Februars sidste solstråler falder ind gennem vinduet til Dusja Carlsens lejlighed på tredje sal på Østerbro. Det er en lillebitte kvinde med spillevende, nysgerrige øjne, der tager i mod i døren, sammen med sin søn Aksel.

Lejligheden er fyldt med nips og ting fra hjemlandet Ukraine, og der dufter hyggeligt mormor-agtigt.

Lejligheden er fyldt med nips og ting fra hjemlandet Ukraine, og der dufter hyggeligt mormor-agtigt. Kaffen er på bordet sammen med rabarbertærten, og selv om et slagtilfælde for et par år siden delvist ramte hendes tale, så fejler hørelsen ikke noget.

Arbejderen besøger Dusja Carlsen, fordi hun nu runder de 90 år, og ikke mindst, fordi hun har en forrygende historie at fortælle om et langt liv i Ukraine, Tyskland, Sovjetunionen og Danmark.

Dusja Carlsen blev født på landet i1925 i den nordøstlige del af Ukraine i landsbyen Karnichna. I forhold til de store byer er det nærmest Kharkiv. Som så mange andre russere og ukrainere havde hun oplevet hungersnøden i 1932. 

Da hun var 17 år, begyndte de tyske besættelsestropper at tvangsudskrive især unge mænd og kvinder til at arbejde i det tyske krigsindustri.

– De overfaldt Sovjetunionen i 1941, men Dusja blev tvangsudskrevet i december 1942, da hun var 17 år gammel.

– De forbandede tyskere – de møgsvin, udbryder Dusja spontant.

Hun har berettet indgående om den 10 dage lange rejse i kreaturvogne fra det nordøstlige Ukraine til den tyske Østersøkyst sammen med andre slaviske kvinder. Det sker i den 62 minutter lange tv-dokumentar "Pigen fra Ukraine" af Lisbeth Jensen som en del af serien "Århundredets Vidner".

Mødet med Erik

Nu er der skænket op i kaffekopperne, tærten er kommet på tallerknerne og snakken går så småt i gang.

– Jeg kom til Rostock til krigsindustrien, men der var vi jo meget heldige. Vi arbejdede i køkkenet sammen med en hel masse andre. Det kunne have været meget værre, husker Dusja.

– Men jeg var ung, og smuk, griner Dusja, og fortæller om, hvordan hun mødte Erik Carlsen.

– Han var så flink. Han hjalp os og har hjulpet mange russiske piger, der arbejdede.

Aksel bryder ind og viser et fotografi fra 1944 af en ganske ung kvinde.

– Det her er vistnok det ældste billede vi har af Mutter og det er taget i Tyskland.

– Det var den gang, smiler Dusja.

Det blev snart alvor mellem den unge danske mand og den unge ukrainske kvinde. Med lidt hjælp fra en venlig medarbejder på det danske konsulat i Rostock blev Dusja fru Carlsen. Parret begiver sig mod den danske grænse under en dramatisk flugt fra de britiske bombardementer af Slesvig-Holstein, og snart kom børnene til – først Aksel og siden Sonja.

En aktiv kommunistisk familie

Under hele opholdet i København efter krigen, havde familien kontakt til den sovjetiske ambassade, og læste og fulgte med i, hvad der skete der ovre.

Både Dusja og hendes mand var overbeviste kommunister. 

– Jeg har altid været kommunist i mit sind, fortæller Dusja med et smil.

– Far havde været medlem i DSU på Amager i samme afdeling som Anker Jørgensen, men han blev smidt ud i 1942 sammen med et par stykker, fordi de var for røde. Da far og mor vendte tilbage til København fra Tyskland i april, meldte de sig i september 1945 ind i DKP.

Dusja blev også medlemmer af DDK – Danmarks Demokratiske Kvinder – og det var med til, at hun så hurtigt lærte dansk.

Aksel tager en lang fotorulle frem fra den store internationale kvindekongres i København 1953. Det viser flere hundrede kvinder fra hele verden med Dusja midt på i forreste række.

Samtidig var hun aktiv med at arrangere de internationale ungdoms- og studenterfestivaler, som blev afholdt hver anden år lige efter afslutningen på Anden Verdenskrig. Hun og Erik var desuden aktive i Dansk-Russisk Venskabsforening gennem alle årene.

Tilbage til Ukraine

I august 1956 besøgte ægteparret og deres to børn, Aksel og Sonja, Dusjas hjemstavn i det nordøstlige Ukraine.

– Jeg blev sendt til Tyskland i december 1942, og frem til 1956 var det en kedelig tid, hvor man ikke vidste, om familie og venner havde overlevet krigen, husker Dusja stille.

Det viste sig, at både hendes far, bror og flere andre havde overlevet de hårde kampe på Østfronten. Blandt andet deltog broderen i Stalingrads forsvar. Efter et rørende gensyn med de ukrainske slægtninge fortsatte den unge familie til havnebyen Mariupol. Den ligger øst for Sortehavet ved Det azovske Hav.

– Jeg startede med at arbejde i børnehave, siger Dusja og peger med et smil ned på den store, kommunale legeplads i gården, hvor en håndfuld børn nyder den tidlige forårssol.

– Det er lige som her. Det vækker minder, griner Dusja.

Erik var i starten uden arbejde, men gik på aftenkursus for at lære russisk. Efter et par måneder fik han job som bogholder og regnskabsfører i Dusjas børnehave.

Paradis i Moskva

Efter ødelæggelserne, traumerne og frustrationerne hos den lokale befolkning i Mariupol, der havde været besat af tyskerne, var det en ren gave at komme til Moskva. I 1957 flyttede familien til Moskva for at udleve den socialistiske drøm. De tog derover med store forventninger om opbygningen af den sovjetiske socialisme efter krigen.

I 1957 flyttede familien til Moskva for at udleve den socialistiske drøm.

– De sovjetiske myndigheder kontaktede mor og far i Mariupol og tilbød far et job på Moskva Radio på den danske redaktion, husker Aksel.

– I Moskva havde de brug for medlemmer af partiet, der talte dansk, og det havde jeg lært dengang. Det gik så hurtigt, siger Dusja.

– At komme til Moskva var som at komme i paradis, husker Aksel, og mor Dusja nikker. Det var en periode fra 1956 og gennem 60'erne, hvor levestandarden var stigende i Moskva med velforsynede butikker. Det var også her, at familiens to børn voksede op, og det var der ingen problemer i, erindrer Dusja.

– Det gik da meget normalt, og Sovjetunionen var meget moderne på det område. Der var vuggestuer og børnehaver, men det havde vi ikke behov for. Børnene skulle fortsætte skolen.

– Vi kunne ikke russisk, da vi kom der over, så vi måtte starte forfra i 1 klasse. Jeg havde gået fire år og min søster to år i skole på Sundbyvester, men der var meget stor hjælpsomhed fra lærere og klassekammeraters side, så vi blev hurtigt integreret, fortæller Aksel. 

Han gik et halvt år i hver klasse til at starte med og fik på den måde indhentet sin skolegang.

Både han og Sonja var medlem af den sovjetiske spejderbevægelse, der blev kaldt Vladimir Lenins Nationale Pionérer som en del af det ungkommunistiske forbund Komsomol fra 1917.

Begge børn kom i det lokale Pionér Palads. Aksel roder lidt i bunken med familiefotos og finder et billede frem, hvor begge børn bærer det karakteristiske røde tørklæde.

Den dansk-ukrainske familie ankom til Sovjetunionen lige efter Stalins død med store forhåbninger til den sovjetiske socialisme og samfund.  Det var en tid med gang i byggeri og samfundsudviklingen.

– Vi forventede, at socialismen ville forbedre sig fra dag til dag. Der havde været en stor krig (Den Store Fædrelandkrig, red.), og masser af mennesker havde ikke noget, fordi de havde mistet det hele under krigen, så det var det bedste man kunne kæmpe for nu, fortæller Dusja.

Hendes hylder er proppet med sovjetiske film fra den periode, og hun elsker at se dem om og om igen.

– Nu hvor jeg ser filmene, så kan man jo se, hvor dårligt russerne har det nu, konstaterer hun tørt.

Det var en opbygningstid, ikke mindst for Sovjetunionens mange, fattige landarbejdere.

– Man levede ikke så moderne ude på landet den gang, husker hun.

Dusja elskede byen Moskva. 

– Det er en dejlig by. Den holdt jeg så meget af. I Danmark havde jeg lært dansk så hurtigt, at jeg rejste rundt som tolk overalt i Sovjetunionen, hvor jeg rejste rundt med delegationer. Det var jo skønt, og nogle af dem har jeg stadig kontakt med, fortæller Dusja.

Tolk for Ingrid Jørgensen

– Mor viste de forskellige delegationer rundt i Moskva, men samtidig kom hun også ud på mange rejser som tolk. Hun fik set næsten hele Sovjetunionen, helt ud til Irkutsk (i Sibirien, red.).

Dusja var mest tolk for journalister og forfattere, som hun rejste sammen med rundt i landet og traf mange spændende mennesker ved de lejligheder. 

Hun blev endda inviteret af det sovjetiske statsministerium til at være tolk for Ingrid Jørgensen, da Anker var der ovre på officielt besøg i 1973, fortæller Aksel Carlsen.

Dusja var mest tolk for journalister og forfattere, som hun rejste sammen med rundt i landet og traf mange spændende mennesker ved de lejligheder. Blandt dem var den store færøsk-danske skribent William Heinesen, tegneren Herluf Bidstrup og den kommunistiske spaniensfrivillige og aktivist Villy Fuglsang.

– Jeg mødte mange spændende mennesker, husker Dusja.

Dusja har været godt tilfreds med livet i det socialistiske Sovjetunionen, og familien blev boende helt til 1994, før den vendte tilbage til Danmark, også selv om situationen i fødevarebutikkerne blev ringe op gennem 70'erne og 80'erne.

– Der var fødevaremangel over det hele, men det lagde man ikke mærke til. Man gik i forretningerne og så, hvad der var kommet, og så prøvede man at købe noget, men sådan er det også i dag i Putins Rusland. Nutildags er der mangel på det ene og det andet, tilføjer Dusja.

Farvel til Sovjetunionen

Ifølge Aksel mærkede familien Carlsen ikke de store forandringer i hverdagen fra den ene generalsekretær til den anden. Livet i Sovjetunionen bestod af en række skiftende kampagner – først om industrialiseringen, så mobilisering til de nye opbyggede områder. Der har hele tiden været sådan nogle fremstød om forskellige ting, mindes han.

– Men i hverdagen var det ikke til at se de store omsving.

Familien Carlsen blev boende nogle år efter sammenbruddet af Sovjetunionen. 

– Ved systemskiftet i 1991/92 blev der lavet markant om på politikken. Man bevarede nogle af de sociale goder fra Sovjet-tiden, men ret hurtigt blev der skåret ned på det hele. Der blev lagt op til privatisering af det hele, og det er noget, der har givet bitre resultater.

På Radio Moskva blev de nordiske redaktioner slået sammen og fortsatte på lavt blus.

– Man sendte måske lidt mindre end tidligere, siger Dusja.

Familien Carlsen rejste tilbage til Danmark, fordi Erik Carlsen gerne ville hjem efter at Sovjetunionen ikke fandtes mere. Det var jo det, man var rejst ud til.

– Så nu var det hans tur til at komme hjem, griner Dusja.

Men kede sig, det blev der ikke tid til.

– Man var hele tiden på dupperne, siger Dusja.

Trods sin høje alder følger Dusja stadig med i, hvad der sker i såvel Rusland som i Ukraine.

– Hun går da hele tiden og håner de banditter derovre, siger Aksel, og Dusja griner hjerteligt med.

– Mor sidder hele tiden og ser sovjetiske film, og der er også masser af sovjetisk popmusik på hylderne.

– Dem kan jeg ikke undvære, og dem ser jeg gang på gang. De fleste er jo fra min barndom, siger hun.

Hun synger også med på de gamle sange fra Sovjettiden.

– Det er klart. Ellers glemmer man jo sproget, og det er ikke så godt. Ellers taler jeg bare med mig selv. Så er der ingen, der forstyrrer mig, griner Dusja.

Tillykke med de 90 år

Fortællingen om den ukrainske bondepige, der fandt sin drømmemand i Rostocks krigshelvede, som voksede op som almindelig sovjetborger i Moskva, og som nu nyder sit otium i København, kunne fortsætte så længe som helst. Men alt har en ende, og det gælder også denne snak med Dusja Carlsen.

Trods hverdagens små problemer lever Dusja videre som et eksempel til efterfølgelse. Fredag den 6. marts fylder hun 90 år. Arbejderen kipper med flaget.