Man må kante sig rundt mellem hinanden her på svalegangen over Arbejdermuseets store sal, præcis som murere og tømrere og andre håndværkere må kante sig rundt på et stillads under et byggeri. Dette kendte Peter Peitersen fra Aarhus alt til som murer, og man kan se det i hans billeder, som nu er udstillet på Arbejdermuseets svalegang.

Det drejede sig aldrig om Peter selv. Det gjaldt altid sagen. Det var fællesskabet, det faglige og det politiske.
Ove Peitersen, bror

Mange har set frem til åbningen af denne udstilling på Arbejdermuseet i København. Både arbejdsgruppen, der har samlet og systematiseret de mange værker af murersvenden Peter Peitersen, og Arbejdermuseet selv.

En bus fra Aarhus er ankommet med murersvende, murerarbejdsmænd, venner og familie til Peter Peitersen. Nogle af dem har kendt og endda arbejdet sammen med mureren og tegneren, eller de har frydet sig over hans tegningers kradse humor i sammenholdet mod arbejdsgiverne. I en årrække var Peitersen nemlig opmåler eller faglig sekretær for murersvendene i Aarhus.

Arbejdernes egen kunst

Omkring 100 mennesker er mødt frem til øl og fedtemadder i Arbejdermuseets festsal. Vi synger Murernes Gamle Strejkesang, som er skrevet på melodien fra gammel fransk revolutionssang, La Parisienne.

Som samlingsinspektør har Thomas Meldgaard været dybt involveret i udstillingens tilbliven og takkede for de cirka 800 tegninger med mere, som sønnen Peiter Andersen har doneret til Arbejdermuseets samling.

– Samlingen er en meget flot gave, som vi er utroligt glade for. For det første passer den meget flot ind i den strategi Arbejdermuseet har for udviklingen af sin kunstsamling med at dokumentere den kunst, som er skabt af arbejderne selv og beskriver deres liv og arbejdsliv.

– For det andet har samlingen bredde og spænder over det meste af Peter Peitersens liv fra den tidligst daterede tegning i 1943 til den seneste i 1988.

Peitersens alsidighed

Peter Peitersen tegnede til fagblade, lavede bannere, plakater og løbesedler. Han var yderst produktiv, men han tegnede ikke først og fremmest for at udstille, men for at skildre arbejderne i deres dagligdag. Tegningerne skulle ses af de mennesker, som de handlede om, pointerede samlingsinspektøren og forklarede Peitersens kunstsyn således:

– Kunsten skulle være noget, som stod åben for enhver. Den skulle ikke være konserverende og abstrakt, men der imod åben og konkret og tale til alle. Alle skulle have mulighed for at udfolde sig kunstnerisk.

Allerede når man træder ind på svalegangen over festsalen, ser man Peitersens tegninger sat op rå brædder som ude på en byggeplads. Forsider fra det faglige blad Murbinderen og fra Kulturbund der DDR, et blad for kulturforeninger i det gamle Østtyskland understreger, at Peitersen bidrog både herhjemme og i udlandet til fagblade og til den internationale kommunistiske bevægelse. Vigtig er bogen Murersvenden, udgivet på Husets Forlag i 1977 med Peitersens egne værker og kommentarer.

Peitersen brugte tusch, farvekridt, skar i linoleum, formede i gips og malede på lærred. I en montre ligger en sjov maske, et selvportræt af Peitersen, og ved siden af står en gipsfigur af en murer, måske også ham selv.

Kaskettens enorme skygge

Midt i al realismen får man øje på de alt for lange skygger på murernes kasketter. De går igen på mange tegninger. Måske et symbol for faglig stolthed? Eller måske et symbol for skyklapper, mener sønnen Peiter Andersen at have hørt.

Motiverne er mange og foregår altid i arbejderes liv: katten i den slidte sofa, til første maj, højt over byen med murerskeen i hånden, på stilladset med udsigt over byens tage, til rejsegilde, og til afrejse eller rettere fyring, når et byggeri var slut. I kølvandet kom værtshusturen og en "slingren ned ad Vestergade".

Dagen efter måtte murerne hen i kontrolkøen som arbejdsløse. Det var før, at man sad i panik alene foran computeren med at udfylde kontrolkort og de obligatoriske jobsøgninger. I de lange rækker foran arbejdsformidlingen kunne man falde i snak og finde på protester sammen. Eller høre om slagsmålene mellem politi og havnearbejdere, som Peitersen også har afbilledet fra overenskomstsituationen i 1961.

Vandt over Side 9-pigen

At Peitersens tegninger kunne konkurrere med "Side 9-piger" kunne Mathias Tesfaye fortælle forsamlingen om. Som murerlærling i Aarhus i 1990’erne opdagede han, som ung faglig organiseret, at man må finde sig en vej ind til hjerterne hos byggepladsens folk for at kunne diskutere politik. I stedet for at kritisere "pigerne" i skurvognen, kunne han jo bare selv komme med noget, sagde en makker. Derefter mødte Mathias Tesfaye hver uge op med en plakat fra bogen Murersvenden.

Det må have været lige i Peter Peitersens ånd. Kunsten skulle ud blandt arbejderne selv. Dette kunne hans bror, Ove Peitersen, tidligere formand for Murersvendenes Fagforening i Aarhus uddybe:

– Peter var altid 100 procent aktiv. Det drejede sig aldrig om ham selv. Det gjaldt altid sagen. Det var fællesskabet, det faglige og det politiske. Hver eneste kamp var reelt set en del af den samlede kamp for arbejderklassen.

Ove Peitersen arbejdede i en periode selv sammen med broderen:

– Peter var en meget beskeden natur. Han vaklede aldrig i sine synspunkter, og det blev han virkelig god til at lære os andre.

– Peter var en rigtig arbejder, og sidste gang han var her på Arbejdermuseet, sad han i panelet for en stor høring om arbejdsløses kamp.

Ove Peitersen takkede Arbejdermuseet for udstillingen, samt alle andre, der havde gjort det muligt at samle og udstille Peter Peitersens værker.

Alle værker registreret

Den tak varmede folkene i arbejdsgruppen. 800 forskellige værker kræver mænd og kvinder, der samler og systematiserer, hvis det skal komme nogen til gavn og glæde.

Arbejdsgruppen har siden 2006 bestået fem personer: sønne Peiter Andersen, broderen Ove Peitersen og søsteren Hanne Stenshøj. Desuden har grafiker Thomas Kruse medvirket og Kirsten Folke Harrits, som har specialiseret sig i mundtlig historiefortælling.

Det lykkedes for Hanne Abildgaard, daværende kunsthistoriker på Arbejdermuseet, at få Peter Peitersen optaget i Kunstindex Danmark i 2013. Her blev han som arbejder anerkendt som kunstner. Over 470 af hans værker er nu registreret her og kan ses på nettet: kulturarv.dk

Arbejdsgruppen er nu ved at lægge sidste hånd på en bog om Peter Peitersen og hans værker. Den kommer til efteråret, når udstillingen Håndens Arbejde åbner på Arbejdermuseet.

Hvad man dog ikke kan se på Arbejdermuseet, er Peitersens meget store figurer, som førhen var med i første maj-demonstrationer i Aarhus.

Stolt på sin fars vegne

Peter Peitersen døde i 1988 ikke lang tid efter, at han var gået på efterløn, og efterlod sig en stor kasse fuld af billeder og anden kunst til sønnen Peiter Andersen. Denne forærede senere det hele til Arbejdermuseet med et klart formål og glæder sig over udstillingen:

– Jeg er så stolt på min fatters vegne. Jeg vil gerne have, at andre kan se hans ting, fordi jeg synes, at der er noget i det, der beskriver ens hverdagsliv, og hvor uretfærdigt livet kan være. De viser, at det altid er de store, der hakker på de små, siger Peiter Andersen, der har været med i arbejdsgruppen siden 2003.