til sig selv og ikke til… så når man ikke så langt ud med det.

Anne Eltard har ikke blot lavet albums og EP'er sammen med drengene fra Nørrebro og andre steder, men eksempelvis også to albums sammen med lutter kvinder i Radiant Arcadia: "Diversity" og "Together" -  med blandt andre Channe Nussbaum. Og med musik fra alle verdenshjørner: klezmer, sufi, mellemøstlig, irsk og dansk folkemusik. Hun har aldrig været bange for at stille op for hjertesager. I 2006 udgav hun for eksempel en støtte-CD for Jagtvej 69: "Ungdomshuset bli'r!" Hun siger:

– Det er jo en balancegang, så da jeg lavede den for Ungdomshuset, så var den mere direkte. Så jeg er ikke nervøs for at sige tingene direkte, men jeg synes, at hvis man skal give noget til publikum, og der skal være én eller anden form for dialog, så man skal ikke ekskludere dem, fordi de synes, at éns retorik er for firkantet.

Nordisk tone

– Hvad har du ellers lavet af musik og tekster før nu?

– Jeg har lavet rigtig meget musik altid. Tekstmæssigt har det meget været oversættelser. Jeg har dog lavet tekster gennem mange år, men så har jeg haft det, som jeg tror mange af os har det: "Naarj, det er ikke godt nok, de andre er meget bedre". Hun ler: - "Hvorfor skulle det være interessant, hvad jeg har at sige?"

– De seks nye sange til efteråret og det er…?

– Det er i samme tråd, som de fire her, ja fuldstændig. Eller, som der var én, der sagde: "Det er godt nok en bred vifte, du præsenterer genremæssigt…"

– Ét af numrene, ét af mine egne, det er sådan mere soulet, funky, jive i det. Vi er musikere, som har bevæget os sindssygt mange steder på den danske scene, så vi giver ligesom hvert nummer dét touch, som vi synes er bedst, og så kan man jo komme en rimeligt stor vifte rundt. Anne læner sig lidt tilbage og fortsætter:

– Jeg synes det er svært at sige. Det er jo ikke singer/song writing, det er ikke visesang, det er ikke jazz… Der er meget, det ikke er, men det er nordisk. Der er en umiskendelig nordisk klang i det. Og så… jeg spiller jo meget violin med wah-wah pedal, og det er der jo ikke mange, der gør herhjemme.

Melankoli og vrooom

– Du skriver, at du godt kan lide, at lydbilledet ikke bliver for blankpoleret. Men EP´en forekommer mig meget velafpudset og gennemarbejdet?

– Ja, det er helt klart, at det ikke er nogen punk-udgivelse, men det er heller ikke en viseudgivelse. Der er lissom' den er letantændelig, og intentionen er så, at når du også har hørt den tyve eller fyrre gange, så hører du hele tiden små nye ting. Den er fyldt med bittesmå detaljer. Så kan man kan sige ikke bare sige, at "så nu spilles der dong-dong-dong, a-b-c" og så'n.

– Jeg kan godt lide, at det er en underfundig samfundskritik, hvor man ikke bare smasker folk i hovedet ved at sige tingene meget direkte.

– Og under hele "Man binder os…" ligger der sådan ét vroooom-motorcykelspor. Jeg var nede at optage dem, da de kørte til Bakken. Og så gik jeg hjem, arbejdede med lyden, lavede sporet og tog det med i studiet. Fordi det har høj aktualitet. Men mest for at få en sang, der får en anden kant. Meget af det, der er på en CD, kan vi jo ikke lave live, for dér står vi jo bare fire musikere og spiller, men dér har du til gengæld nærværet af fire musikere, der kan spille og levere et show. Dér får du nogle andre ting med. Jeg tror heller ikke på, at du skal reproducere det, du har indspillet. Du skal reproducere en stemning, en feeling, og det er lissom noget andet.

– Man oplever en kontrast mellem den gennemgående melankolske tone, der er i det, og som svarer til teksterne, og så et meget højt leje i sang og musik. Lidt spøjst?

– Jeg ELSKER melankoli. Og jeg elsker gang i den. Så det…! 

Anne Eltard ler igen. Flere ord er overflødige.