Normalt er blot 10-20 operasangere eller skuespillere på scenen i Det Kongelige Teater i København. De får al opmærksomhed, mens ganske få tænker på, at hundredevis af hænder faktisk står bag enhver kunstnerisk opførelse. Snedkere, smede, teaterermalere og andre håndværkere har i måneder forud bakset med kulisser og møbler.

Vi arbejder i teams og sparrer med hinanden. Vi er et stort fællesskab.
Stephan Mathiessen, snedker

Det er en usynlig hær, som ikke får stående applaus, når forestillingerne er forbi.

Ofte er op til 300 mennesker involveret i en enket opsætning af en stor opera.

Ret skal været ret: Dog står de enkeltansvarlige for værkstederne listet i det aktuelle forestillingsprogram til operaen Lady Macbeth fra Mtsensk, der havde premiere forrige søndag. Selvom man har en "skjult" funktion på teatret, bliver man krediteret ordentligt.

De første skeletter

Smed Preben Bjørn Kibsgaard på Det Kongelige Teaters smedeværksted på Refshalevej i København er stolt af at være en af fire smedesvende, som laver rammerne til de tonstunge kulisser, der skal på scenen i Operaen eller Skuespilhuset.

– Al god kunst starter her, siger han med et ironisk smil på læben.

Men det viser sig ikke at være helt forkert. Det er smedene, der laver de allerførste skeletter –eller rammer – til kulisserne. Senere kommer snedkerne træ på. Teatermalere udsmykker kulisserne. Tapetsererne polstrer møbler og syr gardinerne og scenetæpperne.

Først da/derefter kommer lys og lyd på.

Smeden Preben Bjørn Kibsgaard står i smedeværkstedet for enden af den 300 meter lange, 22 meter brede og knap en snes meter høje B&W-svejsehal fra 1921. Staten købte den i 2004 for 20 millioner kroner og gav den til Det Kongelige Teater.

Han kigger ud i værkstedet, hvor fire svende og en lærling er i gang med de tunge metalkonstruktioner til kommende skuespil og operaer.

Der lugter af svejserøg. Det har der gjort i over en menneskealder, da der blev bygget dele til skibe og skibsmotorer i den rungende hal.

Vi kan ét eller andet. Af og til kan jeg sgu godt blive imponeret, når jeg ser ting på scenen. 
Mogens Sand, møbelsnedker

– Jeg selv arbejdede herude, da området var ejet af skibsværftet B&W. Jeg stod faktisk i netop denne hal og lavede ting til skibe. Men da foretagenet lukkede, rykkede Det Kongelige Teater efterhånden ind og jeg fik heldigvis et job herude for fem et halvt år siden, siger Preben Bjørn Kibsgaard, der også har været kloakreparatør andetsteds.

Opera-elskende smed

Han er i øvrigt en ivrig tilskuer, når kunsten bryder ud fra scenerne, når alt er klappet og klart til premiererne. Han er med, når musikerne i Operaen på Holmen slår tonerne an fra orkestergraven.

– Jeg havde aldrig troet, jeg skulle komme til at bryde mig om opera, men jeg blev fanget af det. Bare at være der, høre verdensklassemusik. Fantastisk, udbryder han og slipper grebet i en metalblok, der er ved at blive bearbejdet.

– Pas på, den er varm, advarer han.

Preben Bjørn Kibsgaard er godt klar over, at det ikke er smede og andre arbejdere, der fylder de fleste pladser i Operaen, der mange steder bliver anset for at være en for ”fimset” kunstform.

– Mine venner og familie synes nok, det er lidt for fint, selv om jeg prøver at sige til dem, at de sagtens kan komme i cowboybukser og få en øl i pausen, siger smeden og klør sig i panden. 

Stolte af arbejdet

Der er stor faglig stolthed blandt håndværkerne på Værkstederne. Også hos snedkerne ved siden af smedeværkstedet. Her pusler møbelsnedker Mogens Sand med en opgave til det kommende stykke, Saul og David.

– Vi er stolte af vort arbejde. Vi kan li' de ting, vi laver. Vi ved, det skal passe med noget andet i den anden ende. Vi arbejder derfor meget sammen med de andre faggrupper, siger han og kigger ud over snedkerværkstedet, hvor en ung smed daffer forbi store bunker af høvlspåner, som sender en liflig duft ud i alle hjørner.

Spånerne giver mindelser om skolens sløjdlokale.

En snedker kommenterer i baggrunden.

– Det hele kan jo brase sammen, hvis noget, vi laver, ikke er lavet ordentligt.

Snedkernes tillidmand Stephan Mathiessen forklarer "hemmeligheden" ved Værkstederne.

– Vi arbejder i teams og sparrer med hinanden. Vi er et stort fællesskab. Vi griber tingene forskelligt an, og vi har ikke så skarpe faggrænser. Vi hjælper hinanden og accepterer hinanden. Vi har flad struktur. Dette er jo ikke et fabriksarbejde, siger han.

På Kongens Nytorv og i Skuespilshuset er der skrædderværksteder og hattemageri for de såkaldte modister.

Noget nyt hver dag

Snedkere, tapetserere, malere flyttede her ud til Refshalevej for seks-otte år siden. Før havde de til huse på Kongens Nytorv på 4. sal. Dét var for trangt, fortæller snedkerne.

Jeg havde aldrig troet, jeg skulle komme til at bryde mig om opera.
Preben Bjørn Kibsgaard, smed 

I den enorme montagehal står snedkerne Piet Voulhøj og Lasse Pedersen og sætter drejescenen til den kommende opera, Tryllefløjten, sammen. De bakser med at sætte dens dele sammen og Lasse Pedersen ligger under scenen, mens hans makker forsøger at bakse delen på plads.

Møbelsnedkeren Mogens Sand har været indenfor teaterbranchen i 40 år og lavet møbler til forskellige teatre i København, for eksempel Gladsaxe Teater. Indimellem har han været sprøjtelakerer. Været på Grønland. Bygget sommerhuse.

– Ja, det var sådan noget type-agtige huse, hvor alt var ens hele tiden. Så er man glad for at lave noget nyt hver dag herude, siger han og peger på et par kolleger, der laver huller i en ramme af træ til en kulisse til operaen Tryllefløjten.

– Herude kan man gå og gruble over en opgave. Hvordan skal vi løse dét og dét? Så opstår ideen, når du går på lokum, griner Mogens Sand, og fortæller om dengang, han fandt på at lave en række vellignende vaser i flamengo, så de kunne stå bag de rigtige vaser på scenen.

Men han erindrer også, at "et par scenografer eller tre" kan være ret besværlige at arbejde sammen med, især nogle af de udenlandske, der kommer til Det Kongelige Teater for at opsætte stykker. En dag kom en engelsk scenograf forbi, som viste sig at være meget fintfølende.

– Langt, langt de fleste scenografer er o.k., for vi kender dem og deres smag. Men den fornemme englænder kom ud til mig for at inspicere en stol, jeg havde lavet. Da han så stolen, græd han. Det var ikke lige, hvad han havde forventet! Så fik vi skaffet flere penge – og jeg byggede en ny stol. Så kom englænderen igen. Denne gang græd han også. Men denne gang var det af glæde, mindes Mogens Sand og kluklér.

Er det kunst eller håndværk, I laver?

– Vi kan ét eller andet. Af og til kan jeg sgu godt blive imponeret, når jeg ser ting på scenen, siger Mogens Sand og smiler.

For smeden Preben Bjørn Kibsgaard er spørgsmålet ligetil.

– Vi er håndværkere, der laver kunst.

Det er vigtigt, at alle på Værkstederne står i fagforening. 
Preben Bjørn Kibsgaard

Vulkanen der styrtede

Smedelærling på nogle-og-tyve, Martin Lorentzen, er begejstret for det grundige arbejde. 

– Jeg har set svejsninger fra andre lande som Østrig. Vores svejsninger er bedre, siger han og mindes en speciel opgave til stykket Sandmanden på Oslo Opera.

– Vi lavede konstruktionen til en fire meter høj vulkan, der kunne styrte sammen, fortæller han begejstret.

Håndværkere på Værkstederne er meget nøjeregnende med deres arbejde. De ved, at stole, kulisser, bagtæpper kun skal bruges 20-30 gange.

Men ”det skal være kram”. 

– Dette er ikke et normalt arbejde, men en livsstil. Vi kan nogle gange arbejde i weekender, nogle gange i ferier – selv om det er sjældent. Vi kan godt være pressede på tiden. Men vi ved, vi skal lave noget unikt, siger Preben Bjørn Kibsgaard.

Snedker Stephan Mathiessen fortæller, at tidsnød op til en premiere godt kan virke som et pres, der får snedkerne til at lave lidt "nemmere løsninger".

– Det kan være stressende og hårdt indimellem. Men vi går ikke på kompromis med sikkerheden, forsikrer han, og viser en tegning af en trappe og en dør til opsætningen af skuespillet Koks i Kulissen, hvor det er meningen, at døren skal smadres hver aften. En snedkersvend står bøjet over det tynde træ, der skal benyttes til den skrøbelige dør.

Stolen og kaffekoppen

Thomas Kolding er møbelansvarlig på Værkstederne. Han har styr på hundreder af møbler på lageret, der blandt andet er opmagasineret i store blå metalbure på 10 meters højde og på brede hylder langs væggene.

Har I været ude for, at møbler utilsigtet er brudt sammen under en premiere?

– Nej. Men under generalprøven til Porgie & Bess – opført fornylig – røg en stol, så vi måtte skynde os i en helvedes fart at reparere den, siger han.

I Værkstedernes malersal står teatermaler Kirsten Brinch. Bag hende ligger scenetæppet til den kommende opera Tryllefløjten fladt ud på gulvet, og på et bord står en lille papmodel af scenen, så malerne kan levere et nøjagtigt stykke arbejde i naturlig størrelse.

Modellen er ikke større end en lille skotøjsæske.

– Der går en myte herude om, at der en dag blev malet en kulisse med en stor brun kaffering på, altså en cirkel i brun farve. Det viste sig, at en af malerne ved en fejl havde sat en kaffekop på den lille model, så en brun ring havde sat sit aftryk. Dette aftryk overførte andre malere så til kulissen. Overraskelsen blev godt nok stor, da scenografen så den brune ring, griner Kirsten Brinch.

Hun understreger, at på Værkstederne bliver malere og andre håndværkere nøje ført ind i tankerne bag hver opsætning under møder med instruktører og scenografer. Selv er hun den eneste blandt de 50 ansatte på Værkstedet, der ifølge overenskomsten kan gå ind og se stykkerne og operaerne i arbejdstiden.

Vi er håndværkere, der laver kunst.
Preben Bjørn Kibsgaard, smed

– Jeg elsker at se stykkerne. Men jeg sidder også og lægger mærke til, om vores arbejde fungerer. Ej, det er lækkert, det her? tænker man. Vi skaber illusioner – det skal virke på afstand, siger hun.

Især var Kirsten Brinch begejstret for opsætningen af operaen Porgy & Bess.

– Det hele gyngede og bølgede. Det var specielt, fordi kun sorte sangere var på scenen, erindrer teatermaleren og tørrer rød maling af venstre hånd.

Selvfølgelig organiseret

For smedenes tillidsmand, Preben Bjørn Kibsgaard, er det en selvfølge, at det gode samarbejde og sammenhold på Værkstederne får konsekvenser.

– Det er vigtigt, at alle på Værkstederne står i fagforening. En af udfordringerne på Værkstederne var en gang at organisere alle i fagforeningen. Da vi flyttede herud til Værkstederne på Refshalevej var ikke alle i fagforening, men det er de kommet nu, fortæller han.

– Vi smede var selvfølgelig organiseret 100 procent fra starten. Nu er 100 procent af alle faggrupper herude også organiseret, siger han tilfreds.