Bogen "På kanten af velfærdsstaten" er den første samlede fortælling om indlagtes og anbragtes historie i perioden 1933 -1980. Det er en forsorgshistorie, som ikke tidligere er fortalt.

Bogen har både fokus på anbragtes erindringer – negative og positive – men der er også fokus på de store ændringer, der er sket samfundsmæssigt, grundsynsmæssigt og lovgivningsmæssigt i perioden fra socialreformens indførelse i 1933 til de sociale lovgivninger, der kom i 1970'erne.

Mange af livshistorierne fra åndssvageforsorgen handler om oplevelsen af at have været fejlanbragt.

”På mange måder foregik der en mental revolution, hvor nye ideer om seksualitet, opdragelse, afvigelse, menneskerettigheder, ytringsfrihed og demokrati slog igennem”, skriver forfatterne (s. 11).

Forfatterne har prioriteret beskrivelsen af de tre største områder: Børneforsorgen, psykiatrien og åndssvageforsorgen, men andre mindre områder er også repræsenteret som eksempelvis blinde- og døveforsorg, forsorgshjemssystemet samt forsorgen for mennesker med svære bevægelseshandicap.

Der er arbejdet med tre beskrivelsesniveauer: et statsligt niveau, et institutionsmæssigt niveau og et individniveau. Disse tre niveauer sammenkobles med en periodisk fordybelse i tre perioder:

1. Perioden 1933-1957 præget af institutionstænkning.

2. Perioden 1958-1967 præget af en række holdningsmæssige skift, der angik rettigheder og spørgsmålet om ligeværdighed og normalisering, men hvor megen ”behandling” fortsatte i mindre omfang, eksempelvis sterilisation, kastration og lobotomi (det hvide snit).

3. Perioden 1968-1980 præget af ny kritik af åndssvageforsorg, psykiatri og børneforsorg.

I bogen gengives 15 længere livshistorier foruden mange citater fra de øvrige foretagne interviews.

Steriliseret med tvang

Forfatterne pointerer, at de ikke har fundet sandheden om disse indlæggelser og anbringelser. Dels er det usikkert, om de, der har valgt at medvirke, repræsenterer hele gruppen af anbragte. Dels er erindringer ingen bevisførelse for, ”hvad der skete helt præcist eller at konkludere: Sådan var det at være anbragt og indlagt!” (s. 19).

Alligevel tegner de mange erindringer et billede af, hvordan de interviewede oplevede deres liv som anbragt og af de mønstre, der tegner sig i materialet, på trods af de usikkerheder, forfatterne anfører.

En af de meget fine ting ved denne bog er de introducerende afsnit i begyndelsen af hvert kapitel, der tjener til at sætte erindringerne ind i en ramme. Bogens nyhedsværdi ligger først og fremmest i de mange indsamlede erindringer og behandlingen af dem.

Både ansatte og anbragte fortæller om overfyldte sovesale og toiletter på række uden skillevægge.

Eksempelvis gennemgår kapitel 1 hele den danske institutionsopbygning fra tidlig tid til 1933 og afslutter med et langt interview med en kvinde, der har været anbragt på Sprogø, og som blev steriliseret i 1948 og på den måde danner en overgang til den påfølgende periode.

Selv om der i 1940'erne begyndte at komme kritik af sterilisationspraksis, og der i 1967 kom en ny sterilisationslov, fortsatte man med at sterilisere i et vist omfang, nu med medicinsk indikation i regi af mødrehjælpssystemet.

Fortællingen om ”Journal 5305” omhandler Karoline Olsens erindringer fra Den Kellerske Anstalt i Brejning og på Sprogø 1944-58. Det er dels en læsning af journalen, dels et omfattende interview der ligger til grund for dette afsnit.

Kvinden ”flygtede” i 1958 til Sverige, hvor hun blev gift. Hun valgte at leve der, fritaget for anstaltens vedvarende kontrol. Det er en historie om et institutionssystem og professionelle, der mente, at det var muligt gennem objektive intelligensmålinger at fastlægge et menneskes skæbne.

Det ironiske i hendes sag er, at intelligenskvotienten faldt fra normal til udviklingshæmmet i den tid, Karoline var under forsorg. Det blev opfattet som udvikling af hendes ”sygdom”, ikke som udtryk for et stimuli fattigt miljø.

Karoline Olsen foran en af de hvidkalkede bygninger på øanstalten Sprogø 1951.

Sct. Hans Hospital var i 1600- og 1700-tallet hjemsted for ”blinde, invalide, udviklingshæmmede, demente og mennesker med alle former for alvorlige kroniske sygdomme” (s. 23). I 1800-tallet kom institutioner for døve (1807), blinde (1811), sindssyge (1852), åndssvage (1855) og vanføre (1870) til. 

En del af disse institutioner startede som private virksomheder. Det gjaldt ikke mindst opdragelseshjem for børn.

Diskussion om medlidenhedsdrab

I 1905 kom der en samlet lovgivning for børneområdet. Der blev oprettet Værgeråd, der skulle tage sig af vanartede, forsømte og vanrøgtede børn. Staten begyndte i stigende grad at dække udgifterne til sociale foranstaltninger.

Sindssygeforsorgen og åndssvageforsorgen havde det til fælles, at begge institutionstyper var lægestyrede, men sindssygevæsenet var i højere grad end åndssvageforsorgen ”præget af, at hverken Justitsministeriet eller Sundhedsstyrelsen var specielt interesserede i at kigge psykiaterne over skuldrene” (s. 30), hvilket blandt andet fik betydning, da lobotomi (det hvide snit) blev brugt i vidt omfang, uden at nogen studsede over de mange bivirkninger af behandlingen.

Socialreformen 1933 betød, at kommunalbestyrelserne blev bestemmende for den lokale sociale forvaltning og kontrol, at der skete en forenkling af de eksisterende regelsæt, og at staten som omtalt overtog en række sociale udgifter fra kommunerne.

Hele projektet havde et dobbelt hensyn at varetage: Dels hensynet til svage borgere, dels hensynet til samfundets interesser. Det er i det lys, historien om ”Journal 5305” skal læses. Og det er i det lys, de mange forskellige love skal ses, som på den ene side ville gøre noget særligt for de ”værdige” borger, der ikke kunne gøre for deres ulykke samtidig med, at lovene skulle kontrollere og gerne uskadeliggøre de ”uværdige” eller ”mindreværdige” borgere, der kun var til besvær.

Blinde børn blev påtvunget skolegang på en institution, der ofte lå fjernt fra forældrehjemmet.

Sterilisations- og kastrationslovene fra 1929, 1934 (den særlige sterilisationslov for åndssvage) og 1935 føjer sig ind i dette billede, ligesom hele det facetterede institutionshierarki i forhold til fattige og utilpassede gjorde det i form af fattiggårde, arbejdshuse og tvangsarbejdsanstalter.

Fårene blev skilt fra bukkene gennem diagnoser som åndssvaghed og psykopati, og nye behandlingsformer så dagens lys som sterilisation, kastration, lobotomi (det hvide snit) og medicinsk behandling.

Meget bekvemt blev det efter afslutningen på Anden Verdenskrig slået fast, at de fleste landssvigere og tyskerpiger var mentalt afstumpede og passede ind i diagnoserne for samfundets affald.

En af de nye og (også set fra et nutidigt perspektiv) meget tankevækkende diskussioner i bogen er diskussionen om eutanasi (medlidenhedsdrab). Overlæge Wad fra åndssvageanstalten i Vodskov citerer en tysk professor for udtalelsen om ”en stige med fire trin”, der burde overvejes etisk: fødselsbegrænsning, sterilisation, abort og eutanasi (medlidenhedsdrab).

Ægteskabsloven fra 1922, sterilisations- og kastrationsloven 1929 og abortloven 1939 skal ses ind i denne sammenhæng. Det skal den diskussion om medlidenhedsdrab også, der i Danmark sporadisk dukkede op i 1940'erne, som fortsatte i 1950'erne, og som senere er dukket op igen ved flere lejligheder.

I relation til det tyske eutanasiprogram fra 1941 blev den tyske propagandafilm ”Ich klage an” oversat til dansk og formidlet under navnet ”Lægen der dræbte”. Filmen blev en stor publikumssucces. I 1949 fik filmen fornyet aktualitet på grund af en ulykkelig sag, hvor en mor dræbte sin udviklingshæmmede søn, der boede på Ebberødgaard.

Overlæge Schwalbe-Hansen, Ebberødgaard, afviste eutanasi, men spørgsmålet blev fortsat debatteret både i 1950'erne, 1960'erne og 1970'erne. Gallupundersøgelser viste i både i 50'erne og 60'erne, at et flertal af udspurgte danskere gik ind for medlidenhedsdrab.

Der udviklede sig i perioden 1945-1957 et vidtforgrenet institutionsnet, der kunne tage imod tvangsfjernede og særligt vanskelige børn. Blinde børn blev påtvunget skolegang på en institution, der ofte lå fjernt fra forældrehjemmet. De kunne tvangsfjernes, hvis forældrene satte sig mod anbringelse på skolehjem.

Det samme gjaldt andre børn med handicap, hvis man ikke mente, de kunne få den rette behandling i hjemmet. Også voksne kunne tvangsanbringes, hvis de blev anset for at være farlige for sig selv eller andre. Det gjaldt eksempelvis mennesker med sindslidelser.

Efterhånden blev der opbygget specifikke afdelinger beregnet på forskellige kategorier af ”vanskelige”. Det skete både indenfor fattigforsorg, børneforsorg, fængselsvæsen, sindssygevæsen og åndssvageforsorg. Der var kronisk pladsmangel på de institutioner, der skulle modtage de visiterede.

Indenfor både sindssygevæsen og åndssvageforsorg var der afdelinger for henholdsvis rolige og urolige patienter. Afdelingerne var kønsopdelte.

Kritik af tvangsanbringelser

Fra Forsorgslovens indførelse i 1933 og frem til den nye åndssvagelov i 1959 skete der en stadig øget institutionalisering af mennesker, som blev anset for at være en ulempe for samfundet.

I 1933 var cirka 6000 personer under åndssvageforsorg – i 1958 var tallet 17.000. Det skete blandt andet med baggrund i åndssvageloven af 1934, men også på baggrund af den indberetningspligt, der var indføjet i forsorgsloven af 1933 (s. 175).

Fra 1940'erne rejste der sig i stigende grad kritik af de tvungne anbringelser under åndssvageforsorgen. Der blev sat spørgsmålstegn ved, om intelligenstestning var et objektivt fænomen, og der blev også rejst tvivl om, hvorvidt de anbragte kunne lide af noget andet end åndssvaghed for eksempel nedsat syn eller hørelse.

Det er historier om ensomhed og afmagt, om at opleve sig uset og fravalgt.

Endelig blev problemet senmodning diskuteret ligesom den manglende mulighed for at få en anbringelse retligt prøvet vakte diskussion. I 1953 blev der indført en grundlovsændring, som bevirkede, at anbragte kunne få deres sag domstolsprøvet, men den fik ingen særlig betydning i praksis.

Mange af de indsamlede livshistorier fra åndssvageforsorgen handler om oplevelsen af at have været fejlanbragt. De historier, der fortælles, er historier om ensomhed og afmagt, om det at være et led i et institutionshierarki og om det at opleve sig uset og fravalgt.

Ikke alene de få ansatte men også hierarkiet mellem beboerne på institutionerne omtales. Det var ikke kun de ansatte, der udøvede magt. De stærke indsatte gjorde det også.

Når medarbejderne fortæller om ”den første dag” er det fortællinger om chok og angst. Mange var ikke uddannede og havde ikke tidligere været sammen med mennesker med sindslidelser eller åndssvaghed. De blev typisk sat til at have nattevagter og var tit alene på afdelingerne. Selv om mange var fikseret, var det en skræmmende oplevelse.

Senere vænnede mange sig til forholdene, men de fortæller de samme historier som de anbragte om overfyldte sovesale, toiletter på række uden skillevægge, tvungen spisning og straf, hvis der ikke blev spist op, manglende beskæftigelse og urolige ”patienter”.

Fra 1950'erne blev de ny psykofarmaka taget i brug – ofte med patienterne som forsøgspersoner i forhold til afprøvning af ny medicin.

”Hold afstand til patienterne bliv ikke for dus med dem” var et råd, en plejeelev fik, da han startede sin karriere på en institution for åndssvage i 1945 (s.135).

De ansattes tilbageblik er præget af afmagt og meget forklares med dårlig ledelse, gamle rutine, tidens måde at opdrage på og for få ansatte. Kun enkelte indrømmer, at de slog for at opretholde disciplinen. Mange beskriver, at de har været med til at fiksere og medicinere patienter.

Lydighed og arbejde

Selv om der er forskel på historierne fra åndssvageforsorg, psykiatri og børneforsorg, så er der mere, der er ens, men institutionerne imellem er der et hierarki: Åndssvageforsorgen ligger i bund, så kommer psykiatri og så børneforsorg med sit mere facetterede billede.

De mennesker, der blev anbragt på børnehjem, fortæller forskellige historier alt efter, hvilke forhold de havde haft før anbringelsen. Kom de fra et hjem med misrøgt og vold, var børnehjemmet en gevinst, hvad mad, tøj og ordnede forhold angik. Sorgen over at være forladt eller over den mistede familie delte alle de anbragte børn.

Børnene på Mødrehjælpens Mødre- og Spædbørnehjem Østruplund er kommet udenfor, og en ansat forsøger at holde styr på den store børneflok. Cirka 1950.

De fleste anbragte børn har fortsat ar i sjælen. Men nogle klarede sig ved hjælp af børnehjemmets indsats.

Anbragte blinde, døve og bevægelseshæmmede fortæller, at deres eget hjem med tiden blev fremmed for dem, fordi de kun var hjemme fire gange om året. Her blev institutionen et hjem på trods af de problemer, der kunne være.

En erindring fra en kvinde, der som blind blev anbragt på blindeskolen på Refsnæs og senere på Blindeinstituttet i Hellerup, viser hvor uset, et menneske kan opleve sig, når man bare er en af flokken, men aldrig bliver set som noget særligt.

Hun fortæller, at hun spiste skosværte og appelsinskræller for at komme på sygeafdelingen, hvor der dels var omsorg, dels var adgang til at høre radio.

En mand, der som ganske ung blev anbragt på Middelfart Sindssygehospital fortæller i modsætning hertil, at han blev set på en særlig måde, fordi han kun var et stort barn, og at han blev passet godt på af både medpatienter og personale.

På børnehjemmene skulle børnene lære at arbejde og at lystre. Opholdet var præget af ”kontrol, disciplin og oplæring til lønarbejde” (s. 147). Selv om børnene lærte at arbejde, så lærte de ikke meget i skolen. De blev typisk opdraget til at indtage stillinger som tjenestekarl eller tjenestepige.

Bogen burde være pligtlæsning for politikere, embedsmænd og professionelle.

Hvor anbringelsen på børnehjem var tidsbegrænset til det tidspunkt, hvor barnet nåede myndighedsalderen, så var anbringelsen under åndssvageforsorg uden tidsbegrænsning. Kontrollen kunne her blive livsvarig.

Når man læser erindringerne fra institutioner under åndssvageforsorg, blindeforsorg, børneforsorg og døveforsorg samt fra de særlige institutioner for tilpasningsvanskelige, er det slående, så ens beretningerne er, hvad angår de materielle forhold, disciplin, straf og opdragelsesnormer.

”Opdragelsen af børnene skulle afspejle tilsvarende forhold i ”normale” familier, og der blev i børnenes hverdag især lagt vægt på, at de blev oplært i gode manerer under spisningen, i personlig hygiejne, og at de gennem undervisning, pligter og fritidsaktiviteter blev gjort til nyttige samfundsborgere”, skrives der i relation til børn anbragt på børnehjem (s. 147).

For mennesker anbragt under åndssvageforsorg var der ikke tale om undervisning og fritidsaktiviteter, men nok om arbejde, hvis det var muligt. I det hele taget blev arbejdet tillagt en overvældende betydning både opdragelsesmæssigt og økonomisk. Institutionerne skulle generelt være så selvbærende som muligt.

Straf og ydmygelser

Straf er omtalt i erindringerne fra alle typer institutioner. Det kunne være slag, fiksering, isolering og påtvunget beroligende medicin, men det kunne også være ydmygelse som den, der typisk blev sengevædere til del eller tvang som det, der foregik omkring spisningen.

I bogens del 2 fokuseres der på de lovgivningsmæssige ændringer, der kom i 1950'erne- og -60'erne og betydningen for praksis. Gennemgående ændredes forholdene på de forskellige institutioner sig kun langsomt på trods af nye signaler.

Nye retsregler og nye regler for tilsyn blev gennemført via en grundlovsrevision i 1953, døveloven kom i 1950, blindeloven i 1956, børneforsorgens lovgrundlag blev reformeret i 1958, der kom en ny åndssvagelov i 1959 og blinde og døve børn fik i stigende grad dispensation for kravet om at skulle gå i skole på henholdsvis Refsnæsskolen og Døveskolerne i Nyborg og Fredericia.

Straf er omtalt i erindringerne fra alle typer institutioner. 

For døve blev der oprettet flere lokale skoler. For mennesker med sindslidelser blev der oprettet afdelinger i tilknytning til somatiske hospitalsbygninger. For åndssvage skete der en eksternalisering af forsorgen i form af skoler, børnehaver, beskyttede arbejdspladser og mindre boenheder. Fra 1965 var det muligt for åndssvage at få invalidepension.

I 1960 kom der en ny forsorgslov, der var rettet mod forebyggelse og vejledning. Alligevel kunne subsistensløse og alkoholikere tvangsanbringes frem til 1970'erne. Paradoksalt blev retssikkerheden i denne periode også mindre, end den havde været før, hvad angik sterilisation og kastration.

Sterilisationsnævnet blev nedlagt, og Retslægerådet skulle ikke længere vurdere sagerne, der efter en revision af sterilisationsloven 1967 kunne gennemføres på medicinsk indikation via Mødrehjælpens institutioner.

”På mange måder stod de åndssvage fra et retssikkerhedsmæssigt synspunkt svagt med den nye lov om sterilisation og kastration, som blev vedtaget i 1967”( s. 239).

Der skete heller ikke markante holdningsmæssige ændringer, hvad angik diskussionen om medlidenhedsdrab, der også i 1960'erne blev diskuteret. Heller ikke opfattelsen af psykopati ændrede sig i de mest brugte lærebøger, selv om nye sociologiske og psykologiske studier satte spørgsmålstegn ved den gængse opfattelse af begrebet.

Bogens del 3 fokuserer på stat og institutioner 1968-1980. Nye holdninger til mennesker med svære vilkår blev formuleret, og nye lovgivninger trådte i kraft.

Bistandsloven fra 1976 lagde op til, at det skulle være det faglige og professionelle skøn, der skulle være bærende i en intensiveret sagsbehandling. Børneværnet blev nedlagt, og opgaverne henlagt til kommunernes social- og sundhedsudvalg. En del børnehjem blev nedlagt, og der blev nu satset på plejeanbringelser, der også økonomisk var en fordel.

Den 1. januar 1980 blev åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg udlagt til amter og kommuner. Amterne overtog institutionerne, mens kommunen stod for den almene service.

Holdningsmæssigt ændrede opfattelsen sig, hvad angik udviklingshæmmedes underviselighed. I 1971 foranstaltede nogle lærere fra Syltholmskolen på Rødbygård et forsøg, som skulle vise, at selv svært udviklingshæmmede kunne lære noget.

Med udlægningen i 1980 blev der indført undervisningspligt og ret for alle børn uden undtagelse. Oplæring og træning fik nu en fremtrædende plads i den professionelle praksis.

Fra 1990'erne blev der oprettet en række videnscentre til varetagelse af den specifikke viden, der kunne gå tabt med udlægningen.

Indenfor psykiatrien skete der ændringer. Sengepladser blev nedlagt i vidt omfang. I stedet blev der oprettet distriktspsykiatriske centre. Statshospitalerne var fra 1976 ansvarsmæssigt placeret i amterne. I slutningen af 1970'erne begyndte antipsykiatriske bevægelser at manifestere sig. Galebevægelsen blev en del af dette.

Også forsorgshjemmene ændrede sig i 1980'erne og -90'erne. Klientellet blev et andet og mere belastet. Voldsramte kvinder, narkomaner og psykiatriske lidelser blev en del af opgaven.

”Kontinuitet eller brud?” hedder et meget vigtigt afsnit i bogens del 3 (s. 381-389). For mig at se, skete der i perioden 1967-1980 ikke et egentligt brud med den hidtidige praksis på en række vigtige områder:

1. Kastrationer blev diskret udfaset, men genopstod igen i 1989 i form af medicinsk kastrering af personer indsat i Herstedvester.
2. Det hvide snit blev sidst udført på en grønlandsk mand i 1984. Manden var indsat i Herstedvester. I de senere år er der igen diskussion om, hvorvidt en ny form for psykokirurgiske indgreb skal forsøges
3. Ideen om eutanasi (medlidenhedsdrab) fortsatte i 1970'erne og går videre i den nye debat om aktiv dødshjælp
4. Sterilisation af udviklingshæmmede fortsatte efter 1967 i regi af Mødrehjælpen med medicinsk indikation
5. Fosterdiagnostik blev indført i 1979. Fra 2004 har alle gravide adgang til nakkefoldsscanning for at undgå fødsel af barn med Downs Syndrom.

En vigtig bog

Efter min mening er der tale om en meget vigtig bog, der både sammenfatter eksisterende viden og tilføjer ny viden i forhold til de mennesker, der levede ”På kanten af velfærdsstaten” i perioden 1933-1980.

Den er vigtig, fordi disse menneskers historie ikke tidligere er sammenfattet på en overskuelig måde på tværs af de kategoriserede grupper. Den er ikke mindst vigtig på grund af de mange erindringer fra de anbragte, som fortæller noget om, hvordan det komplicerede samspil mellem politiske interesser, teoretiske overvejelser og økonomiske betragtninger har fungeret i en bestemt periode af historien og hvilken betydning, det fik for deres liv.

Bogen burde være pligtlæsning for politikere, embedsmænd og professionelle, som her kan læse, hvordan et hierarkiseret menneske- og samfundssyn har sat mennesker i en sårbar situation uden for det almindelige samfund.

Jeg opfatter bogen som et vigtigt afsæt for nutidig ageren overfor mennesker i sårbare situationer. Hvad kan vi lære af den historie? Og er vi villige til at lære af den?

Der bør efter min mening komme et bind 2, som kan afdække udviklingen fra 1980 og frem til dato. Den periode repræsenterer, som det pointeres i bogens afsluttende kapitel, igen et holdningsskifte, der på mange måder minder om det, der er beskrevet i bogens tidlige periode. Tør vi skrive sådan en bog?

Hvordan vil de nutidige fortællinger se ud vedrørende mennesker med udviklingshæmning, mennesker med sindslidelser og anbragte børn, unge og voksne? Materielt er der sket et skifte. Men er der også sket et tilsvarende skifte mentalt? Det er vel det, vi skal spørge politikere, professionelle, os selv og den almene befolkning om. Jeg har på fornemmelsen, at det haster.

Jesper Vaczy Kragh, Stine Grønbæk Jensen og Jacob Knage Rasmussen: På kanten af velfærdsstaten. Anbragte og indlagte i dansk socialforsorg 1933-1980. Syddansk Universitetsforlag, Odense. 2015. Pris 399,95 kr.